vil sees, intet Forliig mellem ham og Danekongen i Stand førend først i det følgende Aar, ja der forefaldt maaskee endog Fiendtligheder mellem dem i Tiden mellem Stilstanden og dette Forliig. Hvorledes det gik til at de norske Fyrster sluttede Separat-Stilstand, vides ikke; dog synes det at være skeet med Hertug Valdemars Samtykke, og uden at gjøre Brud paa den gode Forstaaelse mellem dem. Det er ikke umuligt, at han nu troede sig sterk nok til at hjelpe sig selv, og desuden maatte vel de norske Fyrster under alle Omstændigheder drage hjem, siden Ledingstiden nu var udløben. Det var formodentlig strax før deres Afrejse, at Kong Erik, som det fortælles, slog den unge Junker Erik af Langeland til Ridder, hvis det ikke allerede var skeet før Sammenkomsten i Midelfart, thi vist er det, at det skede i dette Aar, og det synes dog vanskeligt at kunne have skeet medens den danske Konge, Junker Eriks Frænde og Leensherre, var tilstede, thi dette vilde have været en Fornærmelse mod denne[1]. Strax efter Forliget lod Danekongen Brev udgaa til Læsning ved alle Landsthing, at alt det Gods, der tilkom de norske Fyrster som deres Mødrenearv, skulde oplades dem, og at ligeledes de Fredløse skulde faa deres Ættegods tilbagegivet. Den norske Flaade styrede vel som sædvanligt til Tunsberg, og aftakkedes der, idet Hertugen drog til Oslo, og Kongen til Bergen. Sandsynligviis overvintrede han der, da han, som vi nedenfor ville see, udstedte et Brev derfra den 29de Marts. Erkebiskop Jørund, der ogsaa var med paa Toget, som vi have seet, overvintrede i Nidaros[2].
Skjønt Stilstanden til Hegnesgavl ikke af nogen af Parterne blev samvittighedsfuldt overholdt, saa var den dog en Velsignelse for begge Riger, da den for flere Aar afbrød det aabenbare Krigsforhold mellem dem, og atter gjenoprettede den fredelige Handelsforbindelse; thi vi ville nedenfor erfare, hvorledes den, da Udløbstiden var kommen, fornyedes paa senere Møder, saa at dette Tog i 1295 var det sidste
- ↑ Dette siges i Manifestet.
- ↑ Af Laurentius Saga Cap. 10 sees, at Erkebiskoppen var i Throndhjem Søndagen Lætare, d. e. 4de Marts, altsaa maa han have overvintret der.
farligere ved 1295: „Kongen berammede et Vidde, hvorved Erik, Norges Konge, de Sammensvornes Modtager, var tilstede; hvor der sikredes de Fredløse Amnesti og deres Børn fik Tilladelse til at vende tilbage til Riget, samt erhvervede deres tabte Godser tilbage, dog saaledes, at Kongens Faders Mordere aldrig maatte komme for hans Øjne“. De isl. Annaler henføre Forliget til 1296; men dette kan deels forklares derved, at de udtrykkelig nævne Hertug Valdemar, der ikke forligede sig førend i Febr. 1296, deels ogsaa deraf, at Efterretningen om Forliget i 1295 ej kan være kommen til Island før 1296, samtidigt med den om Valdemars Forlig i 1296; Junker Eriks Giftermaal omtales heller ikke førend i 1296.
