Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/244

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
222
Erik Magnusſøn.

Hugleiksſøn, der ſkulde afgaa ſom Geſandt til Frankrig i et Erende, der nedenfor vil blive nærmere omhandlet: en Sag ſom denne var dog viſt bragt i Orden, førend Kongen tiltraadte Toget[1]. Uheldigviis nævnes ikke Stedet, hvor denne Fuldmagt er given; men man maa formode, at det er ſkeet i eller paa Vejen til Tunsberg, hvor Søtogene til Danmark ſædvanligviis plejede at udgaa, idet nemlig Kongen og Hertugen ſamledes her, og hvor Kongen nu desuden i Anledning af de tydſke og danſke Fejder ſaa godt ſom hvert Aar regelmæsſigt begav ſig hen ved Midſommerstid. Det kan dog ikke have været længe efter denne, at vi finde Kongen og Hertugen med deres Flaade i Limfjorden, ved Aalborg. Omtrent paa ſamme Tid (10de Juli) finde vi den danſke Konge i Ribe[2], viſtnok rede til at rykke ud mod Hertug Valdemar, der ſtod i Spidſen for en betydelig Troppeſtyrke ikke langt derfra. Det kom dog ikke til nogen Kamp, thi der blev ſtrax aabnet Underhandlinger, og en Stilſtand vedtaget, hvorved det blandt andet beſtemtes, at den norſke Fyrſtes Mænd ſkulde kunne rejſe igjennem Jylland med Sikkerhed og Fred for Danekongens Mænd, og omvendt disſe for de norſke. Ved disſe de norſke Mænds Rejſer igjennem Jylland ſigtedes der viſtnok til de Budſendinger, der nu ſkulde gaa frem og tilbage mellem de norſke Fyrſter og Hertug Valdemar, da det nemlig faldt af ſig ſelv, at en Stilſtand ej kunde ſluttes af hine, uden at ogſaa han, deres Forbundne, toges paa Raad med og en Stilſtand forudſatte desuden i de Tider altid Berammelſe af et Forligsmøde; om alt dette var det nødvendigt at underrette Hertugen og treffe Aftale med ham. Forligsmødet ſynes med kort Varſel at have været berammet at ſkulle holdes i eller ved Svenborg. For Stilſtandens Overholdelſe borgede paa Danekongens Vegne Biſkop Nikolas af Børglum, Biſkop Jens af Aarhuus, Hr. David Thorſteensſøn, dengang fungerende ſom Drottſete (maaſkee for Jylland), og flere, i alt 24 Riddere[3]. Men, ſaavidt man erfarer, gav Udtrykket „Kong Eriks og Hertug Haakons Mænd“ ſtrax Anledning til at denne Stilſtand ophørte. Medens de Danſke derunder kun ſynes at have villet forſtaa virkelige Nordmænd, benyttede derimod, ſom man tydeligt kan ſkjønne,

  1. Thorkelins Dipl. Arn. II. S. 166, 167. Aarstallet ſtaar her ikke angivet, men da Brevet er indtaget i den af den franſke Konge udſtedte og beſeglede Forbundsakt af 23de October 1295, er det aabenbart, at Fuldmagten ikke kan være udſtedt Aaret forud.
  2. Brevet No. 627 i Lübecks Urkundenbuch. Det er her rigtignok henført til 7de Januar, men dette kommer kun af en Forvexling af Knut Konges Dag med Knut Hertugs Dag. Brevet er dateret „in die beati Kanuti regis et martyris“, og det er 10de Juli.
  3. Alt dette erfares alene af Kong Haakons ovenfor omtalte Manifeſt.