derfor, som sagt, neppe være vel stemt mod Kongen. I Bekjendtgjørelsen tales der ogsaa om de øvrige Biskoppers Samtykke. Da intet almindeligt Biskopsmøde nys var afholdt, paa hvilket et saadant Samtykke kunde erhverves fra dem alle paa een Gang – et Møde skulde, som nys berørt, just afholdes i Eftersommeren – maa Kongen enkeltviis og underhaanden have henvendt sig til enhver af de øvrige Biskopper, ligesom til Erkebiskoppen, og dette bestyrker end mere, hvad der ovenfor er ytret om Indrømmelsernes Charakteer og Betydning. Noget kunde man vel allerede have bearbejdet Biskopperne, saavel som Erkebiskoppen selv, under deres Nærværelse paa Toget forrige Sommer, men til nogen Enighed kan man da endnu ikke være kommen, siden Bekjendtgjørelsen ikke er udstedt strax efter, endnu i Høsten 1289. Sandsynligviis har Kongen og Hertugen faaet Biskop Eivinds Samtykke under deres Ophold i Oslo, sidst i October, Biskop Thorsteins paa deres Rejse gjennem Hedemarken; med Biskop Narve kunde de daglig være sammen i Bergen efter Ankomsten did, og paa ham vare de vel allerede fra først af sikre; og den stavangerske Biskop Arnes Samtykke kunde der i Tiden fra December 1289 til Mai 1290 være Lejlighed nok til at erholde.
Det er end videre charakteristisk, at den her anførte Bekjendtgjørelse endog tildeels er affattet, som om den skulde være til Fordeel for Gejstligheden, eller have til Hensigt at forebygge, at Lægmændene opførte sig alt for overmodigt mod de Gejstlige, thi der indskærpes hine alvorligt, at udrede til Kirken, hvad den tilkommer, og Fyrsterne bemerke endog, at de ikke ere mindre skyldige at staa paa Kirkens, end paa Lægmændenes Ret. Derved stoppede man paa en vis Maade Munden for al Protest fra Gejstlighedens Side. Men det lader tillige ane, at denne har gjort endnu større Eftergivelser, end de i Brevet berørte.
Hvad Erkebiskoppen imidlertid tog sig for, vides ikke, undtagen dette, at han var Biskop Arne behjelpelig med at affatte Domme og foreskrive Poenitenser for de ovenfor omtalte Lægmænd paa Island, der, ængstede ved Abbed Runulfs og Biskop Jørunds bestemte Fremgangsmaade, havde godvilligt krøbet til Korset, og underkastet sig den Skrift, Erkebiskoppen maatte paalægge dem. Da Sommeren kom, sendte Biskop Arne Breve over til Island, der indeholdt disse Domme m. m., samt Banntrusel for hver den, der endnu ikke paa lignende Maade underkastede sig inden en bestemt af Biskoppen fastsat Termin. Her meldtes derhos Hr. Ravns Død, der vist vakte stor Glæde hos Gejstligheden, men gjorde Modpartiet end mere forknyt. Men omtrent samtidigt med disse Breve ankom ogsaa Lagmanden, Hr. Erlend Olafssøn, der altsaa ikke ensede den ham af Erkebiskoppen forelagte Steevning. Han ansaa sig vel nemlig ikke længer bunden af denne, efter at have hørt, at Biskop Arne allerede havde
