paa sit Sted nærmere skal berettes. Hun paastod, at Fru Ingebjørg Erlingsdatter havde solgt hende[1], det vil vel sige for Penge ladet sig bevæge til at overgive hende til Folk, der ønskede hende af Vejen, og at disse igjen havde skaffet hende bort til andre Lande. Heraf fremgaar i alle Fald saa meget, at Fru Ingebjørg, saaledes som det ogsaa ovenfor er antaget, maa have været med paa Rejsen til Orknøerne, og haft Barnet under sin Varetægt, samt at der rimeligviis maa have været noget i den Maade, hvorpaa hun under Sygdommen behandlede hende, der var hendes øvrige Omgivelser paafaldende og gav Anledning til mistænkelige Rygter. Usandsynligt er det vistnok ikke at en eller anden af de Prætendenter til Skotlands Krone, som meldte sig efter Margretes Død, og som altsaa meente at kun dette Pigebarn stod imellem ham og hans Ønskers Maal, kan have hemmeligt indfundet sig hos Fru Ingebjørg og ved store Pengesummer søgt at bestikke hende til at rydde Barnet af Vejen, eller overlade ham det, men det synes dog ikke rimeligt, at hun skulde have kunnet bekvemme sig til, eller endog vovet at begaa en saadan Nidingsstreg; det maatte da ligefrem være af Had til Kongen og Kongehuset over den haarde Behandling, hendes Broder Alf Jarl havde maattet lide, hvis bedrøvelige Endeligt hun just i den Tid begræd. Men saa meget er dog sikkert, at Kong Erik selv, hendes egen Fader, maa have anseet sig vis paa at hun var død, ligesom heller ikke Kong Edward, der dog tabte saa meget ved dette Dødsfald, tvivlede derpaa; heller ikke er der Spor af at Fru Ingebjørgs Mand, Hr. Thore Haakonssøn, faldt i nogen Unaade, hvilket dog maaskee vilde have været Tilfældet, hvis hans Hustru havde begaaet en saa skammelig Handling; heller ikke synes hun selv at have været under mindste Forfølgelse; hun døde ikke førend 1315, fremdeles, som det lader, nydende den største Anseelse[2]. Troen paa at Margrete eller Pigen fra Norge (the Maid of Norway) som Skoterne kaldte hende, ikke var død, men kun bragt til Side, har saaledes vistnok kun hersket blandt de lavere Klasser, fornemmelig i Skotland, hvor de Begivenheder, hvortil hendes Død gav Anledning, nok kunde bringe alle Fædrelandsvenner til at ønske, at Efterretningen maatte være usand. Som bekjendt, optraadte Kong Edward nu ganske i Egenskab af Skotlands Leensherre, idet han indkaldte de skotske Magnater til et Møde eller Parlement allerede i det følgende Aars Mai Maaned (1291), for her at handle om Rigets Anliggender, og navnlig om hvilken der maatte blive at vælge til Konge af de Prætendenter, som havde
