1. At ingen Sekter (Pengebøder) paalægges Undersaatterne udover hvad den gamle Christenret kjender, og heller ingen andre nye eller hidtil
Text og Varianter, vil man see, at de fleste og bedste Haandskrifter hverken have Intimation eller Slutning med Aarsangivelse, ligesaa lidet som noget bestemt Kongenavn. Af største Betydning er det her, at de tre Haandskrifter 60 qv. 322 fol. og 304 fol. i den arnamagn. Samling, der selv ere skrevne endnu i Kong Haakons Regjeringstid, strax efter 1315, allerede have N.N. – Kong Eriks Navn findes kun i een Codex, nemlig den tunsbergske, men med en meget god Haand, neppe yngre end 1325: Kong Haakons Navn i Stedet for N. N. kun i to Papircodices fra det 16de Aarhundrede; Intimationen af Kong Haakon med den Slutning, at Forordningen blev lovtagen i hans 10de Regjerings Aar, findes kun i een Codex med Haand fra 15de Aarhundrede. I en enkelt Codex fra det 16de Aarhundrede er Forordningen sat i umiddelbar Forbindelse med K. Haakons Befaling af 28de Juli 1316, at den gamle Christenret midlertidigt skal gjelde, og endelig findes i fire islandske Codices en Intimation af Kong Magnus (see N. gl Love III. 194), hvor Forordningen kaldes „Anordning af vor Morfader Kong Haakon“, men hvor dette kun behøver at sigte til den Fornyelse eller Indskærpelse af den, som ifølge det før omtalte Tillæg i en enkelt Afskrift viser sig at maatte have fundet Sted i Kong Haakons 10de Aar. Af det anførte sees det noksom, at Forordningen oprindelig har været uden Tidsbestemmelse. Dette passer ogsaa med dens hele Charakteer af Instruction for Embedsmænd, ikke af noget sedvanligt almindeligt Paabud. Og da nu Afskriften i den tunsbergske Codex, der selv maa være skreven efter en ældre, ikke vel kunde faa Navnet „Erik“ indsat, med mindre det havde staaet i Originalen, og denne igjen, der maa have været skreven ganske nær ved, maaskee under Eriks egen Regjeringstid, ej kunde have Navnet ved en Fejltagelse, bliver det utvivlsomt, at Forordningen hidrører fra hans Tid, hvilket ogsaa passer bedst med Indholdet, især naar man antager, at den oprindeligt er udstedt af Formynderregjeringen. Dette synes næsten endog at ligge i Ordene „til Opretholdelse af den værdige Hr. N. N. Norges Konges Thegners og Undermænds Rettigheder“; thi saaledes kunde ikke en udstedende Konge tale om sig selv, men derimod kunde det netop have været en passende Udtryksmaade for Regjeringsherrerne, naar de, som Bjarne Erlingssøn paa Haalogaland, i Aaret 1282 efter Erkebiskop Jons Forjagelse forbød Tiender m. m., se ovenf. S. 40, 41. Her maa man navnlig, ved Forordningens Art. 1, der forbød andre Sekter, end dem i den gamle Christenret hjemlede, tænke paa, at Bjarne tvang Sira Audun Raude til at tilbagebetale de Sekter, han paa Erkebiskoppens Vegne havde oppebaaret for Hoors-Sager. Den sidste Straffetrusel, at det skulde forbydes alle og enhver at arbejde for de gjenstridige Gejstlige, eller at leje Huus af dem, stemmer ogsaa ganske med Regjeringsherrernes vel bekjendte Færd i 1281 og 1282. Spørgsmaalet bliver nu kun, om Forordningen virkelig er at sætte i Forbindelsen med Overeenskomsten af 1291, eller den kun er bleven affattet i 1281 eller 1282, men har hvilet lige til 1308 eller 1309, da Kong Haakon opfriskede den. Herved ville vi kun bemerke, at Kong Haakon neppe vilde have kunnet opfriske den, hvis dens Indhold ikke allerede tidligere ved en formelig Overeenskomst mellem Kronen og Kirken var erkjendt tilbørligt; og en saadan Overeenskomst vides ikke at have fundet Sted efter den i 1291. Den maa saaledes vistnok ved denne Lejlighed være bleven erkjendt for den Rettesnor, Embedsmændene skulde følge.
