Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/159

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
137
1287. Alf Jarls Fejde og Utlegd.

ſaa at vi, ved at følge de ſamme Spor, kunne i den Tid, vi med Guds Naade have paataget os Hertugdømmets Styrelſe, ſtyre vore Skridt paa den meſt heldbringende Maade for os og Alle, der leve i Hertugdømmet ſammen med os, idet vi viſe dem den rette Vej og Maade at leve hæderligt. Overvejende alt dette omhyggeligt, have vi kun for Øje at den gjenoprettede Freds Plantning i Norge ſtrax kan voxe op til et højt Skud af Retfærdighed, Orden og Billighed, efter at Fiendſkabens Rødder, hidrørende fra nogle Menneſker, der hverken frygte Gud eller Menneſker, nu fra Grunden af ere bortſkaarne. Udeſtænges maa derfor omhyggeligt Oprørernes (rebellium) kaade Dumdriſtighed, Gud og retfærdige Menneſker forhadt, ſom her hos nogle Avindsmænd af Sandhed og Retfærdighed var rede til at gjøre Ondt, men derimod bør der i Fremtiden for alle gudfrygtige og ærlige Mænd, der i Fred ville beſøge Norge, følge Ro, Fred, ſand Kjærligheds Enighed, og vor ſærdeles Beſkyttelſes Naade“[1]. Hertugen ſtempler her aabenbart de ſamme Mænd, der havde været Hovedaarſag til Krigen mellem Norge og Stæderne, ſom virkelige Oprørere i Landet ſelv, glædende ſig over, at de nu endelig ganſke vare udryddede, og da vi ovenfor have ſeet, at det netop var Hr. Alf, der betragtedes ſom Krigens Ophavsmand, er det tydeligt, at han her ſigter til ham, og i faa Ord antyder hans Partis Nederlag og Udryddelſe. Af alt dette bliver det klart, at en blodig, ſkjønt kortvarig Fejde har været ført. Den rimeligſte Maade at forklare Sagen paa er den, at Alf efter Dronningens Død rimeligviis har vægret ſig ved at give Slip paa de Beſiddelſer i Borgeſysſel, ſom udgjorde Dronningens Livgeding, og ſom maaſkee nu ſkulde tilfalde Hertugen. Det kan vel ogſaa hænde, at Hertugen, hvem Alfs Udnævnelſe til Jarl ganſke viſt var meget imod, og for hvem maaſkee dette var en af Hovedbevæggrundene til ſiden, efter at han var bleven Konge, ganſke at ophæve den indenlandſke Jarleværdighed[2], har ſøgt at udvirke hos Kongen, at Alfs Forleninger ſkulde fratages ham, og at Alf ikke med det gode har villet givet Slip paa dem, men forſvaret ſig med væbnet Haand, eller at han endog, forudſeende at ſaadant vilde ſkee, ſtrax paa Forhaand, efter Dronningens Død, har udſtukket Oprørsfanen. Hvorom alting er, ſaa har han ført en Fejde mod Hertugen og hans Mænd, maaſkee endog mod Kongen ſelv, der tilligemed Hertugen forlod Bergen den 14de April, og ilede til Viken. Alf har da uden al Tvivl benyttet ſig af de Lejetropper, han Aaret forud havde bragt fra England. For-

  1. Lübecks Urkundenb. No. 317; ogſaa i Thorkelins Dipl. II. S. 111.
  2. Det er her værd at erindre, at Alf Jarl virkelig var den ſidſte indenlandſke Jarl i Norge.