færdighed. Svarede da Norges Konge paa Skrivelsen, at han dertil var villig, og at han var beredt til at antage en Dag, paa hvilken han og Danmarks Konge skulde komme sammen og handle om Forliig, da skulde Stæderne, saa længe Norges Konge fremdeles lagde det samme Sindelag for Dagen, ikke hjelpe Kongen af Danmark, eller foretage sig noget mod Norges Konge, offentligt eller hemmeligt. Naar da begge Konger vare komne sammen, skulde hver af dem vælge een, og begge tilsammen en tredie Voldgiftsmand, der skulde paadømme, hvilken af dem der havde størst Ret paa sin Side; dømte da disse tre, eller to af dem, til Fordeel for Norges Konge, skulde Stæderne ikke yde Danekongen nogen Hjelp imod ham, men faldt Kjendelsen til Fordeel for Danekongen, skulde de nok kunne hjelpe denne, dog kun saaledes, at, uagtet Krigen begyndte, skulde Folk fra Stæderne, som befandt sig i Norge, og Nordmænd, der befandt sig i Stæderne, alligevel inden en Maaned efter Dommens Afsigelse frit kunne vende tilbage med sit Gods, ja endog, om de ønskede det, blive hvor de vare, uden Fare for Gods eller Person, indtil Krigen var endt. Men hvis Stædernes Indbyggere ikke i 8 Aar, fra sidste Pints at regne, hjalp Danekongen, skulde de senere ikke staa ham bi mod Norges Konge, men hver Stad skulde alene have Ret til at hjelpe sin egen nærmeste Skytsherre, hvis Norges Konge angreb ham; de skulde heller ikke indgaa Forbund med andre Magter mod Norges Konge, men altid undtage ham, og paa lignende Maade skulde Norges Konge, hvis han indgik Alliance med andre Magter, altid undtage Stæderne fra at bekriges.
11. For at Frugterne af stor Møje og Anstrengelse ikke skulde spildes ved listige Paafund og frek Letsindighed, skulde denne Dom staa urokkeligt ved Magt og ubrødelig overholdes af begge Parter, og Straffen for enten ikke at underkaste sig den eller senere at bryde den skulde være den ovenfor omtalte, 20000 Mkr. reent Sølv, kølnsk Vegt.
12. Da Stædernes Sendebud ved det foreløbige Møde paa Gullbergseid havde anmeldt, at Byerne Kampen, Stavern og Groeningen ønskede at indesluttes i Forliget, og det samme Ønske nu fremdeles blev fremsat, bestemtes der, at, hvis disse tre Byer inden førstkommende St. Hansdag sendte Kong Magnus og Kong Erik deres Breve paa, at det virkelig var deres Vilje, var Kong Magnus villig til at afgjøre deres Anliggender paa samme Maade som de syv Stæders, efter bedste Samvittighed, samt angive en Dag, naar Befuldmægtigede fra dem og Norges Konge i det Øjemed skulde indfinde sig hos ham; kunde det ikke skee inden næste St. Hansdag, eller overhoved inden den Tid ingen Overeenskomst kom i Stand, skulde, til Overholdelse af Freden mellem Norge og de syv østersøiske Stæder, disse ikke maatte indlade sine Va-
