Vintrens Løb skulde raadslaa med Erkebiskoppen om de videre Skridt, der vare at foretage med Hensyn til Kirkesagen, og fornemmelig om de Skriftemaal, der var at paalægge dem, der havde givet tabt; Men tillige er det ikke usandsynligt, at der var indtraadt en Kulde mellem ham og Kongen, da det i det mindste efter Biskop Arnes Anskuelser maatte synes, som om Kongen i sine Underhandlinger med Erkebiskoppen var traadt denne alt for nær, og Arne saaledes vel, neppe uden Føje, troede at spore, at Kongen havde ladet sig omstemme. Ellers hviler der over denne Sag et stort Mørke, da man mangler udførlige Sagaberetninger derom, medens de annalistiske Optegnelser fra disse Aar ere yderst magre, og de virkelige diplomatariske Aktstykker faa eller ingen. Om Kongens og Hertugens Skridt og Foretagender i Løbet af Vintren 1289–1290 og den paafølgende Vaar, lige til den 4de Paaskedag, 5te April, veed man saa godt som intet, med Undtagelse af, at Kongen, uvist hvorfor, bar sin Krone, altsaa holdt stor Stads paa den Dag; og fremdeles hører man intet fra dem, førend de den 14de Mai, i Bergen[1], udstedte en Bekjendtgjørelse, der viser, at det nu var kommet til et foreløbigt Forlig mellem dem og Erkebiskoppen saavel som de øvrige Biskopper, hvorved disse vare den indrømmende eller tabende Part. „Ideligen“, heder det her, „har der været klaget for os og ytret fra Almuens Side saavel her som andensteds, siden vi uværdigen toge Rigsstyrelsen efter vor Fader, at Provster og andre lærde Mænd have tynget dem mere ved Tiende-Ydelser og andre nye Paafund, end de hidtil havde plejet at være underkastede; og man har bedet os at finde paa Raad, som vi ogsaa ere pligtige til, mellem de lærde Mænd og Lægmændene, at disse ikke skulle lide for stor Tyngsel. Og da vi nu kjende os skyldige at bære Omhu for alle de under vor Magt og vort Værn stillede Menneskers Tarv, ville vi herved gjøre vitterligt, at vi ere komne overeens med Hr. Erkebiskop Jørund og vore andre Biskopper i Landet, at den gamle Christendomsbaalk skal staa ved Magt med Hensyn til Tiende-Ydelser, Penge-Sekter, og alt andet dette vedkommende, som de lærde Mænd have Ret til og som man plejede at iagttage efter gammel Vane, førend Compositionen blev sluttet i Tunsberg mellem vor Fader, den værdige Kong Magnus, og Hr. Jon Erke-
- ↑ Brevet (Norges gl. Love, III. S. 17) er dateret Bergen 7 Nætter før (eller efter en enkelt Variant „efter“) Pints i Kongens 11te Aar (en Variant, der har 6te, en anden, der har 13de, ere aabenbart fejlagtige) hvilket bliver 14de (eller 21de) Mai 1290, da Regjeringsaarene regnes fra 10de Mai. Det er urigtigt, naar Suhm har henført Brevet til 3die Juni 1291. Men han omtaler det ved en Forglemmelsesfejl paa to Steder, baade ved 1290 eg 1291, (XI. S. 94, 115). Samtidigt med Bekjendtgjørelsen er upaatvivlelig et Beskyttelsesbrev, udstedt af Kongen og Hertugen for Munkelivs Kloster, i Bergen, 1290, i Kongens 11te Regjerings-Aar. (Thorkelins Dipl. II. S. 127).
