saa at vi, ved at følge de samme Spor, kunne i den Tid, vi med Guds Naade have paataget os Hertugdømmets Styrelse, styre vore Skridt paa den mest heldbringende Maade for os og Alle, der leve i Hertugdømmet sammen med os, idet vi vise dem den rette Vej og Maade at leve hæderligt. Overvejende alt dette omhyggeligt, have vi kun for Øje at den gjenoprettede Freds Plantning i Norge strax kan voxe op til et højt Skud af Retfærdighed, Orden og Billighed, efter at Fiendskabens Rødder, hidrørende fra nogle Mennesker, der hverken frygte Gud eller Mennesker, nu fra Grunden af ere bortskaarne. Udestænges maa derfor omhyggeligt Oprørernes (rebellium) kaade Dumdristighed, Gud og retfærdige Mennesker forhadt, som her hos nogle Avindsmænd af Sandhed og Retfærdighed var rede til at gjøre Ondt, men derimod bør der i Fremtiden for alle gudfrygtige og ærlige Mænd, der i Fred ville besøge Norge, følge Ro, Fred, sand Kjærligheds Enighed, og vor særdeles Beskyttelses Naade“[1]. Hertugen stempler her aabenbart de samme Mænd, der havde været Hovedaarsag til Krigen mellem Norge og Stæderne, som virkelige Oprørere i Landet selv, glædende sig over, at de nu endelig ganske vare udryddede, og da vi ovenfor have seet, at det netop var Hr. Alf, der betragtedes som Krigens Ophavsmand, er det tydeligt, at han her sigter til ham, og i faa Ord antyder hans Partis Nederlag og Udryddelse. Af alt dette bliver det klart, at en blodig, skjønt kortvarig Fejde har været ført. Den rimeligste Maade at forklare Sagen paa er den, at Alf efter Dronningens Død rimeligviis har vægret sig ved at give Slip paa de Besiddelser i Borgesyssel, som udgjorde Dronningens Livgeding, og som maaskee nu skulde tilfalde Hertugen. Det kan vel ogsaa hænde, at Hertugen, hvem Alfs Udnævnelse til Jarl ganske vist var meget imod, og for hvem maaskee dette var en af Hovedbevæggrundene til siden, efter at han var bleven Konge, ganske at ophæve den indenlandske Jarleværdighed[2], har søgt at udvirke hos Kongen, at Alfs Forleninger skulde fratages ham, og at Alf ikke med det gode har villet givet Slip paa dem, men forsvaret sig med væbnet Haand, eller at han endog, forudseende at saadant vilde skee, strax paa Forhaand, efter Dronningens Død, har udstukket Oprørsfanen. Hvorom alting er, saa har han ført en Fejde mod Hertugen og hans Mænd, maaskee endog mod Kongen selv, der tilligemed Hertugen forlod Bergen den 14de April, og ilede til Viken. Alf har da uden al Tvivl benyttet sig af de Lejetropper, han Aaret forud havde bragt fra England. For-
