Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/203

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
181
1290. Hr. Alf Erlingssøn henrettet.

Hans Levninger bleve to Aar efter af Svogeren Hr. Thore Haakonssøn nedtagne, sandsynligviis i al Hemmelighed, og førte til Tunsberg, samt der rimeligviis begravne. Uagtet de til Utlegd fældte Ugjerningsmænds Gods efter Loven strax ved Domfældelsen var forbrudt til Kro-

    der møder ham Bendikt Rimaardssøn (Reinmodssøn), hans Skjebne var ham ikke blid:
    „God Morgen, god Dag, liden Mindre-Alf, du est faa modig en Herre,
    Men bliver du Kongens Fange idag, ikke staar Landet desværre“.
    „Ikke saa er jeg mindre Hr. Alf, du tør det ikke vente,
    Jeg er en liden Messedreng, skal Viin for Presten hente“.
    Saa løfted han op hans høje Hat og saa ham i hans Pande,
    „Alt er du norske Hr. Mindre-Alf, om jeg kan ret forstande.
    Du haver og været en Klerk med mig, det maa jeg sige forsande,
    Jeg kjendte dig i det Skolehuus, du gjorde os andre stor Vaande“.
    „Og est du Bendikt Rimaardssøn, og da est du min Frænde,
    Du svær en Eed for mig i Dag, at du mig aldrig kjendte“.,
    Men de toge hannem, Mindre Hr Alf, de sloge ham Bolten om Fod,
    førte de hannem til Helsingborg, den danske Dronning imod.

    Her antydes det, at Alf, forklæd, som en Messedreng, var kommen i Land paa den danske Kyst, sandsynligviis i Nærheden af Helsingborg, men at Benedikt Reinmodssøn, en fordums Skolekamerat, kjendte og forraadte ham. Dette viser da ogsaa, at Alf i sin Ungdom havde gaaet i Skole. Naar der tales om, at han havde 15 Hereder i Leen, sigter dette til hans Forlening med 15 af Borgesyssels Skibreder; men af Visens Ord skulde det næsten synes, som om han endnu havde Forleningen, da han blev fangen. Dette behøver man dog ikke at tage bogstaveligt, men kun som om det sigtede til hans tidligere Stilling, og alene skulde antyde, hvor unødigt det var for ham at agere Sørøver. Han blev nu, som Visen fremdeles beretter, ført frem for Dronningen paa hendes Befaling:

    „Tager I nu Mindre Hr. Alf, lader ham i Stuen indgange,
    I lade de Fruer og stolte Jomfruer skue saa riig en Fange!“
    Det da svared den danske Dronning, det første hun Mindre Alf saa:
    „Er det ikke andet for en Mand, der saadanne Sagne gaar fraa?“
    – „Endog jeg er paa Vexten liden, dog er jeg mandeligen køn (kœnn, tydsk kühn);
    Men aldrig lever du saa god en Dag, at du føder saadan en Søn.
    Jeg gav dertil min Kaabe blaa, (der) er skaaren i Roser og Lilje
    Jeg maatte ikkun een Nat hos eder sove, om det var saa eders Vilje.
    „Maatte jeg en Nat ikkun hos eder sove – det vidste ikke uden eders Terne –
    det vil jeg for Sanden sige, I bade for mig saa gjerne“. –
    Det svared hannem danske Dronning – hun slog fin Haand mod Bord –:
    „Du skal klæde en Stejle imorgen, førend Folk de gange til Bord.
    – „Hvi stejlede du ikke Knut af Sønderborg, ikke Ivar af Holstebro?
    Ikke da vare de meget bedre end jeg, dog de vare dig mest tro“.
    Toge de liden Greve Hr. Alf, lode hannem af Stuen Udgange;
    „Nok saa have Fruer og stolte Jomfruer skuet den skalkagtige Fange“.