Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/237

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
215
1294. De Danskes Krigstog til Halland og Hisingen.

raadslaa, bleve de overfaldne og adsplittede af Erkebiskoppens Folk og Tjenerskab, der kom dragende frem i stort Antal under Lunds Kirkes Fane og med klingende Spil, saa at det paa et hængende Haar var kommet til stor Blodsudgydelse, og enda var det saa langt fra, at Erkebiskoppen misbilligede dette, at han endog beskyttede Voldsmændene. Fremdeles bannsatte han endnu flere af Kongens ypperste Mænd, for derved, som man paastod, at tvinge dem til at opsige deres Herre Huldskab og Troskab. Han skal endog have ladet flere af Kongens troe Undersaatter, der døde inden hans Enemerker, opgrave af Kirkegaarden og deres Been kaste i Havet, uden engang formeligt at have bannsat dem. Dette viser, at han vilde have dem betragtede som faldne i Bann ipso facto, fordi de havde adlydt Kongens Befalinger, og grebet til Vaaben mod Rigets Fiender. Hans hele Optræden var saaledes paa det nærmeste den samme som den norske Erkebiskop Peters, da denne i Aaret 1226 tiltog sig paa egen Haand at paabyde Stilstand mellem Kong Haakon Haakonssøn og Sigurd Ribbung, truende hver den med Bann, som gjorde Ufred førend Forliigsmøde var prøvet[1]. Men man kan da heller ikke forundre sig over at den danske Konge ikke optog slig Ferd bedre end Kong Haakon havde optaget Erkebiskop Peters Ferd. Toget til Nordre-Halland fandt imidlertid Sted, og som det synes, under Anførsel af Fyrst Vitslav af Rügen, der vistnok gjerne greb Lejligheden til at hevne Angrebet paa Stegeborg. Kongen selv synes derimod ikke at have fulgt med, men at være forbleven i Skaane[2], maaskee især for at holde Øje med Erkebiskoppen, hvilken han endnu engang forgjeves opfordrede til at sende Krigsfolk med de Kongelige mod Hunehals. Erkebiskoppen vægrede sig fremdeles ved at efterkomme Opfordringen, forbød ligeledes sine Undergivne at gjøre det. Nordre Halland blev paa dette Tog herjet og Hunehals belejret, men ikke indtaget. De Kongelige paastode, at det for en stor Deel var Erkebiskoppens Skyld, thi Besætningen, heed det, fik Lejlighed til at slaa mange Folk ihjel, rimeligviis ved Udfald, og bortføre en Mængde Kvæg; dette vil da sige at den kongelige Hær ikke har været sterk nok til at storme eller endog at indeslutte Borgen, saa at dens Forsvarere have kunnet gjøre idelige Udfald, og derved skaffe sig saa meget

  1. Se ovenfor III. S. 716, 717. Det skarpe Brev, Kong Haakon skrev til Erkebiskop Peter, vilde just have passet, om det var skrevet af Kong Erik Mendved til Erkebiskop Jens.
  2. Dette fremgaar af det nys fremstillede. Thi da Kongen ved Erkebiskoppens Fængsling var i Lund, hvilket viser sig af Beretningen om de enkelte Omstændigheder derved, kan han neppe have været med paa Toget, der just paa den Tid synes at have fundet Sted. Der tales desuden aldrig i Erkebiskoppens Procesakter om andet end at Kongen „sendte“ Folk mod Hunehals og bad Erkebiskoppen om at „sende“ Tropper med dem.