neppe have efterladt sig arveberettigede Børn, skjønt det rigtignok heder i en Vise, at han skulde have haft en Datter, Christina, der var gift med den bekjendte Rane Jonssøn, en af Kongemorderne, hvilket dog savner al anden Bekræftelse, og med ham uddøde derfor sandsynligviis denne Thornberg-Æt, der ved hans Farfader Alfs Giftermaal med Hertug Skules Syster var nøje beslægtet med selve Kongehuset. Uagtet Alf Erlingssøn aabenbart udrettede mere ondt end godt i den korte Tid, han havde noget at sige og tildrog sig Opmerksomheden, og hans Undergang derfor neppe var til Skade for Riget, maa han dog have været en højst merkelig Personlighed, der især gjorde et mægtigt Indtryk paa den store Hob, hvorfor ogsaa hans Navn endnu lever i Folkesagn og Folkeviser[1].
Efter en yngre Forfatters Gjetning skal det have været den unge Jomfru Margretes Anliggender, der i Aaret 1290 kaldte Kong Erik tilbage fra hans danske Tog[2]. Dette er i sig selv heller ikke usandsynligt, eftersom Forberedelserne til hendes Afsendelse til Skotland netop, efter hvad der her nedenfor skal vises, faldt i anden Halvdeel af dette Aar, og sikkert krævede hendes Faders Nærværelse hjemme. Noget bestemt Udsagn findes dog ikke derom, og de Forhandlinger, der havde hendes Afsendelse til Følge, havde allerede taget sin Begyndelse i 1289, saaledes som det ovenfor er berørt. Den, der fra først af synes at have sat dem i Gang, var den engelske Konge, som nu engang havde foresat sig at benytte Lejligheden til at skaffe sin Søn Skotlands Krone ved et Giftermaal mel-
- ↑ Se de oven anførte Viser. Naar det i den sidste heder, at hans blaa Kaabe var skaaren i Roser og Liljer, skulde man formode, at han førte Roser og Liljer i sit Vaabenskjold, men dette var dog neppe Tilfældet, thi i en Registratur over Breve i det engelske Scaccarium (Exchequer), meddelt i Palgraves „Kalendars and Inventaries of the treasures of the Exchequer“, hvor Registratoren i Margen ved hvert registeret Brev eller Samling af Breve har tegnet den Signatur, der var anbragt uden paa Æsken eller Posen, hvori Brevet laa, findes der ved de ovenfor omtalte Breve af Alf Jarl fra Aaret 1286 tegnet Forparten af en Hund, med en Lænke om Halsen, hvori en Sverdklinge. Da man nu ved de Breve, der vexledes mellem Norge og England i Anledning af Guido af Montfort, finder Norges Vaaben vedtegnet, ligesaa Castillas ved Breve fra Castilla, o. s. v., maatte man slutte, at Hundehovedet med Lænken og Sverdet var Alf Jarls Merke.
- ↑ Huitfeldt S. 302, som rigtignok fejlagtigt nævner Margretes Død, thi hun døde meget senere end Erik kan antages at være dragen hjem. Det Hele er formodentlig kun en Gisning og Combination af Huitfeldt selv.
