Hugleikssøn, der skulde afgaa som Gesandt til Frankrig i et Erende, der nedenfor vil blive nærmere omhandlet: en Sag som denne var dog vist bragt i Orden, førend Kongen tiltraadte Toget[1]. Uheldigviis nævnes ikke Stedet, hvor denne Fuldmagt er given; men man maa formode, at det er skeet i eller paa Vejen til Tunsberg, hvor Søtogene til Danmark sædvanligviis plejede at udgaa, idet nemlig Kongen og Hertugen samledes her, og hvor Kongen nu desuden i Anledning af de tydske og danske Fejder saa godt som hvert Aar regelmæssigt begav sig hen ved Midsommerstid. Det kan dog ikke have været længe efter denne, at vi finde Kongen og Hertugen med deres Flaade i Limfjorden, ved Aalborg. Omtrent paa samme Tid (10de Juli) finde vi den danske Konge i Ribe[2], vistnok rede til at rykke ud mod Hertug Valdemar, der stod i Spidsen for en betydelig Troppestyrke ikke langt derfra. Det kom dog ikke til nogen Kamp, thi der blev strax aabnet Underhandlinger, og en Stilstand vedtaget, hvorved det blandt andet bestemtes, at den norske Fyrstes Mænd skulde kunne rejse igjennem Jylland med Sikkerhed og Fred for Danekongens Mænd, og omvendt disse for de norske. Ved disse de norske Mænds Rejser igjennem Jylland sigtedes der vistnok til de Budsendinger, der nu skulde gaa frem og tilbage mellem de norske Fyrster og Hertug Valdemar, da det nemlig faldt af sig selv, at en Stilstand ej kunde sluttes af hine, uden at ogsaa han, deres Forbundne, toges paa Raad med og en Stilstand forudsatte desuden i de Tider altid Berammelse af et Forligsmøde; om alt dette var det nødvendigt at underrette Hertugen og treffe Aftale med ham. Forligsmødet synes med kort Varsel at have været berammet at skulle holdes i eller ved Svenborg. For Stilstandens Overholdelse borgede paa Danekongens Vegne Biskop Nikolas af Børglum, Biskop Jens af Aarhuus, Hr. David Thorsteenssøn, dengang fungerende som Drottsete (maaskee for Jylland), og flere, i alt 24 Riddere[3]. Men, saavidt man erfarer, gav Udtrykket „Kong Eriks og Hertug Haakons Mænd“ strax Anledning til at denne Stilstand ophørte. Medens de Danske derunder kun synes at have villet forstaa virkelige Nordmænd, benyttede derimod, som man tydeligt kan skjønne,
- ↑ Thorkelins Dipl. Arn. II. S. 166, 167. Aarstallet staar her ikke angivet, men da Brevet er indtaget i den af den franske Konge udstedte og beseglede Forbundsakt af 23de October 1295, er det aabenbart, at Fuldmagten ikke kan være udstedt Aaret forud.
- ↑ Brevet No. 627 i Lübecks Urkundenbuch. Det er her rigtignok henført til 7de Januar, men dette kommer kun af en Forvexling af Knut Konges Dag med Knut Hertugs Dag. Brevet er dateret „in die beati Kanuti regis et martyris“, og det er 10de Juli.
- ↑ Alt dette erfares alene af Kong Haakons ovenfor omtalte Manifest.
