Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/267

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
245
1290—1300. Den norſke Handel forfalder.

bene, der formildedes noget i Privilegierne for Tydſkerne af 1278 og 1279, men dog i det Hele taget bekræftedes i Tillægsartiklerne til Kalmarforliget, ſigtede, ſom det er let at ſkjønne, til at hindre de fremmede tilrejſende Kjøbmænd fra at træde i umiddelbar Forbindelſe med Landbefolkningen, og ſaaledes tilrive ſig Monopolet paa indenlandſke Artikler i Landet ſelv, hvorved en indenlandſk Handelsſtand umuligt vilde kunne beſtaa. Det nyttede imidlertid lidet, ved Magtſprog at ville hindre denne Tingenes Gang, thi Sagen var egentlig den, at Norge endnu ikke ret havde Elementerne til en egen Handelsſtand. De, der tidligere dreve Handel en gros, vare, ſom vi have ſeet, Medlemmerne af de fornemſte og rigeſte Familier, der hertil anvendte nogle Aar af deres Ungdom for derved tillige at ſee fremmede Lande og ligeſom fuldende ſin Opdragelſe. Men de Foreſtillinger om Standsforſkjel og ariſtokratiſk Liv, der lige ſaavel gjorde ſig gjeldende i Norge ſom andenſteds i Norden paa disſe Tider, og vare nøje forbundne med det nye Titelvæſen og den forøgede Hof-Etikette, maatte medføre, at den fornemme Ungdom nu ikke længer, ſom endnu paa Sverres Tid, efter hvad vi have ſeet udviklet i Kongeſpejlet[1], fandt det pasſende at beſkjeftige ſig med Handel, men enten tidligt gik i Hoftjeneſte, eller rejſte udenlands paa anden Maade. Da det dog var de fornemme Familier, der vare i Beſiddelſe af den meſte Capital i tildrage, blev denne ſaaledes unddragen Handelen, og de indfødde Nordmænd, der vilde beſkjeftige ſig med Handel, og ſom nu for det meſte maa have hørt til de ringere, ubemidlede Klasſer, kunde ſaaledes umuligt i Længden holde ſig ved Siden af de rigere Udlændinger, der desuden viſtnok vare langt anderledes erfarne Forretningsmænd, end Nordmændene. De ſtore Jordegodsejere, der havde Producter til Afſætning, maatte ſelv finde ſig bedre tjente med at ſælge deres Varer umiddelbart og i det Store til de rige Udlændinger, der ſandſynligviis ſtrax kunde betale dem contant, eller med fremmede Luxusvarer i Bytte, end at indlade ſig med indenlandſke Handelsmænd, der neppe havde Penge til at kjøbe i ſtore Partier, og maaſkee endda behøvede Credit. Paa ſlig Viis kunde en indenlandſk Handelsſtand ikke komme op, og hvad der var Virkning, blev igjen ſaa at ſige Aarſag, idet Udlændingernes Handelsvælde atter fremſkyndede det totale Ophør af det forrige Syſtem, nemlig at de yngre Medlemmer af de fornemmere Ætter ſelv handlede. Ja man kan vel endog antage, ſom det ogſaa ovenfor er antydet, at den Overvegt, de fremmede Handelsmænd alene ved deres ſtørre Capital og Dygtighed tilvendte ſig paa det norſke Handelsmarked, allerede fra førſt af bidrog til at hiin Skik be-

  1. Se ovenfor III. S. 399—402.