Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/271

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
249
1290–1300. De tydske Vintersiddere.

givne Privilegier ogsaa til hine. Desuden lader det til, at Sutererne virkelig havde faaet visse Friheder, maaskee fordi Kongen og Hoffet ønskede at de skulde nedsætte sig i Byen; thi det heder i det mindste siden efter, at Sutererne stod under Kongens særegne Beskyttelse[1]. Det synes desuden, som om flere andre, ligeledes for det meste tydske, Haandverkere, navnlig Skræderne, Guldsmedene og Bagerne, for at nyde godt af Suterernes Friheder lode sig indskrive blandt dem, eller at Navnet „Suterer“ i det mindste ved en Talebrug, der vanskeligt kan forklares paa anden Maade, udstraktes til Udøvere af andre Haandverker end Skomagerprofessionen[2]; dette forklarer den øjensynlige Talrighed, hvormed de optræde. At Sutererne, stolende enten paa den kongelige Beskyttelse, eller paa deres Landsmænds Vælde, tildeels og paa deres Uundværlighed, fordrede ublue Priser, seer man af den oftnævnte Beslutning af 1282, der indeholder en udførlig Taxt for alt Skomager-Arbejde, med disse forudskikkede Ord: „det tyktes Folk slemt at holde ud under de Utilbørligheder (úlög), som Sutererne nu tillade sig med Hensyn til Priserne for Skomager-Arbejde, i højere Grad end det nogensinde har været Tilfældet under lignende Varepriser; og da Almuen klager meget herover, bestemmes følgende“, o. s. v. – Der synes endog at sigtes til et nærmere, formeligen aftalt, Sammenhold mellem Kjøbmændene og Sutererne, hvor det heder i den Retterbod, som Kong Erik udgav for Bergen den 9de Marts 1295, medens han gjorde sine Forberedelser til Danmarkstoget: „vi forbyde fuldkommen baade inden- og udenlandske at tage sig noget Sammenhold eller gjøre noget Sammenløb eller digte sig nogen Lov eller Vedtægter, thi dette synes os Ingen at kunne gjøre, uden Kongen med gode Mænds Raad; hvo som gjør det, være Landraademand og have forbrudt alt hvad han ejer, og fare utlæg“[3]. Det Overmod, Tydskerne i Bergen paa den Tid lagde for Dagen, og som Kong Erik ved hiin Bestemmelse maaskee søgte at holde noget i Tømme, havde upaatvivlelig faaet sin meste Næring ved det spendte Forhold, hvori Kong Erik nu befandt sig til den engelske Konge, og som gav dem Udsigten til, ganske at fortrænge de engelske Kjøbmænd af Markedet. Det var

  1. Dipl. Norv. I. 120.
  2. Blandt dem, der under hine Forhandlinger nævnes blandt „Tydskerne“, var ogsaa „Henzi skraddari“.
  3. Norges gl. L. III. S. 25. Exemplet synes at have været smittende, eller den Skik at have indsneget sig, at danne heel eller halv politiske Associationer, thi Kongen forbyder ligeledes „Samdrikker eller Gilder“ af Ledsagemænd (d. e. Lodser), Guldsmede, Jærnsmede Englandsfarere, Svende (?), Arbejdsmænd, Bryggermænd; ja endog „Hjemmekvinder“; overhoved alle Samdrikker, undtagen de sedvanlige Skytninger.