termaalet mellem Dronning Margrete og den engelske Kongesøn. I Brevet til Kong Edward heed det, at de „paa Grund af hans gode Rygte, den Retfærdighed han viste imod alle, og det gode Naboskab og den store Fordeel, Skotland havde nydt af ham, hans Fader og Forfædre“, vare særdeles glade ved at have hørt, at Paven skulde have meddeelt sin Dispensation til Egteskabet mellem hans Søn og Dronning Margrete; de udbade sig nu herom tilforladelig Efterretning; var Dispensationen allerede erhvervet, gave de herved sit Samtykke til Giftermaalet, og skulde den først erhverves, vare de villige til, i Forening med Kong Edward at gjøre de nødvendige Skridt til dens Erhvervelse; under alle Omstændigheder skulde de sende Gesandter til ham ved det Parlement, der forestaaende Paaske (2den April) skulde holdes i London, for at handle nærmere om dette Anliggende. Til Kong Erik talte de et alvorligere, næsten bydende og truende, Sprog, der viser, at Stemningen mod ham endnu ikke var den bedste. „Da de“, heed det, „vare forvissede om at han ønskede hvad der kunde befordre hans Datters og hendes Riges Hæder, og da Paven nu, efter hvad der var almindelig Tale paa forskjellige Kanter af Verden, havde givet Tilladelse til at Englands Tronarving maatte egte hende, havde de paa Rigets Vegne samtykket i dette Giftermaal, hvorfor de nu herved anmodede ham om at foranstalte det fornødne til, at hans Datter snarest muligt kunde blive sendt til England, i det aller seneste inden Allehelgensdag, som det forhen var aftalt; derved vilde han særdeles forbinde dem; „men skulde det hende, at han ikke gjorde det, saa vilde de træffe de bedste Forholdsregler, Gud maatte indgive dem til Rigets og Folkets Gavn“. Dette var, med andre Ord, at true med Frafald fra hans Datter, hvis han ej føjede sig efter deres Ønske, og den Aftale, de, ham uadspurgt, maatte træffe med Kong Edward. Under de nærværende Omstændigheder var der dog intet andet for, end at finde sig deri, og rette sig derefter, ellers kunde hans Datter lettelig gaa Glip af sin Krone. Edward og Skoterne bare sig ogsaa i deres videre Forhandlinger paa det nærmeste ad, som om Margretes egen Fader aldeles ingen Stemme havde med Hensyn til hendes fremtidige Skjebne; naar de henvendte sig til ham, var det ej om noget Samtykke, men kun om at paadrive Margaretes Afsendelse. Der synes heller ikke paa denne Tid at have været norske Gesandter i England eller Skotland, der kunde optræde naa hans Vegne, thi de sidste Gesandter vare i det mindste om Vaaren 1290 hjemme i Norge[1], og havde rimeligviis allerede vendt tilbage strax efter at have sluttet Overeenskomsten i Salisbury; og der tales ingensteds om noget nyt Ge-
- ↑ Se ovf. S. 185, Note.
