bene, der formildedes noget i Privilegierne for Tydskerne af 1278 og 1279, men dog i det Hele taget bekræftedes i Tillægsartiklerne til Kalmarforliget, sigtede, som det er let at skjønne, til at hindre de fremmede tilrejsende Kjøbmænd fra at træde i umiddelbar Forbindelse med Landbefolkningen, og saaledes tilrive sig Monopolet paa indenlandske Artikler i Landet selv, hvorved en indenlandsk Handelsstand umuligt vilde kunne bestaa. Det nyttede imidlertid lidet, ved Magtsprog at ville hindre denne Tingenes Gang, thi Sagen var egentlig den, at Norge endnu ikke ret havde Elementerne til en egen Handelsstand. De, der tidligere dreve Handel en gros, vare, som vi have seet, Medlemmerne af de fornemste og rigeste Familier, der hertil anvendte nogle Aar af deres Ungdom for derved tillige at see fremmede Lande og ligesom fuldende sin Opdragelse. Men de Forestillinger om Standsforskjel og aristokratisk Liv, der lige saavel gjorde sig gjeldende i Norge som andensteds i Norden paa disse Tider, og vare nøje forbundne med det nye Titelvæsen og den forøgede Hof-Etikette, maatte medføre, at den fornemme Ungdom nu ikke længer, som endnu paa Sverres Tid, efter hvad vi have seet udviklet i Kongespejlet[1], fandt det passende at beskjeftige sig med Handel, men enten tidligt gik i Hoftjeneste, eller rejste udenlands paa anden Maade. Da det dog var de fornemme Familier, der vare i Besiddelse af den meste Capital i tildrage, blev denne saaledes unddragen Handelen, og de indfødde Nordmænd, der vilde beskjeftige sig med Handel, og som nu for det meste maa have hørt til de ringere, ubemidlede Klasser, kunde saaledes umuligt i Længden holde sig ved Siden af de rigere Udlændinger, der desuden vistnok vare langt anderledes erfarne Forretningsmænd, end Nordmændene. De store Jordegodsejere, der havde Producter til Afsætning, maatte selv finde sig bedre tjente med at sælge deres Varer umiddelbart og i det Store til de rige Udlændinger, der sandsynligviis strax kunde betale dem contant, eller med fremmede Luxusvarer i Bytte, end at indlade sig med indenlandske Handelsmænd, der neppe havde Penge til at kjøbe i store Partier, og maaskee endda behøvede Credit. Paa slig Viis kunde en indenlandsk Handelsstand ikke komme op, og hvad der var Virkning, blev igjen saa at sige Aarsag, idet Udlændingernes Handelsvælde atter fremskyndede det totale Ophør af det forrige System, nemlig at de yngre Medlemmer af de fornemmere Ætter selv handlede. Ja man kan vel endog antage, som det ogsaa ovenfor er antydet, at den Overvegt, de fremmede Handelsmænd alene ved deres større Capital og Dygtighed tilvendte sig paa det norske Handelsmarked, allerede fra først af bidrog til at hiin Skik be-
- ↑ Se ovenfor III. S. 399–402.
