Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/193

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
171
1290. 1291. Erkebiſkoppens Demonſtrationer mod Lægmændene.

jo mere notoriſk alt ſammen forhen var, deſto mindre maatte hele denne Demonſtration have at betyde, iſær da Erkebiſkoppen ſelv allerede havde givet Slip paa meget af det ſamme, ſom Bjarne havde erklæret afſkaffet. Brevet ſelv, hvor Vidneforhøret er beſkrevet, indeholder intet om, at Bjarne blev ſat i Bann eller Forbud for ſin Udeblivelſe[1], og heller ikke ſeer man Spor dertil i andre Beretninger. Formodentlig har Erkebiſkoppen ikke tordet drive Sagen videre mod den mægtige Bjarne, men underhaanden ſluttet Forlig med ham, ſom tidligere med Hr. Erlend, maaſkee for et Syns Skyld paalæggende ham en ringe Skrift. Det ſamme er vel ſkeet med den allerede tidligere bannſatte Hr. Jon Brynjulfsſøn. At Erkebiſkoppen ikke gik lige løs paa Hr. Audun Hugleiksſøn, der upaatvivlelig var Kongens højre Haand og Sjælen i alt hvad der i den ſenere Tid var ſkeet til Hierarchiets Svækkelſe, viſer nokſom, hvor lidet Mod Erkebiſkoppen havde til at vove noget driſtigere Skridt. For Reſten var det vel betænkt, at han holdt Kongen ſelv udenfor det Hele, og betragtede hans Raadgivere ſom dem, der ene bar Anſvaret for hvad der er ſkeet og fremdeles ſkede i det Øjemed at berøve Kirken de Friheder, den havde erhvervet under Erkebiſkop Jon, ej alene fordi han derved undgik noget Brud med Kongen, men og fordi det i Virkeligheden forholdt ſig ſaaledes, og viſtnok var den almindelige Mening, at Raadgiverne vare de egentlige Ophavsmænd til hvad der ſkede i Kongens Navn. Som en anden i ſig ſelv lidet betydende Demonſtration fra Erkebiſkoppens Side, hvorved han kun vilde give ſig Udſeende af at være den, der i øvrigt ſtod paa ſin Ret, maa det betragtes, at Erkebiſkoppen til ſamme Tid ſom han optog Forhøret over Bjarne Erlingsſøn, ogſaa lod begge de islandſke Biſkopper optage et Vidneforhør om, at det altid havde været Erkebiſkoppens og ikke Kongens Ombudsmand, der paa Thomasmesſe lyſte Julefreden i Nidaros, efter Bylovens Bydende[2]. Formodentlig var det ham ogſaa om at gjøre, at forſyne ſig med alle de Beviisligheder om Erkeſtolens Friheder, han kunde tilvejebringe, for at have dem ved Haanden, naar disſe Sager atter kom til Forhandling, og et

  1. Brevet er aftrykt efter Originalen i Dipl. Norv. III. No. 30.
  2. Brevet er aftrykt i Dipl. Norv. III. No. 28. Det er her henført til den 15de Febr. 1290, og viſt er det, at det er dateret i førſte Faſteuge 1290, men da det er ligeſaa viſt af Arne B. Saga og Annalerne, at Biſkop Jørund om Vintren 1289—1290 var paa Island (ſ. ovf. S. 165), og at han ej kom til Norge førend om Høſten 1290, er det aabenbart, at Brevet er fra 1291, og at de islandſke Biſkopper her have regnet Aaret fra 25de Marts. Da Faſten i 1291 begynder med Aſke-Onsdag, 7de Marts, og førſte Faſteuge ophører med Løverdag den 10de, bliver altſaa dette Forhør omtrent ganſke ſamtidigt med det ovenfor anførte, ſom Erkebiſkoppen ſelv optog, hvilket igjen indeholder en Beſtyrkelſe mere for, at det ſidſte virkelig henhører til 1291.