Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/252

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
230
Erik Magnusſøn.

ham noget Hinder. — Hvad andre Sager, der kunde være dem imellem, ſkulde afgjøres ved Voldgift af Biſkop Jens i Roskilde, Hr. Jon Litle, Hr. Oluf Tynesſøn, Hr. Uffe Jonsſøn og Hr. David Thorſteensſøn.

8. Vilde Nogen tiltale Kongen af Danmark eller hans Frænder om den afdøde ſvenſke Dronning Sophias fædrene Gods, da ſkulde dette ſkee efter danſk Lov og Ret.

For dette Forligs Overholdelſe indeſtode trende Biſkopper og 20 verdslige Herrer paa hver Side, ſaaledes, ſom ovenfor berørt, at den Gjenpart, der overleveredes til den danſke Konge, medbeſegledes af de norſke Herrer, og den, Norges Konge fik, af de danſke. De norſke Herrer vare Erkebiſkop Jørund tilligemed de to oven nævnte Biſkopper, Narve og Eivind, ſamt af Verdslige: Hr. Bjarne Erlingsſøn af Bjarkø, Hr. Thore Haakonsſøn, Hr. Jon Brynjulfsſøn, Hr. Iſak Gautesſøn, Hr. Erlend Aamundesſøn, Hr. Vidkunn Erlingsſøn, Hr. Bjarne Lodinsſøn, der her kalder ſig juris civilis professor, Hr. Guthorm Gydasſøn, Hr. Jon Ragnvaldsſøn, Hr. Gudleik Viljamsſøn, Hr. Thorvald Thoresſøn, Hr. Jon Ivarsſøn, Hr. Erlend Arnesſøn, Hr. Sighvat af Leirhole paa Valdres, Hr. Agmund Sigurdsſøn, ſamt flere, hvis Navne ikke findes tydeligt gjengivne[1]. De danſke Herrers Navne kjendes ikke, da den anden Gjenpart er borte, men efter al Sandſynlighed var blandt Biſkopperne den nys nævnte Giſiko af Fyn og Jens af Roskilde, og blandt de Verdslige Hr. David Thorſteensſøn og Hr. Laurentius Tukesſøn Marſk. Sandſynligviis blev den ved ſlige Forſikringer ſædvanlige Beſtemmelſe vedtagen, at Danekongen, hvis han brød Stilſtanden, ſkulde være underkaſtet de norſke Biſkoppers Bann, og omvendt de norſke Fyrſter i ſamme Tilfælde de danſke Biſkoppers[2]. Hertug Valdemar ſynes, ſom det allerede er nævnt, ej at have deeltaget i Dagthingningen. I det mindſte kom der, ſom ſtrax nedenfor

  1. Den Omſtændighed, at Huitfeldt meddeler Navnene, viſer tydeligt, at han maa have haft Original-Documentet; men desværre er uddraget S. 306, 307 ſkjødesløſt, og nogle af Navnene ſaa fordrejede, at de neppe kjendes igjen, ſaaledes kaldes Erkebiſkop Jørund „Ferrand“; Jon Brynjulfsſøn „Johannes Benolpff“, Vidkunn Erlingsſøn „Vedmund Erlandsſøn“, Sighvat af Leirhólum „Sigurd Lorelom“ o. ſ. v., (man ſeer forøvrigt af Formen Johannes m. fl. at Originalen har været paa Latin). De fleſte Navne kunne dog beſtemmes ved Sammenligning med andre ſamtidige Documenter, og de ere ovenfor anførte; men fem af dem ere uſikre, tildeels endog i den Form, de forekomme, umulige, nemlig Elling Davidſøn, Torlack Skenck, Erland Arneſøn, Esbern Rinckij, Anders Levi, Effvind Iſlackſøn“. Det tør dog hende, at Breve ville findes, hvori de omtales under deres rette Navne.
  2. Forliget omtales i flere danſke Annaler med de faa Ord: „Stilſtand bevilgedes de Fredløſe“. Saaledes i Annalerne, der ſlutte med 1523, Scr. r. d. II. 527. I de Annaler, der meddeles i Asmusſens Arkiv II. B., heder det ud-