Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/253

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
231
1295. Stilſtand til Hegnesgavl.

vil ſees, intet Forliig mellem ham og Danekongen i Stand førend førſt i det følgende Aar, ja der forefaldt maaſkee endog Fiendtligheder mellem dem i Tiden mellem Stilſtanden og dette Forliig. Hvorledes det gik til at de norſke Fyrſter ſluttede Separat-Stilſtand, vides ikke; dog ſynes det at være ſkeet med Hertug Valdemars Samtykke, og uden at gjøre Brud paa den gode Forſtaaelſe mellem dem. Det er ikke umuligt, at han nu troede ſig ſterk nok til at hjelpe ſig ſelv, og desuden maatte vel de norſke Fyrſter under alle Omſtændigheder drage hjem, ſiden Ledingstiden nu var udløben. Det var formodentlig ſtrax før deres Afrejſe, at Kong Erik, ſom det fortælles, ſlog den unge Junker Erik af Langeland til Ridder, hvis det ikke allerede var ſkeet før Sammenkomſten i Midelfart, thi viſt er det, at det ſkede i dette Aar, og det ſynes dog vanſkeligt at kunne have ſkeet medens den danſke Konge, Junker Eriks Frænde og Leensherre, var tilſtede, thi dette vilde have været en Fornærmelſe mod denne[1]. Strax efter Forliget lod Danekongen Brev udgaa til Læsning ved alle Landsthing, at alt det Gods, der tilkom de norſke Fyrſter ſom deres Mødrenearv, ſkulde oplades dem, og at ligeledes de Fredløſe ſkulde faa deres Ættegods tilbagegivet. Den norſke Flaade ſtyrede vel ſom ſædvanligt til Tunsberg, og aftakkedes der, idet Hertugen drog til Oslo, og Kongen til Bergen. Sandſynligviis overvintrede han der, da han, ſom vi nedenfor ville ſee, udſtedte et Brev derfra den 29de Marts. Erkebiſkop Jørund, der ogſaa var med paa Toget, ſom vi have ſeet, overvintrede i Nidaros[2].

Skjønt Stilſtanden til Hegnesgavl ikke af nogen af Parterne blev ſamvittighedsfuldt overholdt, ſaa var den dog en Velſignelſe for begge Riger, da den for flere Aar afbrød det aabenbare Krigsforhold mellem dem, og atter gjenoprettede den fredelige Handelsforbindelſe; thi vi ville nedenfor erfare, hvorledes den, da Udløbstiden var kommen, fornyedes paa ſenere Møder, ſaa at dette Tog i 1295 var det ſidſte

    farligere ved 1295: „Kongen berammede et Vidde, hvorved Erik, Norges Konge, de Sammenſvornes Modtager, var tilſtede; hvor der ſikredes de Fredløſe Amneſti og deres Børn fik Tilladelſe til at vende tilbage til Riget, ſamt erhvervede deres tabte Godſer tilbage, dog ſaaledes, at Kongens Faders Mordere aldrig maatte komme for hans Øjne“. De isl. Annaler henføre Forliget til 1296; men dette kan deels forklares derved, at de udtrykkelig nævne Hertug Valdemar, der ikke forligede ſig førend i Febr. 1296, deels ogſaa deraf, at Efterretningen om Forliget i 1295 ej kan være kommen til Island før 1296, ſamtidigt med den om Valdemars Forlig i 1296; Junker Eriks Giftermaal omtales heller ikke førend i 1296.

  1. Dette ſiges i Manifeſtet.
  2. Af Laurentius Saga Cap. 10 ſees, at Erkebiſkoppen var i Throndhjem Søndagen Lætare, d. e. 4de Marts, altſaa maa han have overvintret der.