været meget virksomme paa Island. I det før omtalte Brev, som Biskop Arne sendte Abbeden fra Bergen om Vaaren 1289, og hvori han anmodede ham om at stevne Hr. Erlend Olafssøn over til Norge, stod der tillige, at det alene tilkom Erkebiskoppen at disponere over Kirkegodserne paa Island; at Erkebiskoppen erklærede Arne for den rette Dommer over alle (kirkelige) Forbrydelser i sit Biskopsdømme, og at alle hans Undermænd skulde lystre hans Dom i disse Sager, samt endelig, hvad der især giver et merkeligt Indblik i Kong Eriks Personlighed, at Erkebiskoppen, som han selv sagde, havde spurgt Kong Erik, om det virkelig var sandt, hvad man foregav, at Ravn havde taget Kirkerne efter hans Brev og Befaling, og at Kongen dertil havde svaret, „at de (d. e. Raadgiverne) vendte Brevene efter sin egen Vilje“[1]. Paa Grund af alt dette bød derfor Biskop Arne i sit Brev, at alle Kirker og deres Gods skulde tages tilbage under Skaalholts Biskopsstol. Strax efter Hr. Erlends Rejse til Norge satte virkelig ogsaa baade Abbeden og Biskop Jørund sig i Bevægelse, idet de droge rundt om i Skaalholts Biskopsdømme, og ved hver Kirke lode anstille Undersøgelse om dens Gods, hvor vidt det var i Behold eller ej, samt erklærede alle ikke bortgivne Kirker at staa til Erkebiskoppens Disposition. Fremdeles lode de paa et Prestemøde oplæse et Brev fra Erkebiskoppen, der bemyndigede Biskoppen i Hole til at handle paa hans Vegne. Ikke faa af de Lægmænd, der i sin Tid havde taget sine Ættekirker tilbage, tabte nu Modet, især da hverken Ravn eller Erlend vare tilstede og kunde tage Stødet. De forpligtede sig til at fravige Kirkerne næste Vaar, og for Resten underkaste sig den Skrift, Erkebiskoppen maatte paalægge dem, mod strax at løses fra det Forbud eller Bann, hvori de ved deres Forhold vare faldne. Men da man ikke blev færdig med disse Forhandlinger førend efter Vintrens Begyndelse, kunde man naturligviis ikke vide noget derom i Norge, da Kirkesagen første Gang var fore, saaledes som det nys er omtalt. Havde Erlend Olafssøn vidst det, vilde han sikkert have talt et andet Sprog, og højtideligt protesteret mod at Biskop Arne lod sine Befuldmægtigede paa Island foregribe Dommen, og allerede nu handle, som om denne var afsagt til hans Fordeel.
Kongen og Hertugen opholdt sig ikke længe i Nidaros. Allerede den 30te November forlode de Byen for at drage til Bergen, medens Biskop Arne nu blev tilbage, og paa Erkebiskoppens Indbydelse flyttede til ham, hos hvem han tilbragte hele Vintren og en god Deel af Sommeren, indtil han atter fik Penge hjemmefra. Aarsagen til, at Arne nu ikke fulgte med Kongen, var vel fornemmelig den, at han i
- ↑ Sammesteds Cap. 71.
