Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/187

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
165
1290. Den islandſke Kirkeſag yderligere behandlet.

været meget virkſomme paa Island. I det før omtalte Brev, ſom Biſkop Arne ſendte Abbeden fra Bergen om Vaaren 1289, og hvori han anmodede ham om at ſtevne Hr. Erlend Olafsſøn over til Norge, ſtod der tillige, at det alene tilkom Erkebiſkoppen at disponere over Kirkegodſerne paa Island; at Erkebiſkoppen erklærede Arne for den rette Dommer over alle (kirkelige) Forbrydelſer i ſit Biſkopsdømme, og at alle hans Undermænd ſkulde lyſtre hans Dom i disſe Sager, ſamt endelig, hvad der iſær giver et merkeligt Indblik i Kong Eriks Perſonlighed, at Erkebiſkoppen, ſom han ſelv ſagde, havde ſpurgt Kong Erik, om det virkelig var ſandt, hvad man foregav, at Ravn havde taget Kirkerne efter hans Brev og Befaling, og at Kongen dertil havde ſvaret, „at de (d. e. Raadgiverne) vendte Brevene efter ſin egen Vilje“[1]. Paa Grund af alt dette bød derfor Biſkop Arne i ſit Brev, at alle Kirker og deres Gods ſkulde tages tilbage under Skaalholts Biſkopsſtol. Strax efter Hr. Erlends Rejſe til Norge ſatte virkelig ogſaa baade Abbeden og Biſkop Jørund ſig i Bevægelſe, idet de droge rundt om i Skaalholts Biſkopsdømme, og ved hver Kirke lode anſtille Underſøgelſe om dens Gods, hvor vidt det var i Behold eller ej, ſamt erklærede alle ikke bortgivne Kirker at ſtaa til Erkebiſkoppens Dispoſition. Fremdeles lode de paa et Preſtemøde oplæſe et Brev fra Erkebiſkoppen, der bemyndigede Biſkoppen i Hole til at handle paa hans Vegne. Ikke faa af de Lægmænd, der i ſin Tid havde taget ſine Ættekirker tilbage, tabte nu Modet, iſær da hverken Ravn eller Erlend vare tilſtede og kunde tage Stødet. De forpligtede ſig til at fravige Kirkerne næſte Vaar, og for Reſten underkaſte ſig den Skrift, Erkebiſkoppen maatte paalægge dem, mod ſtrax at løſes fra det Forbud eller Bann, hvori de ved deres Forhold vare faldne. Men da man ikke blev færdig med disſe Forhandlinger førend efter Vintrens Begyndelſe, kunde man naturligviis ikke vide noget derom i Norge, da Kirkeſagen førſte Gang var fore, ſaaledes ſom det nys er omtalt. Havde Erlend Olafsſøn vidſt det, vilde han ſikkert have talt et andet Sprog, og højtideligt proteſteret mod at Biſkop Arne lod ſine Befuldmægtigede paa Island foregribe Dommen, og allerede nu handle, ſom om denne var afſagt til hans Fordeel.

Kongen og Hertugen opholdt ſig ikke længe i Nidaros. Allerede den 30te November forlode de Byen for at drage til Bergen, medens Biſkop Arne nu blev tilbage, og paa Erkebiſkoppens Indbydelſe flyttede til ham, hos hvem han tilbragte hele Vintren og en god Deel af Sommeren, indtil han atter fik Penge hjemmefra. Aarſagen til, at Arne nu ikke fulgte med Kongen, var vel fornemmelig den, at han i

  1. Sammeſteds Cap. 71.