Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/237

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
215
1294. De Danſkes Krigstog til Halland og Hiſingen.

raadſlaa, bleve de overfaldne og adſplittede af Erkebiſkoppens Folk og Tjenerſkab, der kom dragende frem i ſtort Antal under Lunds Kirkes Fane og med klingende Spil, ſaa at det paa et hængende Haar var kommet til ſtor Blodsudgydelſe, og enda var det ſaa langt fra, at Erkebiſkoppen misbilligede dette, at han endog beſkyttede Voldsmændene. Fremdeles bannſatte han endnu flere af Kongens ypperſte Mænd, for derved, ſom man paaſtod, at tvinge dem til at opſige deres Herre Huldſkab og Troſkab. Han ſkal endog have ladet flere af Kongens troe Underſaatter, der døde inden hans Enemerker, opgrave af Kirkegaarden og deres Been kaſte i Havet, uden engang formeligt at have bannſat dem. Dette viſer, at han vilde have dem betragtede ſom faldne i Bann ipso facto, fordi de havde adlydt Kongens Befalinger, og grebet til Vaaben mod Rigets Fiender. Hans hele Optræden var ſaaledes paa det nærmeſte den ſamme ſom den norſke Erkebiſkop Peters, da denne i Aaret 1226 tiltog ſig paa egen Haand at paabyde Stilſtand mellem Kong Haakon Haakonsſøn og Sigurd Ribbung, truende hver den med Bann, ſom gjorde Ufred førend Forliigsmøde var prøvet[1]. Men man kan da heller ikke forundre ſig over at den danſke Konge ikke optog ſlig Ferd bedre end Kong Haakon havde optaget Erkebiſkop Peters Ferd. Toget til Nordre-Halland fandt imidlertid Sted, og ſom det ſynes, under Anførſel af Fyrſt Vitſlav af Rügen, der viſtnok gjerne greb Lejligheden til at hevne Angrebet paa Stegeborg. Kongen ſelv ſynes derimod ikke at have fulgt med, men at være forbleven i Skaane[2], maaſkee iſær for at holde Øje med Erkebiſkoppen, hvilken han endnu engang forgjeves opfordrede til at ſende Krigsfolk med de Kongelige mod Hunehals. Erkebiſkoppen vægrede ſig fremdeles ved at efterkomme Opfordringen, forbød ligeledes ſine Undergivne at gjøre det. Nordre Halland blev paa dette Tog herjet og Hunehals belejret, men ikke indtaget. De Kongelige paaſtode, at det for en ſtor Deel var Erkebiſkoppens Skyld, thi Beſætningen, heed det, fik Lejlighed til at ſlaa mange Folk ihjel, rimeligviis ved Udfald, og bortføre en Mængde Kvæg; dette vil da ſige at den kongelige Hær ikke har været ſterk nok til at ſtorme eller endog at indeſlutte Borgen, ſaa at dens Forſvarere have kunnet gjøre idelige Udfald, og derved ſkaffe ſig ſaa meget

  1. Se ovenfor III. S. 716, 717. Det ſkarpe Brev, Kong Haakon ſkrev til Erkebiſkop Peter, vilde juſt have pasſet, om det var ſkrevet af Kong Erik Mendved til Erkebiſkop Jens.
  2. Dette fremgaar af det nys fremſtillede. Thi da Kongen ved Erkebiſkoppens Fængſling var i Lund, hvilket viſer ſig af Beretningen om de enkelte Omſtændigheder derved, kan han neppe have været med paa Toget, der juſt paa den Tid ſynes at have fundet Sted. Der tales desuden aldrig i Erkebiſkoppens Procesakter om andet end at Kongen „ſendte“ Folk mod Hunehals og bad Erkebiſkoppen om at „ſende“ Tropper med dem.