Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/182

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
160
Erik Magnusſøn.

Grønſund, og ſejlede med hele Flaaden over til Fyn, hvor de kom endnu ſamme Aften. Morgenen efter holdt Kongen Raad med ſin Broder Hertugen, Biſkop Arne, og ſine ſædvanlige Raadgivere, om hvad man videre ſkulde tage ſig fore. Han ſelv vilde helſt endnu forſøge en Dyſt mod Danekongen, men de fleſte vare af anden Mening, og Enden blev, at man den Dag ſejlede op under Samsø. Herfra tænkte maaſke Marſken og Flere at drage til Jylland og forſøge ſin Lykke der, men om de end nærede en ſaadan Plan, forbød den ſig ſelv, da allerede Morgenen efter en heel Deel af Hæren, ſandſynligviis Ledingstropperne, uden Orlov ſejlede hjem til Norge. Kongen maatte ſaaledes finde ſig i at opløſe den øvrige Deel af Flaaden og vende tilbage til Tunsberg, hvor han ankom endnu før Bartholomæusmesſe (24de Auguſt)[1].

Saaledes endte Kong Eriks førſte Krigstog til Danmark. Selv høſtede han ikke videre Fordeel deraf, og tilføjede heller ikke Danekongen ſaa megen Skade, ſom hans uſkyldige Underſaatter, hvis Huſe brændtes og hvis Ejendom plyndredes. Men det var nu engang den Tids Maade at føre Krig paa. Der gaves dog i det mindſte enkelte, ſom forargede ſig derover, nemlig Biſkop Arne, der var ſaa ilde tilfreds med, at Kong Erik forſynede Flaaden ved at tage Strandhugg, ſom det heed, d. e. røve og nedſlagte Kvæg hvor de kunde komme til, at han foreſatte ſig, og ſtrengt overholdt, ikke at nyde nogen Mad, ikke engang Brød og Smør, ſom ej hørte til det Forraad, man havde medbragt hjemme fra Norge. Derved leed han ſelv ſaa meget, at han fik Skjørbug og miſtede flere Tænder, men det enſede han ej. Han blev ikke bedre, førend han kom tilbage til Norge.

Under Krigstoget, og ſandſynligviis iſær under det lange Ophold ved Kjøbenhavn, plejede Kongen, ſom det lader, livlige Underhandlinger med de nordtydſke Stæder, i Særdeleshed de tre friſiſke, der ikke vare komne til Forlig med Kongen. Et ſaadant kom nu i Stand med Staden Kampen, uviſt paa hvad Vilkaar, men derimod endnu ikke med Stavern. Den 31te Juli udſtedte nemlig Kongen og Hertugen i Fællesſkab et Brev, dateret fra Kjøbenhavns Reed, hvori de gjorde vitterligt for alle Norges Indbyggere, at da de nu havde indgaaet Forlig med Kampens Borgere, ſom de ſamvittighedsfuldt vilde overholde, og ikke paa ſin Side være de førſte til at bryde, forbøde de herved hver og een at hindre dem eller gjøre dem nogen Myren, hvor de viſte ſig i Norge med ſin Kjøbmandsbedrift, ſaa længe de ſelv overholdt Forliget, hvorhos de ogſaa ſkulde nyde Fred, hvor ſom helſt de maatte møde norſke Krigsſkibe under den herſkende Fejde. Derimod tillagdes det udtrykkeligt, at Borgerne

  1. Se Arne B. Saga, Cap. 74.