Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/190

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
168
Erik Magnusſøn.

derfor, ſom ſagt, neppe være vel ſtemt mod Kongen. I Bekjendtgjørelſen tales der ogſaa om de øvrige Biſkoppers Samtykke. Da intet almindeligt Biſkopsmøde nys var afholdt, paa hvilket et ſaadant Samtykke kunde erhverves fra dem alle paa een Gang — et Møde ſkulde, ſom nys berørt, juſt afholdes i Efterſommeren — maa Kongen enkeltviis og underhaanden have henvendt ſig til enhver af de øvrige Biſkopper, ligeſom til Erkebiſkoppen, og dette beſtyrker end mere, hvad der ovenfor er ytret om Indrømmelſernes Charakteer og Betydning. Noget kunde man vel allerede have bearbejdet Biſkopperne, ſaavel ſom Erkebiſkoppen ſelv, under deres Nærværelſe paa Toget forrige Sommer, men til nogen Enighed kan man da endnu ikke være kommen, ſiden Bekjendtgjørelſen ikke er udſtedt ſtrax efter, endnu i Høſten 1289. Sandſynligviis har Kongen og Hertugen faaet Biſkop Eivinds Samtykke under deres Ophold i Oslo, ſidſt i October, Biſkop Thorſteins paa deres Rejſe gjennem Hedemarken; med Biſkop Narve kunde de daglig være ſammen i Bergen efter Ankomſten did, og paa ham vare de vel allerede fra førſt af ſikre; og den ſtavangerſke Biſkop Arnes Samtykke kunde der i Tiden fra December 1289 til Mai 1290 være Lejlighed nok til at erholde.

Det er end videre charakteriſtiſk, at den her anførte Bekjendtgjørelſe endog tildeels er affattet, ſom om den ſkulde være til Fordeel for Gejſtligheden, eller have til Henſigt at forebygge, at Lægmændene opførte ſig alt for overmodigt mod de Gejſtlige, thi der indſkærpes hine alvorligt, at udrede til Kirken, hvad den tilkommer, og Fyrſterne bemerke endog, at de ikke ere mindre ſkyldige at ſtaa paa Kirkens, end paa Lægmændenes Ret. Derved ſtoppede man paa en vis Maade Munden for al Proteſt fra Gejſtlighedens Side. Men det lader tillige ane, at denne har gjort endnu ſtørre Eftergivelſer, end de i Brevet berørte.

Hvad Erkebiſkoppen imidlertid tog ſig for, vides ikke, undtagen dette, at han var Biſkop Arne behjelpelig med at affatte Domme og foreſkrive Poenitenſer for de ovenfor omtalte Lægmænd paa Island, der, ængſtede ved Abbed Runulfs og Biſkop Jørunds beſtemte Fremgangsmaade, havde godvilligt krøbet til Korſet, og underkaſtet ſig den Skrift, Erkebiſkoppen maatte paalægge dem. Da Sommeren kom, ſendte Biſkop Arne Breve over til Island, der indeholdt disſe Domme m. m., ſamt Banntruſel for hver den, der endnu ikke paa lignende Maade underkaſtede ſig inden en beſtemt af Biſkoppen faſtſat Termin. Her meldtes derhos Hr. Ravns Død, der viſt vakte ſtor Glæde hos Gejſtligheden, men gjorde Modpartiet end mere forknyt. Men omtrent ſamtidigt med disſe Breve ankom ogſaa Lagmanden, Hr. Erlend Olafsſøn, der altſaa ikke enſede den ham af Erkebiſkoppen forelagte Steevning. Han anſaa ſig vel nemlig ikke længer bunden af denne, efter at have hørt, at Biſkop Arne allerede havde