Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/137

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
115
1285. Fredsſlutning i Kalmar mellem Norge og de tydſke Stæder.

færdighed. Svarede da Norges Konge paa Skrivelſen, at han dertil var villig, og at han var beredt til at antage en Dag, paa hvilken han og Danmarks Konge ſkulde komme ſammen og handle om Forliig, da ſkulde Stæderne, ſaa længe Norges Konge fremdeles lagde det ſamme Sindelag for Dagen, ikke hjelpe Kongen af Danmark, eller foretage ſig noget mod Norges Konge, offentligt eller hemmeligt. Naar da begge Konger vare komne ſammen, ſkulde hver af dem vælge een, og begge tilſammen en tredie Voldgiftsmand, der ſkulde paadømme, hvilken af dem der havde ſtørſt Ret paa ſin Side; dømte da disſe tre, eller to af dem, til Fordeel for Norges Konge, ſkulde Stæderne ikke yde Danekongen nogen Hjelp imod ham, men faldt Kjendelſen til Fordeel for Danekongen, ſkulde de nok kunne hjelpe denne, dog kun ſaaledes, at, uagtet Krigen begyndte, ſkulde Folk fra Stæderne, ſom befandt ſig i Norge, og Nordmænd, der befandt ſig i Stæderne, alligevel inden en Maaned efter Dommens Afſigelſe frit kunne vende tilbage med ſit Gods, ja endog, om de ønſkede det, blive hvor de vare, uden Fare for Gods eller Perſon, indtil Krigen var endt. Men hvis Stædernes Indbyggere ikke i 8 Aar, fra ſidſte Pints at regne, hjalp Danekongen, ſkulde de ſenere ikke ſtaa ham bi mod Norges Konge, men hver Stad ſkulde alene have Ret til at hjelpe ſin egen nærmeſte Skytsherre, hvis Norges Konge angreb ham; de ſkulde heller ikke indgaa Forbund med andre Magter mod Norges Konge, men altid undtage ham, og paa lignende Maade ſkulde Norges Konge, hvis han indgik Alliance med andre Magter, altid undtage Stæderne fra at bekriges.

11. For at Frugterne af ſtor Møje og Anſtrengelſe ikke ſkulde ſpildes ved liſtige Paafund og frek Letſindighed, ſkulde denne Dom ſtaa urokkeligt ved Magt og ubrødelig overholdes af begge Parter, og Straffen for enten ikke at underkaſte ſig den eller ſenere at bryde den ſkulde være den ovenfor omtalte, 20000 Mkr. reent Sølv, kølnſk Vegt.

12. Da Stædernes Sendebud ved det foreløbige Møde paa Gullbergseid havde anmeldt, at Byerne Kampen, Stavern og Groeningen ønſkede at indeſluttes i Forliget, og det ſamme Ønſke nu fremdeles blev fremſat, beſtemtes der, at, hvis disſe tre Byer inden førſtkommende St. Hansdag ſendte Kong Magnus og Kong Erik deres Breve paa, at det virkelig var deres Vilje, var Kong Magnus villig til at afgjøre deres Anliggender paa ſamme Maade ſom de ſyv Stæders, efter bedſte Samvittighed, ſamt angive en Dag, naar Befuldmægtigede fra dem og Norges Konge i det Øjemed ſkulde indfinde ſig hos ham; kunde det ikke ſkee inden næſte St. Hansdag, eller overhoved inden den Tid ingen Overeenskomſt kom i Stand, ſkulde, til Overholdelſe af Freden mellem Norge og de ſyv øſterſøiſke Stæder, disſe ikke maatte indlade ſine Va-