nen, sees det, at man dog ikke har skredet til nogen Inddragning førend efter hans Død. Da Hertug Haakon, efter at have besteget Tronen og saaledes mindst 9 til 10 Aar senere, fik et Brev fra Kong Edward i England om at den Gjeld, hvori Alf Jarl stod til Enken efter William af Gatton, endnu ikke var afgjort, svarede Haakon, at han Aaret efter Hr. Alfs Død efter de fra gammel Tid bestaaende Lovforskrifter havde ladet bekjendtgjøre over hele Riget, at Alle og Enhver, hvem han maatte have været noget skyldig, skulde melde sig til at faa deres Tilgodehavende udbetalt førstkommende Michelsdag efter at eet Aar fra hans Død at regne var udløbet; til hvilken Tid da alle indfandt sig, saavel indenlandske som fremmede, og deelte hans Efterladenskaber forholdsviis mellem sig efter Ret og Billighed, saa at intet blev tilbage[1]. Dette viser, at han maa have været meget forgjeldet, thi af Udtrykkene skulde man slutte, at ikke engang de private Creditorer fik fuld Betaling, end sige at noget blev tilovers til Kronen. Formodentlig har det været hans store Bekostninger ved at udruste Kaperskibe og holde Lejetropper, der saaledes overstege hans sikkert heel betydelige Indtægter. Maaskee var det den Omstændighed, at man allerede forud vidste, at der ej vilde blive noget tilovers til Kronen (eller i nærværende Tilfælde maaskee til Hertugen) som var Aarsag i at man ikke hastede saa meget med at udstede Proclama, maaskee har dog ogsaa Grunden været den, at man ej var utilbøjelig til at tilstaa ham Landsvist igjen og vel endog gjengive ham flere af hans Værdigheder og Besiddelser, hvis han gjorde sig fortjent dertil paa en eller anden Maade; og dette kan da muligviis have været den Spore, der drev ham til at komme frem af sit Smuthul og deeltage i Krigen paa egen Haand. – Alf Erlingssøn kan efter det her oplyste
- ↑ Thorkelins Analecta, S. 161.
„Og de ledte Mindre Greve Hr. Alf østenfor Helsingborg ud;
Sine Synder han kjendtes saa klagelig, saa fast raabte han til Gud“.
Visen lægger ham nu endeel Ord i Munden, der bære Præget af at være senere tildigtede, især da det endog heder „en Greve var jeg af Erlings Æt over Tunsbergs Len det rige“, thi han havde, som vi have seet, ikke noget med Tunsberg at bestille, og hans Ættegaard Thornberg, hvilken man har forvexlet med Tunsberg, var intet Len. Han kaldte sig, som ovenfor viist, Jarl af Sarpsborg, og er virkelig denne sidste Deel af Visen lige saa gammel som det øvrige, maa der oprindeligt have staaet „over Sarpsborgs Len det rige“. Han anklager sig i dette sit Skriftemaal for at have „taget og røvet uden Skjel“, bedrevet „grueligt Mord paa hver han fik i Sinde, og sparet hverken Kone eller Mø, men dem „baade læstet og skjendt“, at han havde berøvet den fattige Borger Gods og Liv, og at Enker og faderløse Børn skreg til Gud over ham. Det tør nok hænde, at hans Ferd i Danmark har været saaledes beskaffen, men det er ikke synderligt rimeligt, at han skulde have udtrykt saa stor Anger derover. (Rahbeks og Nyerups Udv. danske Viser II. S. 215–219.)
