slog sig til sine gamle Venner, var i sig selv ikke saa besynderligt. Anledning til aabenbart at rejse Oprørsfanen synes han at have taget ved at fremkomme for sig og sin Broder Erik med Fordringer paa endeel Besiddelser i og ved Fyn, der havde tilhørt hans Farbroder, Junker Abel Abelssøn, og hvortil de paastode Arveret, navnlig Langeland, medens Kongen derimod, efter at være bleven myndig, fordrede Als, Ærø og Femern tilbage. Vel tales der ikke nærmere herom førend i det følgende Aar, men det maa dog betragtes som vedkommende denne Sag, at den unge Junker Erik, kaldet Langbeen, Hertug Valdemars Broder, den 23de August 1292, medens Kongen og Hoffet opholdt sig i Nyborg, overfaldt og myrdede ved Nattetid Drottseten, Hr. Skjalm Stigssøn[1], rimeligviis fordi han ansaa ham for den, der især tilskyndede Kongen til de Skridt, der vakte deres Misfornøjelse. Ogsaa andre brave og Kongen hengivne Mænd bleve paa denne Tid dræbte efter Anstiftelse af de Fredløses Venner, og da Erkebiskoppen var den mægtigste af disse, betragtede man vistnok ham som den egentlige Ophavsmand. Erkebiskoppen havde imidlertid allerede paa et Provincial-Concilium, der holdtes i April 129l, faaet de under hans Forgængere vedtagne Bestemmelser om Kirkens Frihed og de Gejstliges personlige Sikkerhed bekræftet, navnlig Erkebiskop Jakobs bekjendte Veile-Statut, Cum ecclesia Daciana &c. der bød at hvis nogen Biskop inden Rigets Grændser efter Kongens Befaling, eller med hans Tilladelse, fængsledes, lemlestedes eller leed grov personlig Fornærmelse, saa skulde hele Riget belægges med Interdict; ja endog naar det kun var skeet ved en Adelsmand, uden at man med Sikkerhed vidste at det var efter Kongens Ønske, men alene formodede det. Herved troede han vel tilstrækkeligt at have sikret sig mod al udvortes Fare. Men et saadant Skridt kunde naturligviis ikke andet end ophidse Kongen og dennes Tilhængere endnu mere imod ham. Om hans hemmelige Stemplinger med Kongens Fiender vidner det noksom, at han – rigtignok kun efter Modpartiets senere Beskyldning – afsendt i et offentligt Erende til Viborg, havde en Sammenkomst med Marsk Stig og flere andre af de Fredløse, og var i Følge med dem hele tre Dage, lige til Midelfart, overlæggende med dem, hvorledes de paa bedste Maade atter kunde faa Landsvist[2].
Idet følgende Aar, 1293, gjorde Kong Erik af Norge, som allerede
