jo mere notorisk alt sammen forhen var, desto mindre maatte hele denne Demonstration have at betyde, især da Erkebiskoppen selv allerede havde givet Slip paa meget af det samme, som Bjarne havde erklæret afskaffet. Brevet selv, hvor Vidneforhøret er beskrevet, indeholder intet om, at Bjarne blev sat i Bann eller Forbud for sin Udeblivelse[1], og heller ikke seer man Spor dertil i andre Beretninger. Formodentlig har Erkebiskoppen ikke tordet drive Sagen videre mod den mægtige Bjarne, men underhaanden sluttet Forlig med ham, som tidligere med Hr. Erlend, maaskee for et Syns Skyld paalæggende ham en ringe Skrift. Det samme er vel skeet med den allerede tidligere bannsatte Hr. Jon Brynjulfssøn. At Erkebiskoppen ikke gik lige løs paa Hr. Audun Hugleikssøn, der upaatvivlelig var Kongens højre Haand og Sjælen i alt hvad der i den senere Tid var skeet til Hierarchiets Svækkelse, viser noksom, hvor lidet Mod Erkebiskoppen havde til at vove noget dristigere Skridt. For Resten var det vel betænkt, at han holdt Kongen selv udenfor det Hele, og betragtede hans Raadgivere som dem, der ene bar Ansvaret for hvad der er skeet og fremdeles skede i det Øjemed at berøve Kirken de Friheder, den havde erhvervet under Erkebiskop Jon, ej alene fordi han derved undgik noget Brud med Kongen, men og fordi det i Virkeligheden forholdt sig saaledes, og vistnok var den almindelige Mening, at Raadgiverne vare de egentlige Ophavsmænd til hvad der skede i Kongens Navn. Som en anden i sig selv lidet betydende Demonstration fra Erkebiskoppens Side, hvorved han kun vilde give sig Udseende af at være den, der i øvrigt stod paa sin Ret, maa det betragtes, at Erkebiskoppen til samme Tid som han optog Forhøret over Bjarne Erlingssøn, ogsaa lod begge de islandske Biskopper optage et Vidneforhør om, at det altid havde været Erkebiskoppens og ikke Kongens Ombudsmand, der paa Thomasmesse lyste Julefreden i Nidaros, efter Bylovens Bydende[2]. Formodentlig var det ham ogsaa om at gjøre, at forsyne sig med alle de Beviisligheder om Erkestolens Friheder, han kunde tilvejebringe, for at have dem ved Haanden, naar disse Sager atter kom til Forhandling, og et
- ↑ Brevet er aftrykt efter Originalen i Dipl. Norv. III. No. 30.
- ↑ Brevet er aftrykt i Dipl. Norv. III. No. 28. Det er her henført til den 15de Febr. 1290, og vist er det, at det er dateret i første Fasteuge 1290, men da det er ligesaa vist af Arne B. Saga og Annalerne, at Biskop Jørund om Vintren 1289–1290 var paa Island (s. ovf. S. 165), og at han ej kom til Norge førend om Høsten 1290, er det aabenbart, at Brevet er fra 1291, og at de islandske Biskopper her have regnet Aaret fra 25de Marts. Da Fasten i 1291 begynder med Aske-Onsdag, 7de Marts, og første Fasteuge ophører med Løverdag den 10de, bliver altsaa dette Forhør omtrent ganske samtidigt med det ovenfor anførte, som Erkebiskoppen selv optog, hvilket igjen indeholder en Bestyrkelse mere for, at det sidste virkelig henhører til 1291.
