Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/238

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
216
Erik Magnusſøn.

Proviant, at man ikke kunde tænke paa at udhungre den. Den mislykkede Belejring af Hunehals hindrede dog ikke Vitſlav fra at trænge videre frem mod Norden indenfor Norges Grændſer, hvor han herjede og brændte den halve Deel af Øen Hiſingen.[1]. Formodentlig var det hans Henſigt at ſtorme lige frem til Kongehelle og indtage Ragnhildholms Slot, men deraf blev dog intet, ſandſynligviis fordi de norſke Befalingsmænd, maaſkee Hertugen ſelv, imidlertid havde ſamlet de fornødne Forſvarstropper.

Imidlertid havde Kong Eriks Taalmodighed naaet ſin Grændſe. Forbitret over al den Overlaſt, han havde maattet døje af Erkebiſkoppen, beſluttede han ſig, ſom han ſiden ytrede, for at undgaa ſit Livs og ſin Krones Tab, til det driſtige Skridt, at lade Erkebiſkoppen gribe og henſætte indtil videre i Fængſel paa Søborg Slot (5te og 6te April)[2]. Dette ſkede, ſom bekjendt, ved Kongens Broder Hertug Chriſtopher, og paa en meget voldſom Maade; Erkebiſkoppen ſaavel ſom hans ivrige Tilhænger og Hjelper, Provſt Jakob, bleve overvældede med Forhaanelſer og Mishandlinger, og i Fangenſkabet behandlede med næſten oprørende Haardhed. Dog paaſtod Kongen ſiden, at han ikke havde nogen Skyld i dette, og ikke engang vidſte, at de døjede ſaa meget ondt i Fængſlet. Dette maa nu ſtaa ved ſit Verd; man maa i alle Fald holde den unge Konge det noget til Gode, om han ikke var ſaa nøieregnende med hvorledes hans Mænd behandlede en Mand, der nu kunde betragtes ſom Fædrelandets eller i det mindſte Kongehuſets farligſte Fiende. Og ſaa meget er viſt, at han havde den almindelige Stemme paa ſin Side, og at Fiendernes Planer for det førſte ej kom til Udførelſe: et umiskjendeligt Tegn paa, at Erkebiſkoppen var den egentlige Hovedmand, og at Kongen ved at gjøre ham uſkadelig havde angrebet Ondet i Roden. Af de norſke Fyrſters paatænkte Tog til Danmark blev der nu intet, derimod maa de være dragne med ſine Skibe til Elven, for at dække Kongehelle og Elveſysſel, ligeſom det maa anſees ſom viſt, at de her enten ſelv aabnede Underhandlinger med Fyrſt Vitſlav eller lyttede til Fredsforſlag fra ham,

  1. De isl. Annaler ved 1294. De esromſke Annaler, Scr. r. D. I. S. 249.
  2. Dagen angives i den af Huitfeldt meddeelte Beretning om Erkebiſkoppens Fængſling til Fredag før Palmeſøndag; men dette er rimeligviis en Misforſtaaelſe (af et meget hyppigt Slags) af Latinens feria 2da ante palmas, (angives i Chron. der ender med 1317, Scr. R. D. II. 175), dette er ikke „to Dage“ før Palmeſøndag, altſaa Fredag den 9de, men „Mandag“ før Palmeſøndag, eller den 5te April. De isl. Annaler omtale urigtigt Fængſlingen under 1295. Om Rigtigheden af 1294 kan der, efter Gjennemlæsningen af Procesakterne, ej være mindſte Tvivl. Henimod Juul 1294 heed det, at Erkebiſkoppen havde ligget 36 Uger i Taarnet; dette viſer og al Fængſlingen forefaldt i førſte Halvdeel af April 1294.