Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/219

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
197
1290. Tvivl om Margretes Død.

paa ſit Sted nærmere ſkal berettes. Hun paaſtod, at Fru Ingebjørg Erlingsdatter havde ſolgt hende[1], det vil vel ſige for Penge ladet ſig bevæge til at overgive hende til Folk, der ønſkede hende af Vejen, og at disſe igjen havde ſkaffet hende bort til andre Lande. Heraf fremgaar i alle Fald ſaa meget, at Fru Ingebjørg, ſaaledes ſom det ogſaa ovenfor er antaget, maa have været med paa Rejſen til Orknøerne, og haft Barnet under ſin Varetægt, ſamt at der rimeligviis maa have været noget i den Maade, hvorpaa hun under Sygdommen behandlede hende, der var hendes øvrige Omgivelſer paafaldende og gav Anledning til mistænkelige Rygter. Uſandſynligt er det viſtnok ikke at en eller anden af de Prætendenter til Skotlands Krone, ſom meldte ſig efter Margretes Død, og ſom altſaa meente at kun dette Pigebarn ſtod imellem ham og hans Ønſkers Maal, kan have hemmeligt indfundet ſig hos Fru Ingebjørg og ved ſtore Pengeſummer ſøgt at beſtikke hende til at rydde Barnet af Vejen, eller overlade ham det, men det ſynes dog ikke rimeligt, at hun ſkulde have kunnet bekvemme ſig til, eller endog vovet at begaa en ſaadan Nidingsſtreg; det maatte da ligefrem være af Had til Kongen og Kongehuſet over den haarde Behandling, hendes Broder Alf Jarl havde maattet lide, hvis bedrøvelige Endeligt hun juſt i den Tid begræd. Men ſaa meget er dog ſikkert, at Kong Erik ſelv, hendes egen Fader, maa have anſeet ſig vis paa at hun var død, ligeſom heller ikke Kong Edward, der dog tabte ſaa meget ved dette Dødsfald, tvivlede derpaa; heller ikke er der Spor af at Fru Ingebjørgs Mand, Hr. Thore Haakonsſøn, faldt i nogen Unaade, hvilket dog maaſkee vilde have været Tilfældet, hvis hans Huſtru havde begaaet en ſaa ſkammelig Handling; heller ikke ſynes hun ſelv at have været under mindſte Forfølgelſe; hun døde ikke førend 1315, fremdeles, ſom det lader, nydende den ſtørſte Anſeelſe[2]. Troen paa at Margrete eller Pigen fra Norge (the Maid of Norway) ſom Skoterne kaldte hende, ikke var død, men kun bragt til Side, har ſaaledes viſtnok kun herſket blandt de lavere Klasſer, fornemmelig i Skotland, hvor de Begivenheder, hvortil hendes Død gav Anledning, nok kunde bringe alle Fædrelandsvenner til at ønſke, at Efterretningen maatte være uſand. Som bekjendt, optraadte Kong Edward nu ganſke i Egenſkab af Skotlands Leensherre, idet han indkaldte de ſkotſke Magnater til et Møde eller Parlement allerede i det følgende Aars Mai Maaned (1291), for her at handle om Rigets Anliggender, og navnlig om hvilken der maatte blive at vælge til Konge af de Prætendenter, ſom havde

  1. Isl. Annaler ved 1300.
  2. Isl. Annaler, ved 1315. Hun kaldes her fremdeles Fru Ingebjørg Erlingsdatter, og hendes Aartid ſtaar desuden anført i et Kalendarium, hvor ellers blot kongelige Perſoner og Medlemmer af Giſke-Ætten findes.