Grønsund, og sejlede med hele Flaaden over til Fyn, hvor de kom endnu samme Aften. Morgenen efter holdt Kongen Raad med sin Broder Hertugen, Biskop Arne, og sine sædvanlige Raadgivere, om hvad man videre skulde tage sig fore. Han selv vilde helst endnu forsøge en Dyst mod Danekongen, men de fleste vare af anden Mening, og Enden blev, at man den Dag sejlede op under Samsø. Herfra tænkte maaske Marsken og Flere at drage til Jylland og forsøge sin Lykke der, men om de end nærede en saadan Plan, forbød den sig selv, da allerede Morgenen efter en heel Deel af Hæren, sandsynligviis Ledingstropperne, uden Orlov sejlede hjem til Norge. Kongen maatte saaledes finde sig i at opløse den øvrige Deel af Flaaden og vende tilbage til Tunsberg, hvor han ankom endnu før Bartholomæusmesse (24de August)[1].
Saaledes endte Kong Eriks første Krigstog til Danmark. Selv høstede han ikke videre Fordeel deraf, og tilføjede heller ikke Danekongen saa megen Skade, som hans uskyldige Undersaatter, hvis Huse brændtes og hvis Ejendom plyndredes. Men det var nu engang den Tids Maade at føre Krig paa. Der gaves dog i det mindste enkelte, som forargede sig derover, nemlig Biskop Arne, der var saa ilde tilfreds med, at Kong Erik forsynede Flaaden ved at tage Strandhugg, som det heed, d. e. røve og nedslagte Kvæg hvor de kunde komme til, at han foresatte sig, og strengt overholdt, ikke at nyde nogen Mad, ikke engang Brød og Smør, som ej hørte til det Forraad, man havde medbragt hjemme fra Norge. Derved leed han selv saa meget, at han fik Skjørbug og mistede flere Tænder, men det ensede han ej. Han blev ikke bedre, førend han kom tilbage til Norge.
Under Krigstoget, og sandsynligviis især under det lange Ophold ved Kjøbenhavn, plejede Kongen, som det lader, livlige Underhandlinger med de nordtydske Stæder, i Særdeleshed de tre frisiske, der ikke vare komne til Forlig med Kongen. Et saadant kom nu i Stand med Staden Kampen, uvist paa hvad Vilkaar, men derimod endnu ikke med Stavern. Den 31te Juli udstedte nemlig Kongen og Hertugen i Fællesskab et Brev, dateret fra Kjøbenhavns Reed, hvori de gjorde vitterligt for alle Norges Indbyggere, at da de nu havde indgaaet Forlig med Kampens Borgere, som de samvittighedsfuldt vilde overholde, og ikke paa sin Side være de første til at bryde, forbøde de herved hver og een at hindre dem eller gjøre dem nogen Myren, hvor de viste sig i Norge med sin Kjøbmandsbedrift, saa længe de selv overholdt Forliget, hvorhos de ogsaa skulde nyde Fred, hvor som helst de maatte møde norske Krigsskibe under den herskende Fejde. Derimod tillagdes det udtrykkeligt, at Borgerne
- ↑ Se Arne B. Saga, Cap. 74.
