Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/202

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
180
Erik Magnusſøn.

kalde ſig hans Mænd. Fra disſe faſte Punkter maatte de Fredløſe kunne anrette utrolig Skade i Riget, og man fik herved en Foreſtilling om, hvorledes det vilde have gaaet, om den norſke Konge virkelig havde faaet overleveret alle de Beſiddelſer hiſt og her i Danmark, paa hvilke han gjorde Fordring, thi dette vilde neppe afholdt ham fra at føre Krigen, og han vilde kun derved ſaa meget bedre have kunnet fordele ſine Krigere og Tilhængere rundt om i Landet. Foruden dette, at de nys nævnte faſte Steder afgav ſikre Udgangspunkter for idelige Plyndringstog, tilføjedes her ogſaa det danſke Rige en anden, neppe mindre Skade, idet de Fredløſe lode paa Hjelm og Hunehals ſlaa falſk Mynt ved kongelige Myntmeſtere, ſom de havde opſnappet, og ſom de tvang dertil mod deres Vilje[1].

I dette Aar, og ſandſynligviis paa ſamme Tid, Kongen gjorde ſit Søtog, viſte den utlæge Alf Jarl ſig atter i de danſke Farvande og fortſatte ſine Kaperier. Om han derved havde til Henſigt, at faa Utlegdsdommen ophævet og ſine tabte Beſiddelſer i Norge tilbage, eller om han kun vilde erhverve Bytte, eller deeltog i Krigene af blot og bar Krigslyſt, vides ikke, lige ſaa lidt ſom hvorledes han ſkaffede ſig Folk og Skibe, eller om han ſiden ſin Landflygtighed fra Norge havde opholdt ſig hele Tiden i Sverige. Men hans Lykke var nu forbi. Da han, uviſt af hvilken Grund, maaſkee for at ſpejde, havde begivet ſig i Land paa den danſke Kyſt, forklædt ſom en Mesſedreng, blev han kjendt af en fordums Skolekamerat, greben og ført i Lænker til Helſingborg, hvor Dronning Agnes juſt da opholdt ſig. Her blev han, efter Drotſeten Hr. David Thorſteensſøns Tilſkyndelſe, radbrækket og lagt paa Stejle. Efter den gamle Viſe om disſe Tildragelſer ſkal han være bleven ført frem for Dronningen, der ſkal have ſpottet over hans liden Vext, hvortil han igjen ſkal have givet ſaa djerve og nærgaaende Svar, at Dronningen forbitret ſlog i Bordet, og ſagde at han endnu næſte Morgen ſkulde klæde Stejle og Hjul, hvorefter han da blev ført øſtenfor Byen og aflivet[2].

  1. Se Erkebiſkop Jens Proces, l. c. S. 286.
  2. Annalerne, ſaavel de danſke ſom de islandſke, melde her kun at han blev henrettet ved Helſingborg, de isl. ſige meiddr (d. e. lemlæſtet) ok drepinn, de danſke, at han blev rotatus, d. e. enten radbrekket, eller lagt paa Stejle, flere tilføjende, at det var ſkeet efter Drotſeten Hr. David Thorſteensſøns Raad. De visbyſke Annaler (Scr. I. 255) ſige at han „da han fornyede ſin Ondſkab, blev fangen, og paa Drotſetens Beſaling rotatus“. I Viſen derimod heder det:

    Alf, han er i Norges Land fød, hannem lyſter der ikke at være,
    han haver vel 15 Hereder i Leen, han kan ſig deraf nære:
    Alf, han ganger paa grønne Vold og læſer der ſine Tide