Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/194

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
172
Erik Magnussøn.

endeligt Forlig skulde indgaaes. Et saadant kom ogsaa, som man seer, i Stand endnu samme Aar i Bergen[1], men desværre erfare vi ej de nærmere Omstændigheder derved, lige saa lidet som det udtrykkeligt angives, hvilke Betingelserne vare. Alt hvad der berettes, er, „at Kong Erik i 1291 indgik Forlig med Biskopperne i Bergen“. Da saaledes alle Norges Biskopper maa have været sammenkaldte til et Møde i Bergen, for at bringe den lange Tvist til Ende, er det ikke usandsynligt, at dette Møde allerede har været aftalt og berammet, da Erkebiskoppen lod begge hine Forhør optage, og at i det mindste det sidste har været optaget for at kunne fremlægges der. Men kjende vi end ikke Forhandlingerne ved Mødet, kunne vi dog antage som temmelig sikkert, at Erkebiskoppen her i alt Væsentligt har givet efter, og at navnlig saavel flere af de mest forhadte Bestemmelser i Compositionen som den derpaa byggede nye Tiende-Anordning i Brevet af 13de September 1277, Erkebiskop Jons Christenret, og Statuterne af 1280, udtrykkeligen er blevne hævede. Der findes nemlig i flere Lovbøger en almindelig Forordning eller rettere Instruction for Lagmænd og Sysselmænd om hvad de havde at paasee til Opretholdelse af Indbyggernes Rettigheder lige over for Gejstligheden, hvilken netop berører de Punkter, der siden Compositionens Udstedelse vare de vigtigste Stridspunkter, og med Hensyn til disse gjenopretter den tidligere Tingenes Orden, samt hvis Indledning i de fleste Haandskrifter lyder saaledes: „disse Forskrifter bør Sysselmændene og Lagmændene iagttage og omhyggeligt overholde til Opretholdelse af den værdige Hr. N. N. Norges Konges Thegners og Undermænds Rettigheder“. Thi dette N. N. viser nu for det første, at Forordningen har været bestemt til gjentagen Oplæsning eller Indskærpelse under forskjellige Kongers Regjeringstid; og da der nu tillige i enkelte Haandskrifter virkelig i Stedet for „N. N.“ staar „Eriks“ eller „Haakons“, synes man med Bestemthed at maatte slutte, at den allerede har været udstedt i Kong Eriks Tid, skjønt ellers den Omstændighed, at et Haandskrift lader Anordningen udstedes af Haakon, og tilsiger, at Brevet blev gjort, oplæst for og samtykt af Almuen i hans tiende Regjerings Aar (1308 eller 1309) viser, at han maa have fornyet den, ligesom man og erfarer, at Haakons Eftermand, Kong Magnus Erikssøn, udstrakte den, forsynet med en ny Indledning, til Island. Det er endog ikke usandsynligt, at de fleste af disse Bestemmelser aller først have været vedtagne af Formynder-Regjeringen strax efter den sidste Sammenkomst med Biskoppen i Bergen 1281, for at oplæses paa Thingene eller omdeles til Sysselmændene og Lagmændene[2]. Bestemmelserne ere følgende:

  1. Flatø-Annalerne, ved 1291.
  2. Se Norges gl. Love III. S. 82–85. Naar man her nærmere betragter