Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/245

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
223
1295. Underhandlinger paa Sommerſted-Hede.

enkelte af de Fredløſe ſig heraf til at drage igjennem Jylland, hvad enten det nu var for at begive ſig til Hertug Valdemar, eller for at ſee til ſine Ejendomme, eller de endog ligefrem droge i den norſke Konges Erende. Uden at enſe, at de nu ſtode under de norſke Fyrſters Beſkyttelſe, og fordrede at betragtes ſom hans Mænd, lod Drottſeten, Hr. David, en af dem, Hr. Sven Friis, altſaa en anſeet Mand, gribe i Horſens ſom fredløs med to andre i hans Følge, Jens Pallesſøn og Jens Foot, og alt hvad de medbragte tage fra dem; en fjerde, der ſagdes at være de norſke Fyrſters Tjeneſtemand, men hvis Navn, Thrugøt Laale, tydeligt viſer at han var Danſk, og viſtnok hørte til de Fredløſe, blev endog dræbt, og hans Heſte og Ejendele tagne; fra andre tog man Vaaben og Heſte m. m.; ſaa at man maa formode at de danſke Krigsmænd have gjort Jagt paa alle de Fredløſe, der viſte ſig paa jydſk Bund. De norſke Fyrſter tilſkreve ſtrax hine Herrer, der havde gaaet i Borgen for Stilſtanden, herom, fordrede de Fangne udleverede, Bøder for de Dræbte, og Skaden erſtattet. Men denne Begjæring blev ikke opfyldt. De norſke Fyrſter begave ſig nu, ſandſynligviis med hele Flaaden, ſyd til Svenborgſund[1]. Her mødte Biſkop Giſiko af Fyen, Junker Erik, formodentlig efter Tilſigelſe, og Drottſeten Hr. David tilligemed mange andre af de Riddere, der havde gaaet god for. Stilſtanden. Kongen af Norge forlangte nu paa det indſtændigſte, at de Fangne ſkulde frigives og Skaden erſtattes; ſaavel han ſelv, ſom hans Broder Hertug Haakon erklærede ſig paa ſin Side beredt til, om man kunde paaviſe nogen Brøde, deres Mænd havde begaaet, at give al ønſkelig Fyldeſtgjørelſe. Men deres Bøn blev ikke alene afſlaaet, tvert imod bleve Hr. Sven, Jens Pallesſøn og Jens Foot bragte til den danſke Konge, der lod dem henrette. Det forſtaar ſig af ſig ſelv, at Underhandlingerne ved hiint Afſlag maatte blive afbrudte, ſelv om ikke, hvad det lader til, flere af dem, der ſkulde have været tilſtede ved Mødet, vare udeblevne. Saa vidt man kan ſee, ſejlede den norſke Flaade nu fra Svenborg længer ind i Midelfartſund, enten til Als eller Aarøſund, medens Danekongen rykkede imod Hertug Valdemar, og mødte ham paa Sommerſted Hede (en Miils Vej nordveſtligt fra Haderslev), hvor han maaſkee allerede i længere Tid havde været lejret. Folkemonen ſynes ganſke at have været paa hans Side, thi der ſiges, at han i Alt havde

  1. Vi gjentage, at det maa være dette, og ikke Svineſund i Norge, der ſkal forſtaaes ved „Svinneſund“, ſom Navnet ſkrives i Manifeſtet. Det beſtyrkes ogſaa deraf, at Biſkoppen af Fyn mødtes til Underhandling. At Mødet maa have været aftalt ved Aalborg, ſynes ligefrem at fremgaa af Beretningen. Svenborg kaldtes i ældre Tider Svinaborg, og det er endog meget muligt, at Sundet kaldtes Svinaſund, ikke Svinaborgsſund.