Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/231

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
209
1293. Foreløbig Overeenskomſt med de tydſke Stæder.

bundet. Det var endog blevet beſtemt paa et Møde i Wismar, at de, der under Krigen havde handlet med Norge, ſkulde ſtraffes med Tabet af al deres Ejendom, og at enhver Bremer, der kom til en af de forbundne Stæder, ſkulde udjages med alt ſit Gods[1]. Derimod havde Kong Erik ved et Brev, dateret Bergen den 15de Juli 1292, formedelſt den ſærdeles Kjærlighed, han nærede for Bremerne, der altid havde været velvillige og forekommende mod ham og hans Forfædre, taget dem i ſin ſærlige Beſkyttelſe, og beſtemt deres Told af Sildefiſke ved Norge til 5 Penninge Sterling af Leſten, i Stedet for at de andre fremmede Kjøbmænd maatte erlægge Told efter Sysſelmændenes Godtbefindende[2]. Stædernes Geſandter ſtillede nu Kong Erik højtidelig Forſikring paa, at behørig Ratification ſkulde meddeles paa den ſluttede Overeenskomſt, og inden førſtkommende Mortensdag nedlægges hos Minoriterne i Tunsberg; i modſat Fald ſkulde de ſelv inden Juul indfinde ſig i Tunsberg, og ikke forlade Byen førend Ratificationsbrevene vare komne[3]. Mødet i Bergen blev ogſaa holdt og Forliig ſluttet, ſom det i det følgende ſkal viſes. Kongen havde ſaaledes nu frie Hænder til at fornye Fiendtlighederne med Danmark, og undlod heller ikke at benytte ſig heraf.

Disſe Fiendtligheder ſynes allerede i længere Tid at have været forberedede. Saa vidt man af de ſparſomme Efterretninger kan ſkjønne, var der nu ſtiftet en virkelig Coalition mellem de norſke Fyrſter, Hertug Valdemar og de øvrige danſke Fredløſe og Misfornøjede om i Forening, og ſamtidigt, at paaføre Kong Erik Eriksſøn Krig, for om muligt med eet Slag at kunne knuſe ham. Sjælen i denne Coalition var, ſom man tydeligt kan ſee, Erkebiſkop Jens Grand. Man behøver kun at iagttage, hvor planmæsſigt han ſøgte at lægge ſin Konge Hindringer i Vejen, medens han derimod paa alle Maader ſøgte at ſkaffe hans Fiender Fremgang, for at føle ſig overbeviiſt om, at han her ikke handlede, efter ſom Øieblikkets Forhold indſkød ham, men efter formelig Aftale og klogt beregnede Anſlag. At Hertug Valdemar nu, efter at Kongen var bleven myndig, og han ſelv ſaaledes var fjernet fra al Indflydelſe, atter

  1. Lübecks Urkundenbuch No. 611. Beſlutningen henføres der til 1293, men det er aabenbart, at den maa være meget ældre, eller tilhøre Krigsperioden umiddelbart for 1285, thi efter den Tid kunde der ej være Tale om at forbyde de enkelte Individer at handle med Norge.
  2. Thorkelins Dipl. II. S. 131.
  3. Lüb. Urk. B. No. 605, 606. Begge Breve ere udſtedte 12te Juni. I det førſte, af Kong Erik, nævnes kun de fem Raadmænd, Hans Doway fra Lübeck, Hasſe v. Krukow fra Wismar, Reiner v. Lange fra Roſtock, Hans v. Bard fra Stralſund, og Gerhard v. Calmeren fra Greifswalde; men i det andet, fra Stædernes Befuldmægtigede, foruden disſe fem Mænd ogſaa Hartvig v. Nagle fra Kampen, og Rudolf fra Stavern.