Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/204

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
182
Erik Magnusſøn.

nen, ſees det, at man dog ikke har ſkredet til nogen Inddragning førend efter hans Død. Da Hertug Haakon, efter at have beſteget Tronen og ſaaledes mindſt 9 til 10 Aar ſenere, fik et Brev fra Kong Edward i England om at den Gjeld, hvori Alf Jarl ſtod til Enken efter William af Gatton, endnu ikke var afgjort, ſvarede Haakon, at han Aaret efter Hr. Alfs Død efter de fra gammel Tid beſtaaende Lovforſkrifter havde ladet bekjendtgjøre over hele Riget, at Alle og Enhver, hvem han maatte have været noget ſkyldig, ſkulde melde ſig til at faa deres Tilgodehavende udbetalt førſtkommende Michelsdag efter at eet Aar fra hans Død at regne var udløbet; til hvilken Tid da alle indfandt ſig, ſaavel indenlandſke ſom fremmede, og deelte hans Efterladenſkaber forholdsviis mellem ſig efter Ret og Billighed, ſaa at intet blev tilbage[1]. Dette viſer, at han maa have været meget forgjeldet, thi af Udtrykkene ſkulde man ſlutte, at ikke engang de private Creditorer fik fuld Betaling, end ſige at noget blev tilovers til Kronen. Formodentlig har det været hans ſtore Bekoſtninger ved at udruſte Kaperſkibe og holde Lejetropper, der ſaaledes overſtege hans ſikkert heel betydelige Indtægter. Maaſkee var det den Omſtændighed, at man allerede forud vidſte, at der ej vilde blive noget tilovers til Kronen (eller i nærværende Tilfælde maaſkee til Hertugen) ſom var Aarſag i at man ikke haſtede ſaa meget med at udſtede Proclama, maaſkee har dog ogſaa Grunden været den, at man ej var utilbøjelig til at tilſtaa ham Landsviſt igjen og vel endog gjengive ham flere af hans Værdigheder og Beſiddelſer, hvis han gjorde ſig fortjent dertil paa en eller anden Maade; og dette kan da muligviis have været den Spore, der drev ham til at komme frem af ſit Smuthul og deeltage i Krigen paa egen Haand. — Alf Erlingsſøn kan efter det her oplyſte

    „Og de ledte Mindre Greve Hr. Alf øſtenfor Helſingborg ud;
    Sine Synder han kjendtes ſaa klagelig, ſaa faſt raabte han til Gud“.

    Viſen lægger ham nu endeel Ord i Munden, der bære Præget af at være ſenere tildigtede, iſær da det endog heder „en Greve var jeg af Erlings Æt over Tunsbergs Len det rige“, thi han havde, ſom vi have ſeet, ikke noget med Tunsberg at beſtille, og hans Ættegaard Thornberg, hvilken man har forvexlet med Tunsberg, var intet Len. Han kaldte ſig, ſom ovenfor viiſt, Jarl af Sarpsborg, og er virkelig denne ſidſte Deel af Viſen lige ſaa gammel ſom det øvrige, maa der oprindeligt have ſtaaet „over Sarpsborgs Len det rige“. Han anklager ſig i dette ſit Skriftemaal for at have „taget og røvet uden Skjel“, bedrevet „grueligt Mord paa hver han fik i Sinde, og ſparet hverken Kone eller Mø, men dem „baade læſtet og ſkjendt“, at han havde berøvet den fattige Borger Gods og Liv, og at Enker og faderløſe Børn ſkreg til Gud over ham. Det tør nok hænde, at hans Ferd i Danmark har været ſaaledes beſkaffen, men det er ikke ſynderligt rimeligt, at han ſkulde have udtrykt ſaa ſtor Anger derover. (Rahbeks og Nyerups Udv. danſke Viſer II. S. 215—219.)

  1. Thorkelins Analecta, S. 161.