gyndte at aflægges, indtil det omsider heed, at den højbaarne Yngling var for fornem til at være Kjøbmand[1]. Saaledes var det ganske i sin Orden, at driftige og kloge udenlandske Handelsmænd udfyldte det Hul i de norske Samfundsforhold, som Norges særegne Indretninger, i Forbindelse med de forandrede Tider og Ideer medførte[2].
Dette vilde nu i og for sig ikke have været saa forderveligt for Landet, hvis det blot havde haft den Følge, der ogsaa uden særegne Foranstaltninger fra Udlændingernes Side vilde have været den naturligste, at der i Byerne nedsatte sig Udlændinger, som bleve norske Borgere, og dannede den egentlige Handelsklasse. Dette skede visselig, hvorom de flere tydske Navne noksom vidne, som vi fra det 13de Aarhundredes Udgang støde paa i Brevskaber, vedkommende Byerne. Men disse oprindeligen udenlandske Borgerfamilier vilde dog, underkastede Landets Love, og hvad der snart faldt af sig selv, besvogrede og paa andre Maader nøje forbundne med indfødde Familier, snart blive fremmede for deres Fædres Hjem og dele deres nye Fædrelands Interesser; deres medbragte Capitaler vilde derved komme Norge, ikke Moderlandet, til Gode. De vilde saaledes i Tidens Løb bidrage til at frigjøre Norge fra det fremmede Handelsaag, i Stedet for at bringe det dybere og dybere derunder. Det var dette, som de tydske Stæders kloge Handelsherrer forudsaa og søgte at forebygge ved en Forholdsregel, der var den egentlige Rod til de Ulemper, Handelsforbindelsen med Nordtydskland bragte over Storm; de oprettede nemlig ikke egentlige Handelshuse i Norge, men sendte kun Aar efter Aar Varer derhen paa egne Skibe, og stillede dem, efter at de var oplagte, under Bestyrelse af paalidelige Factorer, der stode i nøjeste Afhængighed af vedkommende Handelshuse hjemme; der, om de end bleve Aar efter Aar i Norge, dog fremdeles vare og betragtede sig som Fremmede, og hvem det derfor strengt var forbudet at gifte sig og stifte nogen Familie; de skulde stedse med alle deres Interesser, hele deres Digten og Tragten, tilhøre deres fædrene Stad og deres Principaler; deres Contorer skulde være et Lübeck, et Wismar, Rostock, o. s. v. paa norsk Bund, der ikke engang vilde lyde under norsk Ret, og en norsk Handelsstand med fædrelandske Interesser skulde saaledes
- ↑ Se ovenfor III. S. 1099.
- ↑ Naar man læser de i Diplomer og andensteds indeholdte Antydninger af Handelsforholdene i Norge i det 14de Aarhundrede, ja endog blot lægger Merke til de Individer, der omtales i Byerne, vil man have vanskeligt ved at paapege nogen eneste Person, som man kunde kalde en virkelig norsk Kjøbmand. „Bymændene“ synes mest at have været Gaardejere, der havde Fortjeneste af at udleje Vaaningsværelser og Handelslocaler til de Fremmede.
