hos Kongen og Hertugen i Tunsberg, som det af disses Beskyttelsesbrev for de danske Kongemordere sees[1]. Heller ikke lader det til, at andre bekjendte Stormænd have taget Alfs Parti. Alf tog, som der fortælles, sin Tilflugt til et Kloster i Sverige, og skal, efter en svensk Beretning, have gjort Knæfald for Kong Magnus og underkastet sig hans Naade[2], hvoraf man da vel ogsaa maa slutte, at Magnus har tilsagt ham sin Beskyttelse. Muligt, at Kong Magnus selv ikke saa ugjerne havde seet, om Alfs Opstand, eller hvad man nu skal kalde det, var lykkets. Der er endnu opbevaret et Brudstykke af et Brev fra Kong Magnus til Alf, saa lydende: „Efterdi Gud har givet eder Naade og Lykke, saa at eders store Ry er vidt udbredt over mange Land og Riger, eders Venner til Glæde, og eders Fiender i Sandhed til Frygt og Rædsel, da raade vi eder, at I ej farer hasteligen frem i eders Raad og Anslag uden vel betænkt Raad, saasom I selv bedst veed, at de Anslag, som man begynder med vel beraadt Hu og Sind, gaa heldigere end de, som man begynder ubetænkt; paa det at I, som nu har et navnkundigt og vidt berømt Ry, ikke skal give eder i nogen Fare, hvorved eders Navn og Lykke kunde formindskes. Og om endog alle Ting kunde gaa efter eders Vilje og Forsæt, er det dog godt, at man seer sig for vel og tryggeligen“[3]. Der er unegtelig intet Forehavende, med Hensyn til hvilket et Advarselsbrev som dette bedre kunde passe, end en Opstand eller Fejde mod Hertugen. Kong Magnus fraraader ham ikke ubetinget at udføre, hvad han har i Sinde, men kun for saa vidt som han ej kunde være sikker paa et heldigt Udfald. Handles der saaledes om en paatænkt Fejde, er det ikke den heldige, men den uheldige Fejde, Kong Magnus søger at forebygge. Da der nu neppe her kan være Tale om noget af Alfs tidligere Søtog, thi disse maatte Kong Magnus fra sit Standpunkt vel ubetinget fraraade ham, synes alene den her omhandlede Fejde at kunne være tilbage at gjette paa, som Brevets Gjenstand, og derpaa passe Udtrykkene unegtelig bedst. Hermed stemmer det og, at Alf flygtede til Sverige og fik Beskyttelse der, thi en saadan maa være bleven ham til Deel, siden vi efter tre Aars Forløb ville see ham komme frem igjen, mægtig nok til at udruste Kaperskibe paa egen Haand. Paa lignende Maade see vi ogsaa svenske Urostiftere tage Flugten til Norge og finde Beskyttelse der omtrent paa samme Tid. Da Folke, Søn af Lagmanden Algot Brynjulfssøn i Vestergøtland, ved sin Broder Karls Hjelp havde røvet den danske Herre David Thorsteinssøns Brud Ingerid, en Datter af Hr.
