Proviant, at man ikke kunde tænke paa at udhungre den. Den mislykkede Belejring af Hunehals hindrede dog ikke Vitslav fra at trænge videre frem mod Norden indenfor Norges Grændser, hvor han herjede og brændte den halve Deel af Øen Hisingen.[1]. Formodentlig var det hans Hensigt at storme lige frem til Kongehelle og indtage Ragnhildholms Slot, men deraf blev dog intet, sandsynligviis fordi de norske Befalingsmænd, maaskee Hertugen selv, imidlertid havde samlet de fornødne Forsvarstropper.
Imidlertid havde Kong Eriks Taalmodighed naaet sin Grændse. Forbitret over al den Overlast, han havde maattet døje af Erkebiskoppen, besluttede han sig, som han siden ytrede, for at undgaa sit Livs og sin Krones Tab, til det dristige Skridt, at lade Erkebiskoppen gribe og hensætte indtil videre i Fængsel paa Søborg Slot (5te og 6te April)[2]. Dette skede, som bekjendt, ved Kongens Broder Hertug Christopher, og paa en meget voldsom Maade; Erkebiskoppen saavel som hans ivrige Tilhænger og Hjelper, Provst Jakob, bleve overvældede med Forhaanelser og Mishandlinger, og i Fangenskabet behandlede med næsten oprørende Haardhed. Dog paastod Kongen siden, at han ikke havde nogen Skyld i dette, og ikke engang vidste, at de døjede saa meget ondt i Fængslet. Dette maa nu staa ved sit Verd; man maa i alle Fald holde den unge Konge det noget til Gode, om han ikke var saa nøieregnende med hvorledes hans Mænd behandlede en Mand, der nu kunde betragtes som Fædrelandets eller i det mindste Kongehusets farligste Fiende. Og saa meget er vist, at han havde den almindelige Stemme paa sin Side, og at Fiendernes Planer for det første ej kom til Udførelse: et umiskjendeligt Tegn paa, at Erkebiskoppen var den egentlige Hovedmand, og at Kongen ved at gjøre ham uskadelig havde angrebet Ondet i Roden. Af de norske Fyrsters paatænkte Tog til Danmark blev der nu intet, derimod maa de være dragne med sine Skibe til Elven, for at dække Kongehelle og Elvesyssel, ligesom det maa ansees som vist, at de her enten selv aabnede Underhandlinger med Fyrst Vitslav eller lyttede til Fredsforslag fra ham,
- ↑ De isl. Annaler ved 1294. De esromske Annaler, Scr. r. D. I. S. 249.
- ↑ Dagen angives i den af Huitfeldt meddeelte Beretning om Erkebiskoppens Fængsling til Fredag før Palmesøndag; men dette er rimeligviis en Misforstaaelse (af et meget hyppigt Slags) af Latinens feria 2da ante palmas, (angives i Chron. der ender med 1317, Scr. R. D. II. 175), dette er ikke „to Dage“ før Palmesøndag, altsaa Fredag den 9de, men „Mandag“ før Palmesøndag, eller den 5te April. De isl. Annaler omtale urigtigt Fængslingen under 1295. Om Rigtigheden af 1294 kan der, efter Gjennemlæsningen af Procesakterne, ej være mindste Tvivl. Henimod Juul 1294 heed det, at Erkebiskoppen havde ligget 36 Uger i Taarnet; dette viser og al Fængslingen forefaldt i første Halvdeel af April 1294.
