Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/232

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
210
Erik Magnusſøn.

ſlog ſig til ſine gamle Venner, var i ſig ſelv ikke ſaa beſynderligt. Anledning til aabenbart at rejſe Oprørsfanen ſynes han at have taget ved at fremkomme for ſig og ſin Broder Erik med Fordringer paa endeel Beſiddelſer i og ved Fyn, der havde tilhørt hans Farbroder, Junker Abel Abelsſøn, og hvortil de paaſtode Arveret, navnlig Langeland, medens Kongen derimod, efter at være bleven myndig, fordrede Als, Ærø og Femern tilbage. Vel tales der ikke nærmere herom førend i det følgende Aar, men det maa dog betragtes ſom vedkommende denne Sag, at den unge Junker Erik, kaldet Langbeen, Hertug Valdemars Broder, den 23de Auguſt 1292, medens Kongen og Hoffet opholdt ſig i Nyborg, overfaldt og myrdede ved Nattetid Drottſeten, Hr. Skjalm Stigsſøn[1], rimeligviis fordi han anſaa ham for den, der iſær tilſkyndede Kongen til de Skridt, der vakte deres Misfornøjelſe. Ogſaa andre brave og Kongen hengivne Mænd bleve paa denne Tid dræbte efter Anſtiftelſe af de Fredløſes Venner, og da Erkebiſkoppen var den mægtigſte af disſe, betragtede man viſtnok ham ſom den egentlige Ophavsmand. Erkebiſkoppen havde imidlertid allerede paa et Provincial-Concilium, der holdtes i April 129l, faaet de under hans Forgængere vedtagne Beſtemmelſer om Kirkens Frihed og de Gejſtliges perſonlige Sikkerhed bekræftet, navnlig Erkebiſkop Jakobs bekjendte Veile-Statut, Cum ecclesia Daciana &c. der bød at hvis nogen Biſkop inden Rigets Grændſer efter Kongens Befaling, eller med hans Tilladelſe, fængſledes, lemleſtedes eller leed grov perſonlig Fornærmelſe, ſaa ſkulde hele Riget belægges med Interdict; ja endog naar det kun var ſkeet ved en Adelsmand, uden at man med Sikkerhed vidſte at det var efter Kongens Ønſke, men alene formodede det. Herved troede han vel tilſtrækkeligt at have ſikret ſig mod al udvortes Fare. Men et ſaadant Skridt kunde naturligviis ikke andet end ophidſe Kongen og dennes Tilhængere endnu mere imod ham. Om hans hemmelige Stemplinger med Kongens Fiender vidner det nokſom, at han — rigtignok kun efter Modpartiets ſenere Beſkyldning — afſendt i et offentligt Erende til Viborg, havde en Sammenkomſt med Marſk Stig og flere andre af de Fredløſe, og var i Følge med dem hele tre Dage, lige til Midelfart, overlæggende med dem, hvorledes de paa bedſte Maade atter kunde faa Landsviſt[2].

Idet følgende Aar, 1293, gjorde Kong Erik af Norge, ſom allerede

  1. Flere af de danſke Annaler, ſe Langebeks Scriptt. I. 295, 372, II. 175, III. 269, 315, IV. 230, V. 457, jvf. Kongens Klage over Erkebiſkoppen. Scriptt. VI. 289.
  2. Scr. r. Dan. S. 292, 317. Tidsbeſtemmelſen tilføjes ej, men da Stig døde 1293, kan det ej være ſenere end dette Aar.