Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/268

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
246
Erik Magnusſøn.


gyndte at aflægges, indtil det omſider heed, at den højbaarne Yngling var for fornem til at være Kjøbmand[1]. Saaledes var det ganſke i ſin Orden, at driftige og kloge udenlandſke Handelsmænd udfyldte det Hul i de norſke Samfundsforhold, ſom Norges ſæregne Indretninger, i Forbindelſe med de forandrede Tider og Ideer medførte[2].

Dette vilde nu i og for ſig ikke have været ſaa forderveligt for Landet, hvis det blot havde haft den Følge, der ogſaa uden ſæregne Foranſtaltninger fra Udlændingernes Side vilde have været den naturligſte, at der i Byerne nedſatte ſig Udlændinger, ſom bleve norſke Borgere, og dannede den egentlige Handelsklasſe. Dette ſkede visſelig, hvorom de flere tydſke Navne nokſom vidne, ſom vi fra det 13de Aarhundredes Udgang ſtøde paa i Brevſkaber, vedkommende Byerne. Men disſe oprindeligen udenlandſke Borgerfamilier vilde dog, underkaſtede Landets Love, og hvad der ſnart faldt af ſig ſelv, beſvogrede og paa andre Maader nøje forbundne med indfødde Familier, ſnart blive fremmede for deres Fædres Hjem og dele deres nye Fædrelands Interesſer; deres medbragte Capitaler vilde derved komme Norge, ikke Moderlandet, til Gode. De vilde ſaaledes i Tidens Løb bidrage til at frigjøre Norge fra det fremmede Handelsaag, i Stedet for at bringe det dybere og dybere derunder. Det var dette, ſom de tydſke Stæders kloge Handelsherrer forudſaa og ſøgte at forebygge ved en Forholdsregel, der var den egentlige Rod til de Ulemper, Handelsforbindelſen med Nordtydſkland bragte over Storm; de oprettede nemlig ikke egentlige Handelshuſe i Norge, men ſendte kun Aar efter Aar Varer derhen paa egne Skibe, og ſtillede dem, efter at de var oplagte, under Beſtyrelſe af paalidelige Factorer, der ſtode i nøjeſte Afhængighed af vedkommende Handelshuſe hjemme; der, om de end bleve Aar efter Aar i Norge, dog fremdeles vare og betragtede ſig ſom Fremmede, og hvem det derfor ſtrengt var forbudet at gifte ſig og ſtifte nogen Familie; de ſkulde ſtedſe med alle deres Interesſer, hele deres Digten og Tragten, tilhøre deres fædrene Stad og deres Principaler; deres Contorer ſkulde være et Lübeck, et Wismar, Roſtock, o. ſ. v. paa norſk Bund, der ikke engang vilde lyde under norſk Ret, og en norſk Handelsſtand med fædrelandſke Interesſer ſkulde ſaaledes

  1. Se ovenfor III. S. 1099.
  2. Naar man læſer de i Diplomer og andenſteds indeholdte Antydninger af Handelsforholdene i Norge i det 14de Aarhundrede, ja endog blot lægger Merke til de Individer, der omtales i Byerne, vil man have vanſkeligt ved at paapege nogen eneſte Perſon, ſom man kunde kalde en virkelig norſk Kjøbmand. „Bymændene“ ſynes meſt at have været Gaardejere, der havde Fortjeneſte af at udleje Vaaningsværelſer og Handelslocaler til de Fremmede.