Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/189

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
167
1290. Erkebiſkoppens Indrømmelſer.

biſkop. Vi byde vore Mænd, alle ſom een, i hvad Stand og Rang han er, at gjøre den hellige Kirke Ret og udrede til dens lærde Mænd al den dem tilkommende Skyldighed grejdeligen, iſær dem, der have Oppebørſelen at beſørge, ſaa ſnart I ville have Hjelp af Gud og Tak af os. Derimod byde vi alle vore haandgangne Mænd at ſee nøje efter og pasſe paa, at der ikke bliver lagt ſtørre Tyngder paa Almuen, end vi og Biſkopperne nu have ſamtykt, ſaa at ingen af Parterne bliver krænket i ſine Rettigheder, thi I og Alle ſkulle vide, at vi anſee os lige ſaa ſkyldige at forhjelpe den hellige Kirke og hendes lærde Mænd paa den ene Side, ſom Lægmændene paa den anden Side, hver til ſin Ret“. Vi ſee af denne Bekjendtgjørelſe, at der ikke lang Tid i Forvejen maa have fundet Underhandlinger Sted mellem Erkebiſkoppen og begge de fyrſtelige Brødre; og da det maa anſees viſt, at disſe ikke beſøgte Nidaros, eller vare ſammen med Erkebiſkoppen, ſiden de forlode Nidaros den 30te November 1289, maa man altſaa ſlutte, at de Underhandlinger, hvorved de erhvervede det i Bekjendtgjørelſen paaberaabte Samtykke af ham, netop bleve førte under deres nys omtalte Ophold i Nidaros fra 11te til 30te November. Men det var ingen ringe Indrømmelſer, hvortil Erkebiſkoppen her maa have bekvemmet ſig. Thi ihvorvel det ikke udtrykkeligt heder, at Compoſitionen af 1277 ſkulde være ophævet, og Bekjendtgjørelſen mere berører Kirkens Indtægter end dens Rettigheder og Friheder overhoved, var det dog allerede en ſtor Ydmygelſe for Erkebiſkoppen, at han maatte godkjende, hvad man fra Gejſtlighedens Side havde fundet ſaa forfærdeligt, Ophævelſen af Tillægsakten om den forhøjede Tiendeydelſe; og i det mindſte middelbart havde Erkebiſkoppen med ſin Eftergivenhed erkjendt, at Gejſtligheden havde viiſt ſig for anmasſende, og derfor nu burde træde tilbage inden Sømmelighedens Grændſer. Det er desuden ſlet ikke ſagt, at Erkebiſkoppen ikke har indrømmet andet og mere end hvad der ſtaar i Bekjendtgjørelſen, fordi denne vedkommer kun Tienden og Sekter. Det vil ſtrax blive viiſt, at et endeligt Forlig mellem Kongen og Biſkopperne ſluttedes Aaret efter, og at den gamle Tingenes Orden da virkelig paa det nærmeſte blev bragt tilbage. Heraf lader det ſig formode, hvad ogſaa Bekjendtgjørelſens Udtryk beſtyrke, at de Indrømmelſer, denne omhandler, have dannet den førſte Begyndelſe til en gradeviis, men næſten fuldſtændig Renunciation fra Kirkens Side paa alle under Kong Magnus erhvervede Rettigheder. At Erkebiſkoppen kun nødtvungen fandt ſig heri, og tog ſig dette meget nær, kan man allerede paa Forhaand vide, og det aabenbarer ſig desuden nokſom af de Skridt, han ſtrax efter foretog ſig, ſaaledes ſom det nedenfor vil ſees. For Biſkop Arne har han ſikkert udgydt ſit Hjerte i Beklagelſer, baade under Forhandlingerne ſelv og under deres paafølgende Samvære, og Arne kunde