Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/202

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
180
Erik Magnussøn.

kalde sig hans Mænd. Fra disse faste Punkter maatte de Fredløse kunne anrette utrolig Skade i Riget, og man fik herved en Forestilling om, hvorledes det vilde have gaaet, om den norske Konge virkelig havde faaet overleveret alle de Besiddelser hist og her i Danmark, paa hvilke han gjorde Fordring, thi dette vilde neppe afholdt ham fra at føre Krigen, og han vilde kun derved saa meget bedre have kunnet fordele sine Krigere og Tilhængere rundt om i Landet. Foruden dette, at de nys nævnte faste Steder afgav sikre Udgangspunkter for idelige Plyndringstog, tilføjedes her ogsaa det danske Rige en anden, neppe mindre Skade, idet de Fredløse lode paa Hjelm og Hunehals slaa falsk Mynt ved kongelige Myntmestere, som de havde opsnappet, og som de tvang dertil mod deres Vilje[1].

I dette Aar, og sandsynligviis paa samme Tid, Kongen gjorde sit Søtog, viste den utlæge Alf Jarl sig atter i de danske Farvande og fortsatte sine Kaperier. Om han derved havde til Hensigt, at faa Utlegdsdommen ophævet og sine tabte Besiddelser i Norge tilbage, eller om han kun vilde erhverve Bytte, eller deeltog i Krigene af blot og bar Krigslyst, vides ikke, lige saa lidt som hvorledes han skaffede sig Folk og Skibe, eller om han siden sin Landflygtighed fra Norge havde opholdt sig hele Tiden i Sverige. Men hans Lykke var nu forbi. Da han, uvist af hvilken Grund, maaskee for at spejde, havde begivet sig i Land paa den danske Kyst, forklædt som en Messedreng, blev han kjendt af en fordums Skolekamerat, greben og ført i Lænker til Helsingborg, hvor Dronning Agnes just da opholdt sig. Her blev han, efter Drotseten Hr. David Thorsteenssøns Tilskyndelse, radbrækket og lagt paa Stejle. Efter den gamle Vise om disse Tildragelser skal han være bleven ført frem for Dronningen, der skal have spottet over hans liden Vext, hvortil han igjen skal have givet saa djerve og nærgaaende Svar, at Dronningen forbitret slog i Bordet, og sagde at han endnu næste Morgen skulde klæde Stejle og Hjul, hvorefter han da blev ført østenfor Byen og aflivet[2].

  1. Se Erkebiskop Jens Proces, l. c. S. 286.
  2. Annalerne, saavel de danske som de islandske, melde her kun at han blev henrettet ved Helsingborg, de isl. sige meiddr (d. e. lemlæstet) ok drepinn, de danske, at han blev rotatus, d. e. enten radbrekket, eller lagt paa Stejle, flere tilføjende, at det var skeet efter Drotseten Hr. David Thorsteenssøns Raad. De visbyske Annaler (Scr. I. 255) sige at han „da han fornyede sin Ondskab, blev fangen, og paa Drotsetens Besaling rotatus“. I Visen derimod heder det:

    Alf, han er i Norges Land fød, hannem lyster der ikke at være,
    han haver vel 15 Hereder i Leen, han kan sig deraf nære:
    Alf, han ganger paa grønne Vold og læser der sine Tide