ham noget Hinder. – Hvad andre Sager, der kunde være dem imellem, skulde afgjøres ved Voldgift af Biskop Jens i Roskilde, Hr. Jon Litle, Hr. Oluf Tynessøn, Hr. Uffe Jonssøn og Hr. David Thorsteenssøn.
8. Vilde Nogen tiltale Kongen af Danmark eller hans Frænder om den afdøde svenske Dronning Sophias fædrene Gods, da skulde dette skee efter dansk Lov og Ret.
For dette Forligs Overholdelse indestode trende Biskopper og 20 verdslige Herrer paa hver Side, saaledes, som ovenfor berørt, at den Gjenpart, der overleveredes til den danske Konge, medbesegledes af de norske Herrer, og den, Norges Konge fik, af de danske. De norske Herrer vare Erkebiskop Jørund tilligemed de to oven nævnte Biskopper, Narve og Eivind, samt af Verdslige: Hr. Bjarne Erlingssøn af Bjarkø, Hr. Thore Haakonssøn, Hr. Jon Brynjulfssøn, Hr. Isak Gautessøn, Hr. Erlend Aamundessøn, Hr. Vidkunn Erlingssøn, Hr. Bjarne Lodinssøn, der her kalder sig juris civilis professor, Hr. Guthorm Gydassøn, Hr. Jon Ragnvaldssøn, Hr. Gudleik Viljamssøn, Hr. Thorvald Thoressøn, Hr. Jon Ivarssøn, Hr. Erlend Arnessøn, Hr. Sighvat af Leirhole paa Valdres, Hr. Agmund Sigurdssøn, samt flere, hvis Navne ikke findes tydeligt gjengivne[1]. De danske Herrers Navne kjendes ikke, da den anden Gjenpart er borte, men efter al Sandsynlighed var blandt Biskopperne den nys nævnte Gisiko af Fyn og Jens af Roskilde, og blandt de Verdslige Hr. David Thorsteenssøn og Hr. Laurentius Tukessøn Marsk. Sandsynligviis blev den ved slige Forsikringer sædvanlige Bestemmelse vedtagen, at Danekongen, hvis han brød Stilstanden, skulde være underkastet de norske Biskoppers Bann, og omvendt de norske Fyrster i samme Tilfælde de danske Biskoppers[2]. Hertug Valdemar synes, som det allerede er nævnt, ej at have deeltaget i Dagthingningen. I det mindste kom der, som strax nedenfor
- ↑ Den Omstændighed, at Huitfeldt meddeler Navnene, viser tydeligt, at han maa have haft Original-Documentet; men desværre er uddraget S. 306, 307 skjødesløst, og nogle af Navnene saa fordrejede, at de neppe kjendes igjen, saaledes kaldes Erkebiskop Jørund „Ferrand“; Jon Brynjulfssøn „Johannes Benolpff“, Vidkunn Erlingssøn „Vedmund Erlandssøn“, Sighvat af Leirhólum „Sigurd Lorelom“ o. s. v., (man seer forøvrigt af Formen Johannes m. fl. at Originalen har været paa Latin). De fleste Navne kunne dog bestemmes ved Sammenligning med andre samtidige Documenter, og de ere ovenfor anførte; men fem af dem ere usikre, tildeels endog i den Form, de forekomme, umulige, nemlig Elling Davidsøn, Torlack Skenck, Erland Arnesøn, Esbern Rinckij, Anders Levi, Effvind Islacksøn“. Det tør dog hende, at Breve ville findes, hvori de omtales under deres rette Navne.
- ↑ Forliget omtales i flere danske Annaler med de faa Ord: „Stilstand bevilgedes de Fredløse“. Saaledes i Annalerne, der slutte med 1523, Scr. r. d. II. 527. I de Annaler, der meddeles i Asmussens Arkiv II. B., heder det ud-
