Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/220

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
198
Erik Magnusſøn.

meldt ſig. De indfandt ſig ogſaa, navnlig Prætendenterne, og Edwards førſte Skridt var nu, førend han gik ind paa Arveſagen, at faa en Tilſtaaelſe af dem, at de overlode ham at dømme imellem dem i Egenſkab af Skotlands øverſte Leensherre. Denne Tilſtaaelſe blev given, ja med Rigsforſtandernes Samtykke blev endog Skotlands Beſtyrelſe overdraget til Edward, indtil Kjendelſen mellem Prætendenterne var afſagt. Det blev da beſtemt, at John Balliol og hans Svoger John Comyn, Rigsforſtanderen, der ligeledes var en af Prætendenterne, ſkulde udnævne 40 Mænd, Robert Bruce ligeledes 40, og Kong Edward 24, der førſt kommende 2den Auguſt ſkulde træde ſammen i Berwick, for at tage Sagen under Behandling. Dette ſkede. Prætendenterne indleverede der ſine Andragender, og Kongen, der vel gjerne udhalede Tiden ſaa meget ſom muligt, udſatte Sagens videre Behandling til et Parlement, ſom han 2den Juni næſte Aar (1292) agtede at holde, ligeledes i Berwick[1]. Der blev ſaaledes Friſt nok til at ogſaa Kong Erik i Norge kunde fremkomme med Fordring paa Skotlands Krone ſom ſin Datters Arving efter norſk Lov. Han afſendte ogſaa virkelig et Geſandtſkab, beſtaaende af Magiſter Huguitio, Mag. Peter Algøtsſøn, Mag. Bjarne Lodinsøn, den forrige Cantſler, Hr. Villjam af Torge, Ridder, og Arne, Chorsbroder i Bergen[2], for at fremſætte hans Fordringer. De ſkulle allerede være komne til Skotland eller England, nogle i Juni, nogle i Juli[3], og deres Hverv var foruden at anmelde Fordringen og anmode Kong Edward om ej at tildømme nogen anden Skotlands Krone, til Præjudits for deres Konge og Herre, ogſaa paa dennes Vegne at fordre de 700 Mkr. for hvert af de førſte fire Aar efter Kong Alexanders Død, tilſammen 2800, hvorom der ovenfor har været talt (og ſom ſaaledes endnu ikke vare betalte), fremdeles 700 Mkr. for det ſidſte Aar, og endelig 100000 Pund Sterling ſom Godtgjørelſe af Skoterne, fordi de ikke ſtrax havde taget hans Datter til Dronning[4]. Sagen blev nu tagen under Behandling, og det viſte ſig ſnart, at een af de tvende, John Balliol eller Robert Bruce,

  1. Om alt dette, ſe Rymer, I. 2, S. 755 til 760. En af de Mænd, John Balliol opnævnte, var Biſkop Marcus af Syderøerne.
  2. Rymer, l. c. Huitfeldt, I. S. 303. Der findes dog urigtigt „Henrik Preſt til Caſtelle“ i Stedet for Huguitio Preſt til Caſtiglione. Arne af Bergen (hos Rymer urigtigt ſkrevet Arwo) kaldes her Audi af Haranger.
  3. Suhm, XI. 129 ſiger at Arne allerede var kommen i Juni, og omtaler et Leidebrev for Peter Algøtsſøn udſtedt i Juli, men angiver ej ſin Hjemmel.
  4. Saaledes Huitfeldt, ſom her maa have haſt Brevſkaber, der nu ſavnes. Suhm maa ogſaa have haft et Brev herom, ſiden han veed at berette, at Kongens Brev, hvori Fordringen paa 100000 Mkr. fremſættes, var udſtedt fra Tunsberg. Er dette rigtigt, da maa Brevet være ſkrevet i anden Halvdeel af Juli Maaned, da Kong Erik endnu den 15de var i Bergen, men den 11te Auguſt i Tunsberg, ſe nedenfor.