vilde komme til at gaa af med Sejeren. Det var vel heller ikke længer nogen Hemmelighed, at Edward havde besluttet at give John Balliol Fortrinet, fordi han viste sig langt føjeligere og medgjørligere, og gjerne bekvemmede sig til enhver Ydmygelse for at komme i Besiddelse af Kronen. Kong Edward bestemte foreløbigt den 6te November til den endelige Doms Afsigelse, men denne Termin blev igjen forlænget til 17de November. Imidlertid skal Kong Edward den 12te November have kaldet de norske Gesandter for sig, og spurgt dem om hvad Retsgrund de agtede at anføre til Styrke for deres Herres Paastand, al den Stund den unge Margrete ingen Børn havde efterladt, og Arveretten saaledes var gaaet over i en anden Linje. Hertil skulle de have svaret, at de ingen Besked kunde give, førend de havde faaet talt med Kong Erik, og det samme Svar skulle de have gjentaget, da Spørgsmaalet anden og tredie Gang blev dem forelagt[1]. Det synes noget underligt, at de ikke skulde have belavet sig paa at møde alle Indvendinger; men sandsynligviis have de indseet, at det ikke under nogen Omstændighed vilde lykkes dem at skaffe Kong Erik Skotlands Krone, og at det derfor var klogest, naar de i det mindste vilde opnaa at faa de fordrede Pengesummer betalte, ikke at støde Edward for Hovedet ved alt for stor Paastaaelighed, da de ej kunde undvære hans Hjelp. Saaledes erklærede de da samme Dag, Dommen skulde afsiges, tilligemed syv af de andre Prætendenter, at de toge deres Fordringer paa Kronen tilbage, og Dommen lød følgelig, at de intet skulde have af Riget. Af de øvrige Prætendenter blev heller ikke nogen kjendt berettiget, undtagen John Balliol, hvem Riget saaledes blev tildømt, og til hvem Edward derfor strax udfærdigede et Overdragelsesbrev, hvorimod han allerede anden Dag derefter svor Edward Troskabseed, og den paafølgende anden Juledag, efter imidlertid at være kronet i Stene, højtideligt hyldede Edward som Skotlands Overleensherre[2]. Hvad Gesandternes andre Fordringer angaar, da skal Edward have erklæret, at de, som uvedkommende Successionen, ej kunde paadømmes af Successionsdommerne, men maatte afgjøres af Skotlands Stænder[3]. Dette maa dog, uvist paa hvad Maade eller i hvad Form, være skeet strax, thi i de Breve af 8de Februar og 16de November, som strax nedenfor omtales, heder det udtrykkeligt, at Kong Erik i den kongelige Hofret (curia), der holdtes i Edwards eget Overvær i Berwick[4], fik Dom paa sin Ret til Afgifterne af de før omtalte Jordegodser, som Kong Alexander i sin Tid havde stillet ham til Sikkerhed
Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/221
Denne siden er korrekturlest
199
1292. Kong Eriks Fordring paa Skotlands Krone.
