biskop. Vi byde vore Mænd, alle som een, i hvad Stand og Rang han er, at gjøre den hellige Kirke Ret og udrede til dens lærde Mænd al den dem tilkommende Skyldighed grejdeligen, især dem, der have Oppebørselen at besørge, saa snart I ville have Hjelp af Gud og Tak af os. Derimod byde vi alle vore haandgangne Mænd at see nøje efter og passe paa, at der ikke bliver lagt større Tyngder paa Almuen, end vi og Biskopperne nu have samtykt, saa at ingen af Parterne bliver krænket i sine Rettigheder, thi I og Alle skulle vide, at vi ansee os lige saa skyldige at forhjelpe den hellige Kirke og hendes lærde Mænd paa den ene Side, som Lægmændene paa den anden Side, hver til sin Ret“. Vi see af denne Bekjendtgjørelse, at der ikke lang Tid i Forvejen maa have fundet Underhandlinger Sted mellem Erkebiskoppen og begge de fyrstelige Brødre; og da det maa ansees vist, at disse ikke besøgte Nidaros, eller vare sammen med Erkebiskoppen, siden de forlode Nidaros den 30te November 1289, maa man altsaa slutte, at de Underhandlinger, hvorved de erhvervede det i Bekjendtgjørelsen paaberaabte Samtykke af ham, netop bleve førte under deres nys omtalte Ophold i Nidaros fra 11te til 30te November. Men det var ingen ringe Indrømmelser, hvortil Erkebiskoppen her maa have bekvemmet sig. Thi ihvorvel det ikke udtrykkeligt heder, at Compositionen af 1277 skulde være ophævet, og Bekjendtgjørelsen mere berører Kirkens Indtægter end dens Rettigheder og Friheder overhoved, var det dog allerede en stor Ydmygelse for Erkebiskoppen, at han maatte godkjende, hvad man fra Gejstlighedens Side havde fundet saa forfærdeligt, Ophævelsen af Tillægsakten om den forhøjede Tiendeydelse; og i det mindste middelbart havde Erkebiskoppen med sin Eftergivenhed erkjendt, at Gejstligheden havde viist sig for anmassende, og derfor nu burde træde tilbage inden Sømmelighedens Grændser. Det er desuden slet ikke sagt, at Erkebiskoppen ikke har indrømmet andet og mere end hvad der staar i Bekjendtgjørelsen, fordi denne vedkommer kun Tienden og Sekter. Det vil strax blive viist, at et endeligt Forlig mellem Kongen og Biskopperne sluttedes Aaret efter, og at den gamle Tingenes Orden da virkelig paa det nærmeste blev bragt tilbage. Heraf lader det sig formode, hvad ogsaa Bekjendtgjørelsens Udtryk bestyrke, at de Indrømmelser, denne omhandler, have dannet den første Begyndelse til en gradeviis, men næsten fuldstændig Renunciation fra Kirkens Side paa alle under Kong Magnus erhvervede Rettigheder. At Erkebiskoppen kun nødtvungen fandt sig heri, og tog sig dette meget nær, kan man allerede paa Forhaand vide, og det aabenbarer sig desuden noksom af de Skridt, han strax efter foretog sig, saaledes som det nedenfor vil sees. For Biskop Arne har han sikkert udgydt sit Hjerte i Beklagelser, baade under Forhandlingerne selv og under deres paafølgende Samvære, og Arne kunde
