bundet. Det var endog blevet bestemt paa et Møde i Wismar, at de, der under Krigen havde handlet med Norge, skulde straffes med Tabet af al deres Ejendom, og at enhver Bremer, der kom til en af de forbundne Stæder, skulde udjages med alt sit Gods[1]. Derimod havde Kong Erik ved et Brev, dateret Bergen den 15de Juli 1292, formedelst den særdeles Kjærlighed, han nærede for Bremerne, der altid havde været velvillige og forekommende mod ham og hans Forfædre, taget dem i sin særlige Beskyttelse, og bestemt deres Told af Sildefiske ved Norge til 5 Penninge Sterling af Lesten, i Stedet for at de andre fremmede Kjøbmænd maatte erlægge Told efter Sysselmændenes Godtbefindende[2]. Stædernes Gesandter stillede nu Kong Erik højtidelig Forsikring paa, at behørig Ratification skulde meddeles paa den sluttede Overeenskomst, og inden førstkommende Mortensdag nedlægges hos Minoriterne i Tunsberg; i modsat Fald skulde de selv inden Juul indfinde sig i Tunsberg, og ikke forlade Byen førend Ratificationsbrevene vare komne[3]. Mødet i Bergen blev ogsaa holdt og Forliig sluttet, som det i det følgende skal vises. Kongen havde saaledes nu frie Hænder til at fornye Fiendtlighederne med Danmark, og undlod heller ikke at benytte sig heraf.
Disse Fiendtligheder synes allerede i længere Tid at have været forberedede. Saa vidt man af de sparsomme Efterretninger kan skjønne, var der nu stiftet en virkelig Coalition mellem de norske Fyrster, Hertug Valdemar og de øvrige danske Fredløse og Misfornøjede om i Forening, og samtidigt, at paaføre Kong Erik Erikssøn Krig, for om muligt med eet Slag at kunne knuse ham. Sjælen i denne Coalition var, som man tydeligt kan see, Erkebiskop Jens Grand. Man behøver kun at iagttage, hvor planmæssigt han søgte at lægge sin Konge Hindringer i Vejen, medens han derimod paa alle Maader søgte at skaffe hans Fiender Fremgang, for at føle sig overbeviist om, at han her ikke handlede, efter som Øieblikkets Forhold indskød ham, men efter formelig Aftale og klogt beregnede Anslag. At Hertug Valdemar nu, efter at Kongen var bleven myndig, og han selv saaledes var fjernet fra al Indflydelse, atter
- ↑ Lübecks Urkundenbuch No. 611. Beslutningen henføres der til 1293, men det er aabenbart, at den maa være meget ældre, eller tilhøre Krigsperioden umiddelbart for 1285, thi efter den Tid kunde der ej være Tale om at forbyde de enkelte Individer at handle med Norge.
- ↑ Thorkelins Dipl. II. S. 131.
- ↑ Lüb. Urk. B. No. 605, 606. Begge Breve ere udstedte 12te Juni. I det første, af Kong Erik, nævnes kun de fem Raadmænd, Hans Doway fra Lübeck, Hasse v. Krukow fra Wismar, Reiner v. Lange fra Rostock, Hans v. Bard fra Stralsund, og Gerhard v. Calmeren fra Greifswalde; men i det andet, fra Stædernes Befuldmægtigede, foruden disse fem Mænd ogsaa Hartvig v. Nagle fra Kampen, og Rudolf fra Stavern.
