henved 1400 Riddere og Svenne, medens Kongen kun havde 600; denne skal rigtignok ogsaa, som det heder, have haft en heel Mængde „Huusfolk“, hvorved vel forstaaes Fodfolk hjemme fra Landet; men Rytteriet, fornemmelig det lejede, udgjorde paa den Tid Hovedstyrken, og derefter regnede man, om den ene Hær kunde ansees for at være den anden overlegen. Man havde allerede paa begge Sider ordnet sig til Strid, da der atter aabnedes Underhandlinger, i hvilke ogsaa Befuldmægtigede fra de norske Fyster deeltoge, hvad enten de nu allerede forhen havde begivet sig til Hertugens Lejr, for med ham at aftale den videre Krigsplan, eller de bleve sendte efter en til deres Herrer udtrykkelig afgaaen Indbydelse om at deeltage i Underhandlingerne. En saadan Indbydelse kunde vistnok i meget kort Tid baade fremsættes og besvares, da den norske Flaade, som nys nævnt, nu rimeligviis laa for Anker etsteds ved Kysten ganske i Nærheden. Det er ogsaa højst sandsynligt, at det var denne Nærhed i Forening med Hertugens større Troppestyrke, der atter bragte Danekongen og hans Raadgivere til at vælge Underhandlingernes Vej. Det heed siden, at hvis det var kommet til Slag, da havde Hertugen sikkert vundet Danmarks Krone[1]. Der aftaltes nu et nyt Møde,
- ↑ Dette siges udtrykkeligt hos Detmar, fra hvem hine Detailler om Modet paa Sommersted-Hede ere hentede. Fra ham har igjen Corner hentet sin Beretning (hos Eccard IV. 947). Men Detmar henfører Begivenhederne urigtigt til 1293, Corner endog til 1292. Aarsagen er vel den oven omtalte, at Detmar ofte omhandler under eet Aar, hvad der kun begyndte i samme Aar. Da nu Hertugens Uenighed med Kongen visselig begyndte 1293, maaskee allerede 1292, har han villet omtale den hele Tvist samt dens Udfald ved samme Lejlighed. – Paa den her skildrede Maade forholder det sig altsaa med Sammenkomsten paa Sommersted-Hede, om hvilken der har hersket megen urede, alt sammen af den Grund, at Huitfeldt (S. 309) beretter, at Danmarks, Sveriges og Norges Konger ved St. Hansdags Tider 1296 mødtes paa Sommersted-Hede, og handlede om almindelig Fred, men sluttede kun Stilstand paa to Aar. Hvor Huitfeldt har dette fra, vides ikke; men det maa formodentlig være fra samme oprindelige Kilde, som Notitsen i den danske Fortsættelse af Ryklosters Annaler S. 193, at Kongen og Hertugen i 1296 mødtes „med begge deres Hære“ paa Sommersted-Hede; det samme siges og af Stral Scr. r. Dan. III. 317. At Aarstallet her er urigtigt, sees tydeligt nok deraf, at Manifestet, som her er den sikreste Kilde, kun veed af en eneste Sammenkomst paa Sommersted-Hede at sige, nemlig den der gik forud for Stilstanden til Hegnesgavl, altsaa i 1295. Sommersted-Hede var desuden ikke et Sted, hvor det kunde falde nogen ind at beramme Sammenkomst, naar den ej tilfældigt havde fundet Sted; dette skede i Sommeren 1295, da den danske Konge, som vi have seet, laa ved Ribe, og Hertug Valdemar rykkede op fra Slesvig, rimeligviis heldende sig saa meget som muligt paa Østsiden, for at støtte sig til den norske Flaade, der imidlertid havde passeret Svenborg og nu vel var i Midelfartssund. Sommersted-Hede ligger omtrent midtvejs mellem Ribe og
