Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/213

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
191
1290. Forhandlinger om Margretes Sendelſe til Skotland.

ſandtſkab, afſendt i 1290. Kong Edward lovede derhos, og Biſkop Anton af Durham ſaavel ſom Jarlerne af Cornwall og Guarenne indeſtode for, at han efter Paaſken ſkulde ſkaffe de ſkotſke Sendebud hans Forpligtelſesbrev paa, at derſom Dronning Margrete ikke kom til England eller Skotland inden næſte Allehelgensdag, eller hvis Kong Erik ikke ved ſin Eed og ſit aabne Brev, ſamt edeligt Forløfte fra Erkebiſkop Jørund, Biſkopperne i Bergen, Stavanger og Oslo, Hertug Haakon, Thryrik af Leikvange, Audun Hugleiksſøn og Bjarne Erlingsſøn, der ligeledes ſkulde give deres aabne Brev derpaa, beſeglet med i det mindſte fem af de nævnte Herrers Segl, at Margrete ſkulde blive afſendt til den beſtemte Tid, med mindre lovligt Forfald hindrede det, — da ſkulde han lade udbetale de ſkotſke Rigsforſtandere 3000 Mk. i Berwick til den Tid, ſom nærmere maatte blive aftalt med de ſkotſke Geſandter. Tiden beſtemtes ſenere til Mortensdag, og Kongen udſtedte det lovede Forpligtelſesbrev derom den 15de Mai[1]. Hvad der for øvrigt imidlertid forhandledes paa Parlementet i London mellem Kong Edward og de ſkotſke Geſandter, meldes ikke udtrykkeligt; man maa kun ſlutte ſig dertil, af hvad der herefter ſkede. Det var formodentligt ifølge den mellem dem ſluttede Aftale, at Kong Edward overdrog Biſkop Anton af Durham den meſt udſtrakte Fuldmagt til enten ſelv eller ved Fuldmægtige eller Sendebud, at underhandle med Kong Erik om alt, hvad der vedkom dem ſelv og deres Børn, ſamt træffe den Overeenskomſt derom, ſom maatte findes tjenlig. Det Brev, hvori han underretter Kong Erik herom, er dateret fra Woodſtock den 10de April. Han ytrer her, at han, efter Biſkoppens egen indſtændige og hyppigt gjentagne Begjæring har overdraget denne Fuldmagt til ham, der har for Øje og ivrigt ſøger at befordre Kong Eriks Gavn af Riget Skotland, hvilken ogſaa Kong Edward ſelv i dette ſom i andet ønſker den bedſte Fremgang[2]. Syv Dage efter tilſkrev han ogſaa Kong Erik et andet Brev, hvori han endelig rykkede frem med Underretningen om at han havde faaet og virkelig var i Beſiddelſe af den pavelige Dispenſation for det paatænkte Giftermaal; han bad derfor nu indſtændigt Kong Erik at paaſkynde Margretes Afrejſe. Det vilde, ſlutter han, gjøre ham ondt, om deres Ønſker i denne Sag ſkulde være forſkjellige, eller om Erik heri vilde gjøre nogen Forhaling, „hvilket ikke vilde være ſømmeligt for den kongelige Værdighed“[3]. Her var ikke længer Tale om at forlange Kong Eriks Samtykke til Giftermaalet; man forudſatte ligeſom at det faldt af ſig ſelv, og at det kun var util-

  1. Rymer I. 2. S. 734.
  2. Sammeſteds, S. 731.
  3. Sammeſteds.