Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/212

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
190
Erik Magnusſøn.

termaalet mellem Dronning Margrete og den engelſke Kongeſøn. I Brevet til Kong Edward heed det, at de „paa Grund af hans gode Rygte, den Retfærdighed han viſte imod alle, og det gode Naboſkab og den ſtore Fordeel, Skotland havde nydt af ham, hans Fader og Forfædre“, vare ſærdeles glade ved at have hørt, at Paven ſkulde have meddeelt ſin Dispenſation til Egteſkabet mellem hans Søn og Dronning Margrete; de udbade ſig nu herom tilforladelig Efterretning; var Dispenſationen allerede erhvervet, gave de herved ſit Samtykke til Giftermaalet, og ſkulde den førſt erhverves, vare de villige til, i Forening med Kong Edward at gjøre de nødvendige Skridt til dens Erhvervelſe; under alle Omſtændigheder ſkulde de ſende Geſandter til ham ved det Parlement, der foreſtaaende Paaſke (2den April) ſkulde holdes i London, for at handle nærmere om dette Anliggende. Til Kong Erik talte de et alvorligere, næſten bydende og truende, Sprog, der viſer, at Stemningen mod ham endnu ikke var den bedſte. „Da de“, heed det, „vare forvisſede om at han ønſkede hvad der kunde befordre hans Datters og hendes Riges Hæder, og da Paven nu, efter hvad der var almindelig Tale paa forſkjellige Kanter af Verden, havde givet Tilladelſe til at Englands Tronarving maatte egte hende, havde de paa Rigets Vegne ſamtykket i dette Giftermaal, hvorfor de nu herved anmodede ham om at foranſtalte det fornødne til, at hans Datter ſnareſt muligt kunde blive ſendt til England, i det aller ſeneſte inden Allehelgensdag, ſom det forhen var aftalt; derved vilde han ſærdeles forbinde dem; „men ſkulde det hende, at han ikke gjorde det, ſaa vilde de træffe de bedſte Forholdsregler, Gud maatte indgive dem til Rigets og Folkets Gavn“. Dette var, med andre Ord, at true med Frafald fra hans Datter, hvis han ej føjede ſig efter deres Ønſke, og den Aftale, de, ham uadſpurgt, maatte træffe med Kong Edward. Under de nærværende Omſtændigheder var der dog intet andet for, end at finde ſig deri, og rette ſig derefter, ellers kunde hans Datter lettelig gaa Glip af ſin Krone. Edward og Skoterne bare ſig ogſaa i deres videre Forhandlinger paa det nærmeſte ad, ſom om Margretes egen Fader aldeles ingen Stemme havde med Henſyn til hendes fremtidige Skjebne; naar de henvendte ſig til ham, var det ej om noget Samtykke, men kun om at paadrive Margaretes Afſendelſe. Der ſynes heller ikke paa denne Tid at have været norſke Geſandter i England eller Skotland, der kunde optræde naa hans Vegne, thi de ſidſte Geſandter vare i det mindſte om Vaaren 1290 hjemme i Norge[1], og havde rimeligviis allerede vendt tilbage ſtrax efter at have ſluttet Overeenskomſten i Salisbury; og der tales ingenſteds om noget nyt Ge-

  1. Se ovf. S. 185, Note.