Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/271

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
249
1290—1300. De tydſke Vinterſiddere.

givne Privilegier ogſaa til hine. Desuden lader det til, at Sutererne virkelig havde faaet visſe Friheder, maaſkee fordi Kongen og Hoffet ønſkede at de ſkulde nedſætte ſig i Byen; thi det heder i det mindſte ſiden efter, at Sutererne ſtod under Kongens ſæregne Beſkyttelſe[1]. Det ſynes desuden, ſom om flere andre, ligeledes for det meſte tydſke, Haandverkere, navnlig Skræderne, Guldſmedene og Bagerne, for at nyde godt af Suterernes Friheder lode ſig indſkrive blandt dem, eller at Navnet „Suterer“ i det mindſte ved en Talebrug, der vanſkeligt kan forklares paa anden Maade, udſtraktes til Udøvere af andre Haandverker end Skomagerprofesſionen[2]; dette forklarer den øjenſynlige Talrighed, hvormed de optræde. At Sutererne, ſtolende enten paa den kongelige Beſkyttelſe, eller paa deres Landsmænds Vælde, tildeels og paa deres Uundværlighed, fordrede ublue Priſer, ſeer man af den oftnævnte Beſlutning af 1282, der indeholder en udførlig Taxt for alt Skomager-Arbejde, med disſe forudſkikkede Ord: „det tyktes Folk ſlemt at holde ud under de Utilbørligheder (úlög), ſom Sutererne nu tillade ſig med Henſyn til Priſerne for Skomager-Arbejde, i højere Grad end det nogenſinde har været Tilfældet under lignende Varepriſer; og da Almuen klager meget herover, beſtemmes følgende“, o. ſ. v. — Der ſynes endog at ſigtes til et nærmere, formeligen aftalt, Sammenhold mellem Kjøbmændene og Sutererne, hvor det heder i den Retterbod, ſom Kong Erik udgav for Bergen den 9de Marts 1295, medens han gjorde ſine Forberedelſer til Danmarkstoget: „vi forbyde fuldkommen baade inden- og udenlandſke at tage ſig noget Sammenhold eller gjøre noget Sammenløb eller digte ſig nogen Lov eller Vedtægter, thi dette ſynes os Ingen at kunne gjøre, uden Kongen med gode Mænds Raad; hvo ſom gjør det, være Landraademand og have forbrudt alt hvad han ejer, og fare utlæg“[3]. Det Overmod, Tydſkerne i Bergen paa den Tid lagde for Dagen, og ſom Kong Erik ved hiin Beſtemmelſe maaſkee ſøgte at holde noget i Tømme, havde upaatvivlelig faaet ſin meſte Næring ved det ſpendte Forhold, hvori Kong Erik nu befandt ſig til den engelſke Konge, og ſom gav dem Udſigten til, ganſke at fortrænge de engelſke Kjøbmænd af Markedet. Det var

  1. Dipl. Norv. I. 120.
  2. Blandt dem, der under hine Forhandlinger nævnes blandt „Tydſkerne“, var ogſaa „Henzi skraddari“.
  3. Norges gl. L. III. S. 25. Exemplet ſynes at have været ſmittende, eller den Skik at have indſneget ſig, at danne heel eller halv politiſke Asſociationer, thi Kongen forbyder ligeledes „Samdrikker eller Gilder“ af Ledſagemænd (d. e. Lodſer), Guldſmede, Jærnſmede Englandsfarere, Svende (?), Arbejdsmænd, Bryggermænd; ja endog „Hjemmekvinder“; overhoved alle Samdrikker, undtagen de ſedvanlige Skytninger.