Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/205

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
183
1290. Alf Erlingsſøns Død.

neppe have efterladt ſig arveberettigede Børn, ſkjønt det rigtignok heder i en Viſe, at han ſkulde have haft en Datter, Chriſtina, der var gift med den bekjendte Rane Jonsſøn, en af Kongemorderne, hvilket dog ſavner al anden Bekræftelſe, og med ham uddøde derfor ſandſynligviis denne Thornberg-Æt, der ved hans Farfader Alfs Giftermaal med Hertug Skules Syſter var nøje beſlægtet med ſelve Kongehuſet. Uagtet Alf Erlingsſøn aabenbart udrettede mere ondt end godt i den korte Tid, han havde noget at ſige og tildrog ſig Opmerkſomheden, og hans Undergang derfor neppe var til Skade for Riget, maa han dog have været en højſt merkelig Perſonlighed, der iſær gjorde et mægtigt Indtryk paa den ſtore Hob, hvorfor ogſaa hans Navn endnu lever i Folkeſagn og Folkeviſer[1].

79. Forhandlinger med Skotland og England om Kongedatteren Jomfru Margretes Antagelſe ſom Skotlands Dronning og hendes Giftermaal med den engelſke Tronarving. Margretes Død og Eriks forgjeves Forſøg paa at arve hende.


Efter en yngre Forfatters Gjetning ſkal det have været den unge Jomfru Margretes Anliggender, der i Aaret 1290 kaldte Kong Erik tilbage fra hans danſke Tog[2]. Dette er i ſig ſelv heller ikke uſandſynligt, efterſom Forberedelſerne til hendes Afſendelſe til Skotland netop, efter hvad der her nedenfor ſkal viſes, faldt i anden Halvdeel af dette Aar, og ſikkert krævede hendes Faders Nærværelſe hjemme. Noget beſtemt Udſagn findes dog ikke derom, og de Forhandlinger, der havde hendes Afſendelſe til Følge, havde allerede taget ſin Begyndelſe i 1289, ſaaledes ſom det ovenfor er berørt. Den, der fra førſt af ſynes at have ſat dem i Gang, var den engelſke Konge, ſom nu engang havde foreſat ſig at benytte Lejligheden til at ſkaffe ſin Søn Skotlands Krone ved et Giftermaal mel-

  1. Se de oven anførte Viſer. Naar det i den ſidſte heder, at hans blaa Kaabe var ſkaaren i Roſer og Liljer, ſkulde man formode, at han førte Roſer og Liljer i ſit Vaabenſkjold, men dette var dog neppe Tilfældet, thi i en Regiſtratur over Breve i det engelſke Scaccarium (Exchequer), meddelt i Palgraves „Kalendars and Inventaries of the treasures of the Exchequer“, hvor Regiſtratoren i Margen ved hvert regiſteret Brev eller Samling af Breve har tegnet den Signatur, der var anbragt uden paa Æſken eller Poſen, hvori Brevet laa, findes der ved de ovenfor omtalte Breve af Alf Jarl fra Aaret 1286 tegnet Forparten af en Hund, med en Lænke om Halſen, hvori en Sverdklinge. Da man nu ved de Breve, der vexledes mellem Norge og England i Anledning af Guido af Montfort, finder Norges Vaaben vedtegnet, ligeſaa Caſtillas ved Breve fra Caſtilla, o. ſ. v., maatte man ſlutte, at Hundehovedet med Lænken og Sverdet var Alf Jarls Merke.
  2. Huitfeldt S. 302, ſom rigtignok fejlagtigt nævner Margretes Død, thi hun døde meget ſenere end Erik kan antages at være dragen hjem. Det Hele er formodentlig kun en Gisning og Combination af Huitfeldt ſelv.