sandtskab, afsendt i 1290. Kong Edward lovede derhos, og Biskop Anton af Durham saavel som Jarlerne af Cornwall og Guarenne indestode for, at han efter Paasken skulde skaffe de skotske Sendebud hans Forpligtelsesbrev paa, at dersom Dronning Margrete ikke kom til England eller Skotland inden næste Allehelgensdag, eller hvis Kong Erik ikke ved sin Eed og sit aabne Brev, samt edeligt Forløfte fra Erkebiskop Jørund, Biskopperne i Bergen, Stavanger og Oslo, Hertug Haakon, Thryrik af Leikvange, Audun Hugleikssøn og Bjarne Erlingssøn, der ligeledes skulde give deres aabne Brev derpaa, beseglet med i det mindste fem af de nævnte Herrers Segl, at Margrete skulde blive afsendt til den bestemte Tid, med mindre lovligt Forfald hindrede det, – da skulde han lade udbetale de skotske Rigsforstandere 3000 Mk. i Berwick til den Tid, som nærmere maatte blive aftalt med de skotske Gesandter. Tiden bestemtes senere til Mortensdag, og Kongen udstedte det lovede Forpligtelsesbrev derom den 15de Mai[1]. Hvad der for øvrigt imidlertid forhandledes paa Parlementet i London mellem Kong Edward og de skotske Gesandter, meldes ikke udtrykkeligt; man maa kun slutte sig dertil, af hvad der herefter skede. Det var formodentligt ifølge den mellem dem sluttede Aftale, at Kong Edward overdrog Biskop Anton af Durham den mest udstrakte Fuldmagt til enten selv eller ved Fuldmægtige eller Sendebud, at underhandle med Kong Erik om alt, hvad der vedkom dem selv og deres Børn, samt træffe den Overeenskomst derom, som maatte findes tjenlig. Det Brev, hvori han underretter Kong Erik herom, er dateret fra Woodstock den 10de April. Han ytrer her, at han, efter Biskoppens egen indstændige og hyppigt gjentagne Begjæring har overdraget denne Fuldmagt til ham, der har for Øje og ivrigt søger at befordre Kong Eriks Gavn af Riget Skotland, hvilken ogsaa Kong Edward selv i dette som i andet ønsker den bedste Fremgang[2]. Syv Dage efter tilskrev han ogsaa Kong Erik et andet Brev, hvori han endelig rykkede frem med Underretningen om at han havde faaet og virkelig var i Besiddelse af den pavelige Dispensation for det paatænkte Giftermaal; han bad derfor nu indstændigt Kong Erik at paaskynde Margretes Afrejse. Det vilde, slutter han, gjøre ham ondt, om deres Ønsker i denne Sag skulde være forskjellige, eller om Erik heri vilde gjøre nogen Forhaling, „hvilket ikke vilde være sømmeligt for den kongelige Værdighed“[3]. Her var ikke længer Tale om at forlange Kong Eriks Samtykke til Giftermaalet; man forudsatte ligesom at det faldt af sig selv, og at det kun var util-
Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/213
Denne siden er korrekturlest
191
1290. Forhandlinger om Margretes Sendelse til Skotland.
