Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/195

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
173
1291. Overeenskomſt mellem Kongen og Erkebiſkoppen.


1. At ingen Sekter (Pengebøder) paalægges Underſaatterne udover hvad den gamle Chriſtenret kjender, og heller ingen andre nye eller hidtil

    Text og Varianter, vil man ſee, at de fleſte og bedſte Haandſkrifter hverken have Intimation eller Slutning med Aarsangivelſe, ligeſaa lidet ſom noget beſtemt Kongenavn. Af ſtørſte Betydning er det her, at de tre Haandſkrifter 60 qv. 322 fol. og 304 fol. i den arnamagn. Samling, der ſelv ere ſkrevne endnu i Kong Haakons Regjeringstid, ſtrax efter 1315, allerede have N.N. — Kong Eriks Navn findes kun i een Codex, nemlig den tunsbergſke, men med en meget god Haand, neppe yngre end 1325: Kong Haakons Navn i Stedet for N. N. kun i to Papircodices fra det 16de Aarhundrede; Intimationen af Kong Haakon med den Slutning, at Forordningen blev lovtagen i hans 10de Regjerings Aar, findes kun i een Codex med Haand fra 15de Aarhundrede. I en enkelt Codex fra det 16de Aarhundrede er Forordningen ſat i umiddelbar Forbindelſe med K. Haakons Befaling af 28de Juli 1316, at den gamle Chriſtenret midlertidigt ſkal gjelde, og endelig findes i fire islandſke Codices en Intimation af Kong Magnus (ſee N. gl Love III. 194), hvor Forordningen kaldes „Anordning af vor Morfader Kong Haakon“, men hvor dette kun behøver at ſigte til den Fornyelſe eller Indſkærpelſe af den, ſom ifølge det før omtalte Tillæg i en enkelt Afſkrift viſer ſig at maatte have fundet Sted i Kong Haakons 10de Aar. Af det anførte ſees det nokſom, at Forordningen oprindelig har været uden Tidsbeſtemmelſe. Dette pasſer ogſaa med dens hele Charakteer af Inſtruction for Embedsmænd, ikke af noget ſedvanligt almindeligt Paabud. Og da nu Afſkriften i den tunsbergſke Codex, der ſelv maa være ſkreven efter en ældre, ikke vel kunde faa Navnet „Erik“ indſat, med mindre det havde ſtaaet i Originalen, og denne igjen, der maa have været ſkreven ganſke nær ved, maaſkee under Eriks egen Regjeringstid, ej kunde have Navnet ved en Fejltagelſe, bliver det utvivlſomt, at Forordningen hidrører fra hans Tid, hvilket ogſaa pasſer bedſt med Indholdet, iſær naar man antager, at den oprindeligt er udſtedt af Formynderregjeringen. Dette ſynes næſten endog at ligge i Ordene „til Opretholdelſe af den værdige Hr. N. N. Norges Konges Thegners og Undermænds Rettigheder“; thi ſaaledes kunde ikke en udſtedende Konge tale om ſig ſelv, men derimod kunde det netop have været en pasſende Udtryksmaade for Regjeringsherrerne, naar de, ſom Bjarne Erlingsſøn paa Haalogaland, i Aaret 1282 efter Erkebiſkop Jons Forjagelſe forbød Tiender m. m., ſe ovenf. S. 40, 41. Her maa man navnlig, ved Forordningens Art. 1, der forbød andre Sekter, end dem i den gamle Chriſtenret hjemlede, tænke paa, at Bjarne tvang Sira Audun Raude til at tilbagebetale de Sekter, han paa Erkebiſkoppens Vegne havde oppebaaret for Hoors-Sager. Den ſidſte Straffetruſel, at det ſkulde forbydes alle og enhver at arbejde for de gjenſtridige Gejſtlige, eller at leje Huus af dem, ſtemmer ogſaa ganſke med Regjeringsherrernes vel bekjendte Færd i 1281 og 1282. Spørgsmaalet bliver nu kun, om Forordningen virkelig er at ſætte i Forbindelſen med Overeenskomſten af 1291, eller den kun er bleven affattet i 1281 eller 1282, men har hvilet lige til 1308 eller 1309, da Kong Haakon opfriſkede den. Herved ville vi kun bemerke, at Kong Haakon neppe vilde have kunnet opfriſke den, hvis dens Indhold ikke allerede tidligere ved en formelig Overeenskomſt mellem Kronen og Kirken var erkjendt tilbørligt; og en ſaadan Overeenskomſt vides ikke at have fundet Sted efter den i 1291. Den maa ſaaledes viſtnok ved denne Lejlighed være bleven erkjendt for den Retteſnor, Embedsmændene ſkulde følge.