Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/188

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
166
Erik Magnusſøn.

Vintrens Løb ſkulde raadſlaa med Erkebiſkoppen om de videre Skridt, der vare at foretage med Henſyn til Kirkeſagen, og fornemmelig om de Skriftemaal, der var at paalægge dem, der havde givet tabt; Men tillige er det ikke uſandſynligt, at der var indtraadt en Kulde mellem ham og Kongen, da det i det mindſte efter Biſkop Arnes Anſkuelſer maatte ſynes, ſom om Kongen i ſine Underhandlinger med Erkebiſkoppen var traadt denne alt for nær, og Arne ſaaledes vel, neppe uden Føje, troede at ſpore, at Kongen havde ladet ſig omſtemme. Ellers hviler der over denne Sag et ſtort Mørke, da man mangler udførlige Sagaberetninger derom, medens de annaliſtiſke Optegnelſer fra disſe Aar ere yderſt magre, og de virkelige diplomatariſke Aktſtykker faa eller ingen. Om Kongens og Hertugens Skridt og Foretagender i Løbet af Vintren 1289—1290 og den paafølgende Vaar, lige til den 4de Paaſkedag, 5te April, veed man ſaa godt ſom intet, med Undtagelſe af, at Kongen, uviſt hvorfor, bar ſin Krone, altſaa holdt ſtor Stads paa den Dag; og fremdeles hører man intet fra dem, førend de den 14de Mai, i Bergen[1], udſtedte en Bekjendtgjørelſe, der viſer, at det nu var kommet til et foreløbigt Forlig mellem dem og Erkebiſkoppen ſaavel ſom de øvrige Biſkopper, hvorved disſe vare den indrømmende eller tabende Part. „Ideligen“, heder det her, „har der været klaget for os og ytret fra Almuens Side ſaavel her ſom andenſteds, ſiden vi uværdigen toge Rigsſtyrelſen efter vor Fader, at Provſter og andre lærde Mænd have tynget dem mere ved Tiende-Ydelſer og andre nye Paafund, end de hidtil havde plejet at være underkaſtede; og man har bedet os at finde paa Raad, ſom vi ogſaa ere pligtige til, mellem de lærde Mænd og Lægmændene, at disſe ikke ſkulle lide for ſtor Tyngſel. Og da vi nu kjende os ſkyldige at bære Omhu for alle de under vor Magt og vort Værn ſtillede Menneſkers Tarv, ville vi herved gjøre vitterligt, at vi ere komne overeens med Hr. Erkebiſkop Jørund og vore andre Biſkopper i Landet, at den gamle Chriſtendomsbaalk ſkal ſtaa ved Magt med Henſyn til Tiende-Ydelſer, Penge-Sekter, og alt andet dette vedkommende, ſom de lærde Mænd have Ret til og ſom man plejede at iagttage efter gammel Vane, førend Compoſitionen blev ſluttet i Tunsberg mellem vor Fader, den værdige Kong Magnus, og Hr. Jon Erke-

  1. Brevet (Norges gl. Love, III. S. 17) er dateret Bergen 7 Nætter før (eller efter en enkelt Variant „efter“) Pints i Kongens 11te Aar (en Variant, der har 6te, en anden, der har 13de, ere aabenbart fejlagtige) hvilket bliver 14de (eller 21de) Mai 1290, da Regjeringsaarene regnes fra 10de Mai. Det er urigtigt, naar Suhm har henført Brevet til 3die Juni 1291. Men han omtaler det ved en Forglemmelſesfejl paa to Steder, baade ved 1290 eg 1291, (XI. S. 94, 115). Samtidigt med Bekjendtgjørelſen er upaatvivlelig et Beſkyttelſesbrev, udſtedt af Kongen og Hertugen for Munkelivs Kloſter, i Bergen, 1290, i Kongens 11te Regjerings-Aar. (Thorkelins Dipl. II. S. 127).