enkelte af de Fredløse sig heraf til at drage igjennem Jylland, hvad enten det nu var for at begive sig til Hertug Valdemar, eller for at see til sine Ejendomme, eller de endog ligefrem droge i den norske Konges Erende. Uden at ense, at de nu stode under de norske Fyrsters Beskyttelse, og fordrede at betragtes som hans Mænd, lod Drottseten, Hr. David, en af dem, Hr. Sven Friis, altsaa en anseet Mand, gribe i Horsens som fredløs med to andre i hans Følge, Jens Pallessøn og Jens Foot, og alt hvad de medbragte tage fra dem; en fjerde, der sagdes at være de norske Fyrsters Tjenestemand, men hvis Navn, Thrugøt Laale, tydeligt viser at han var Dansk, og vistnok hørte til de Fredløse, blev endog dræbt, og hans Heste og Ejendele tagne; fra andre tog man Vaaben og Heste m. m.; saa at man maa formode at de danske Krigsmænd have gjort Jagt paa alle de Fredløse, der viste sig paa jydsk Bund. De norske Fyrster tilskreve strax hine Herrer, der havde gaaet i Borgen for Stilstanden, herom, fordrede de Fangne udleverede, Bøder for de Dræbte, og Skaden erstattet. Men denne Begjæring blev ikke opfyldt. De norske Fyrster begave sig nu, sandsynligviis med hele Flaaden, syd til Svenborgsund[1]. Her mødte Biskop Gisiko af Fyen, Junker Erik, formodentlig efter Tilsigelse, og Drottseten Hr. David tilligemed mange andre af de Riddere, der havde gaaet god for. Stilstanden. Kongen af Norge forlangte nu paa det indstændigste, at de Fangne skulde frigives og Skaden erstattes; saavel han selv, som hans Broder Hertug Haakon erklærede sig paa sin Side beredt til, om man kunde paavise nogen Brøde, deres Mænd havde begaaet, at give al ønskelig Fyldestgjørelse. Men deres Bøn blev ikke alene afslaaet, tvert imod bleve Hr. Sven, Jens Pallessøn og Jens Foot bragte til den danske Konge, der lod dem henrette. Det forstaar sig af sig selv, at Underhandlingerne ved hiint Afslag maatte blive afbrudte, selv om ikke, hvad det lader til, flere af dem, der skulde have været tilstede ved Mødet, vare udeblevne. Saa vidt man kan see, sejlede den norske Flaade nu fra Svenborg længer ind i Midelfartsund, enten til Als eller Aarøsund, medens Danekongen rykkede imod Hertug Valdemar, og mødte ham paa Sommersted Hede (en Miils Vej nordvestligt fra Haderslev), hvor han maaskee allerede i længere Tid havde været lejret. Folkemonen synes ganske at have været paa hans Side, thi der siges, at han i Alt havde
- ↑ Vi gjentage, at det maa være dette, og ikke Svinesund i Norge, der skal forstaaes ved „Svinnesund“, som Navnet skrives i Manifestet. Det bestyrkes ogsaa deraf, at Biskoppen af Fyn mødtes til Underhandling. At Mødet maa have været aftalt ved Aalborg, synes ligefrem at fremgaa af Beretningen. Svenborg kaldtes i ældre Tider Svinaborg, og det er endog meget muligt, at Sundet kaldtes Svinasund, ikke Svinaborgssund.
