Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/161

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
139
1287. Alf Jarls Utlegd og Flugt til Sverige.

hos Kongen og Hertugen i Tunsberg, ſom det af disſes Beſkyttelſesbrev for de danſke Kongemordere ſees[1]. Heller ikke lader det til, at andre bekjendte Stormænd have taget Alfs Parti. Alf tog, ſom der fortælles, ſin Tilflugt til et Kloſter i Sverige, og ſkal, efter en ſvenſk Beretning, have gjort Knæfald for Kong Magnus og underkaſtet ſig hans Naade[2], hvoraf man da vel ogſaa maa ſlutte, at Magnus har tilſagt ham ſin Beſkyttelſe. Muligt, at Kong Magnus ſelv ikke ſaa ugjerne havde ſeet, om Alfs Opſtand, eller hvad man nu ſkal kalde det, var lykkets. Der er endnu opbevaret et Brudſtykke af et Brev fra Kong Magnus til Alf, ſaa lydende: „Efterdi Gud har givet eder Naade og Lykke, ſaa at eders ſtore Ry er vidt udbredt over mange Land og Riger, eders Venner til Glæde, og eders Fiender i Sandhed til Frygt og Rædſel, da raade vi eder, at I ej farer haſteligen frem i eders Raad og Anſlag uden vel betænkt Raad, ſaaſom I ſelv bedſt veed, at de Anſlag, ſom man begynder med vel beraadt Hu og Sind, gaa heldigere end de, ſom man begynder ubetænkt; paa det at I, ſom nu har et navnkundigt og vidt berømt Ry, ikke ſkal give eder i nogen Fare, hvorved eders Navn og Lykke kunde formindſkes. Og om endog alle Ting kunde gaa efter eders Vilje og Forſæt, er det dog godt, at man ſeer ſig for vel og tryggeligen“[3]. Der er unegtelig intet Forehavende, med Henſyn til hvilket et Advarſelsbrev ſom dette bedre kunde pasſe, end en Opſtand eller Fejde mod Hertugen. Kong Magnus fraraader ham ikke ubetinget at udføre, hvad han har i Sinde, men kun for ſaa vidt ſom han ej kunde være ſikker paa et heldigt Udfald. Handles der ſaaledes om en paatænkt Fejde, er det ikke den heldige, men den uheldige Fejde, Kong Magnus ſøger at forebygge. Da der nu neppe her kan være Tale om noget af Alfs tidligere Søtog, thi disſe maatte Kong Magnus fra ſit Standpunkt vel ubetinget fraraade ham, ſynes alene den her omhandlede Fejde at kunne være tilbage at gjette paa, ſom Brevets Gjenſtand, og derpaa pasſe Udtrykkene unegtelig bedſt. Hermed ſtemmer det og, at Alf flygtede til Sverige og fik Beſkyttelſe der, thi en ſaadan maa være bleven ham til Deel, ſiden vi efter tre Aars Forløb ville ſee ham komme frem igjen, mægtig nok til at udruſte Kaperſkibe paa egen Haand. Paa lignende Maade ſee vi ogſaa ſvenſke Uroſtiftere tage Flugten til Norge og finde Beſkyttelſe der omtrent paa ſamme Tid. Da Folke, Søn af Lagmanden Algot Brynjulfsſøn i Veſtergøtland, ved ſin Broder Karls Hjelp havde røvet den danſke Herre David Thorſteinsſøns Brud Ingerid, en Datter af Hr.

  1. Se nedenf S. 142.
  2. Ericus Olai S. 80.
  3. Abſalon Pedersſøns Norges Beſkr. i Suhms Samlinger, II. S. 47.