modentlig har han vel ogsaa faaet nogen Understøttelse af Venner og Undergivne i hans Hjemstavn, Hadafylke, især Ringerike, hvor der endnu ni eller ti Aar senere ytrede sig Misfornøjelse og Stemplinger mod Hertugen[1]. Det lader til, at han har gjort et Angreb paa Oslo, og sat Ild paa den, samt maaskee ved denne Lejlighed overrumplet Hr. Hallkell Agmundssøn, og taget ham til Fange. Naar det heder, at Hr. Hallkell blev indkastet, altsaa i et fast Slot, og siden dræbt paa Isegran, ligger den Slutning nær, at Alf allerede tidligere under sine Herjetog i de danske Farvande, har paa denne lille Ø, der behersker Indløbet til Glommen, og som nu danner en Deel af Frederiksstads Befæstninger, opført en Borg eller Skandse, bag hvilken hans Skibe kunde ligge sikre mod Overfald af de tydske Krydsere, uden at han behøvede at lade dem gaa lige op til Sarpsborg, hvilket var ubelejligt, naar det, som det ofte kunde hænde for ham, gjaldt at gjøre hurtige Udfarter og passe hvert belejligt Øjeblik; det bliver under denne Forudsætning end videre sandsynligt, at Hr. Alfs Overfald paa Oslo er skeet ved en dristig Sejlads ind ad Fjorden[2], at han har faaet Hr. Hallkell i sin Vold, og paa Tilbagevejen sat ham fangen paa Isegran, hvor han da senere paa en skammelig Maade har ladet ham dræbe, maaskee efter at der fra Kongens og Hertugens Side var aabnet Underhandlinger. Hvorledes Kampen førtes, og Alf blev overvunden, erfares ikke, men at en Kamp maa have fundet Sted, sees deraf, at 260 af Alfs Krigsmænd bleve dræbte; thi da det ikke er tænkeligt, at saa mange Mænd bleve henrettede eller aflivede med koldt Blod, maa de være faldne i en Kamp. Aslak Skjenker, der formodentlig har hørt til den Hird, hvormed Alf som Jarl havde omgivet sig, maa være bleven fangen tilligemed andre af Alfs mere anseede Hirdmænd, siden der fortælles, at han selv 8de blev hængt. Af Hertugens Brev til Lübeckerne synes man og at maatte slutte, at disse Uroligheder endnu en Tidlang har hindret den fredelige Handelsforbindelse mellem Stædernes Skibe og Norge, men at alt maa have været forbi, da Brevet blev skrevet, den 19de August, siden Hertugen der taler om Urostifternes „Udryddelse fra Grunden af“; imidlertid seer man dog ogsaa, at denne maa have fundet Sted kun kort Tid i Forvejen. Man erfarer end videre, at hverken Audun Hugleikssøn eller Alfs egen Svoger, Thore Haakonssøn, gjorde fælles Sag med ham, siden de netop i Juni Maaned, da Fejden neppe endnu ganske var til Ende, opholdt sig
