Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/194

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
172
Erik Magnusſøn.

endeligt Forlig ſkulde indgaaes. Et ſaadant kom ogſaa, ſom man ſeer, i Stand endnu ſamme Aar i Bergen[1], men desværre erfare vi ej de nærmere Omſtændigheder derved, lige ſaa lidet ſom det udtrykkeligt angives, hvilke Betingelſerne vare. Alt hvad der berettes, er, „at Kong Erik i 1291 indgik Forlig med Biſkopperne i Bergen“. Da ſaaledes alle Norges Biſkopper maa have været ſammenkaldte til et Møde i Bergen, for at bringe den lange Tviſt til Ende, er det ikke uſandſynligt, at dette Møde allerede har været aftalt og berammet, da Erkebiſkoppen lod begge hine Forhør optage, og at i det mindſte det ſidſte har været optaget for at kunne fremlægges der. Men kjende vi end ikke Forhandlingerne ved Mødet, kunne vi dog antage ſom temmelig ſikkert, at Erkebiſkoppen her i alt Væſentligt har givet efter, og at navnlig ſaavel flere af de meſt forhadte Beſtemmelſer i Compoſitionen ſom den derpaa byggede nye Tiende-Anordning i Brevet af 13de September 1277, Erkebiſkop Jons Chriſtenret, og Statuterne af 1280, udtrykkeligen er blevne hævede. Der findes nemlig i flere Lovbøger en almindelig Forordning eller rettere Inſtruction for Lagmænd og Sysſelmænd om hvad de havde at paaſee til Opretholdelſe af Indbyggernes Rettigheder lige over for Gejſtligheden, hvilken netop berører de Punkter, der ſiden Compoſitionens Udſtedelſe vare de vigtigſte Stridspunkter, og med Henſyn til disſe gjenopretter den tidligere Tingenes Orden, ſamt hvis Indledning i de fleſte Haandſkrifter lyder ſaaledes: „disſe Forſkrifter bør Sysſelmændene og Lagmændene iagttage og omhyggeligt overholde til Opretholdelſe af den værdige Hr. N. N. Norges Konges Thegners og Undermænds Rettigheder“. Thi dette N. N. viſer nu for det førſte, at Forordningen har været beſtemt til gjentagen Oplæsning eller Indſkærpelſe under forſkjellige Kongers Regjeringstid; og da der nu tillige i enkelte Haandſkrifter virkelig i Stedet for „N. N.“ ſtaar „Eriks“ eller „Haakons“, ſynes man med Beſtemthed at maatte ſlutte, at den allerede har været udſtedt i Kong Eriks Tid, ſkjønt ellers den Omſtændighed, at et Haandſkrift lader Anordningen udſtedes af Haakon, og tilſiger, at Brevet blev gjort, oplæſt for og ſamtykt af Almuen i hans tiende Regjerings Aar (1308 eller 1309) viſer, at han maa have fornyet den, ligeſom man og erfarer, at Haakons Eftermand, Kong Magnus Eriksſøn, udſtrakte den, forſynet med en ny Indledning, til Island. Det er endog ikke uſandſynligt, at de fleſte af disſe Beſtemmelſer aller førſt have været vedtagne af Formynder-Regjeringen ſtrax efter den ſidſte Sammenkomſt med Biſkoppen i Bergen 1281, for at oplæſes paa Thingene eller omdeles til Sysſelmændene og Lagmændene[2]. Beſtemmelſerne ere følgende:

  1. Flatø-Annalerne, ved 1291.
  2. Se Norges gl. Love III. S. 82—85. Naar man her nærmere betragter