Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/221

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
199
1292. Kong Eriks Fordring paa Skotlands Krone.

vilde komme til at gaa af med Sejeren. Det var vel heller ikke længer nogen Hemmelighed, at Edward havde beſluttet at give John Balliol Fortrinet, fordi han viſte ſig langt føjeligere og medgjørligere, og gjerne bekvemmede ſig til enhver Ydmygelſe for at komme i Beſiddelſe af Kronen. Kong Edward beſtemte foreløbigt den 6te November til den endelige Doms Afſigelſe, men denne Termin blev igjen forlænget til 17de November. Imidlertid ſkal Kong Edward den 12te November have kaldet de norſke Geſandter for ſig, og ſpurgt dem om hvad Retsgrund de agtede at anføre til Styrke for deres Herres Paaſtand, al den Stund den unge Margrete ingen Børn havde efterladt, og Arveretten ſaaledes var gaaet over i en anden Linje. Hertil ſkulle de have ſvaret, at de ingen Beſked kunde give, førend de havde faaet talt med Kong Erik, og det ſamme Svar ſkulle de have gjentaget, da Spørgsmaalet anden og tredie Gang blev dem forelagt[1]. Det ſynes noget underligt, at de ikke ſkulde have belavet ſig paa at møde alle Indvendinger; men ſandſynligviis have de indſeet, at det ikke under nogen Omſtændighed vilde lykkes dem at ſkaffe Kong Erik Skotlands Krone, og at det derfor var klogeſt, naar de i det mindſte vilde opnaa at faa de fordrede Pengeſummer betalte, ikke at ſtøde Edward for Hovedet ved alt for ſtor Paaſtaaelighed, da de ej kunde undvære hans Hjelp. Saaledes erklærede de da ſamme Dag, Dommen ſkulde afſiges, tilligemed ſyv af de andre Prætendenter, at de toge deres Fordringer paa Kronen tilbage, og Dommen lød følgelig, at de intet ſkulde have af Riget. Af de øvrige Prætendenter blev heller ikke nogen kjendt berettiget, undtagen John Balliol, hvem Riget ſaaledes blev tildømt, og til hvem Edward derfor ſtrax udfærdigede et Overdragelſesbrev, hvorimod han allerede anden Dag derefter ſvor Edward Troſkabseed, og den paafølgende anden Juledag, efter imidlertid at være kronet i Stene, højtideligt hyldede Edward ſom Skotlands Overleensherre[2]. Hvad Geſandternes andre Fordringer angaar, da ſkal Edward have erklæret, at de, ſom uvedkommende Succesſionen, ej kunde paadømmes af Succesſionsdommerne, men maatte afgjøres af Skotlands Stænder[3]. Dette maa dog, uviſt paa hvad Maade eller i hvad Form, være ſkeet ſtrax, thi i de Breve af 8de Februar og 16de November, ſom ſtrax nedenfor omtales, heder det udtrykkeligt, at Kong Erik i den kongelige Hofret (curia), der holdtes i Edwards eget Overvær i Berwick[4], fik Dom paa ſin Ret til Afgifterne af de før omtalte Jordegodſer, ſom Kong Alexander i ſin Tid havde ſtillet ham til Sikkerhed

  1. Dette berettes ligeledes alene hos Huitfeld.
  2. Rymer, I. 2. S. 762—780.
  3. Huitfeld l. c.
  4. I Brevet af 28de Decbr. tales der kun om „curia nostra“ (d. e. vort Hof