Stædernes Indbyggere i Norge eller Nordmændene i Stæderne fra at kjøbe alt hvad de lystede, til hvilken som helst Tid af Dagen, fra Morgen til Aften.
7. Da der, som det heed, „af ringe Ord ofte kunde komme Ordvexling, af Ordvexling Uenighed, og af Uenighed virkelig Fare“, bestemtes der, til Forebyggelse deraf, med begge Parters Befuldmægtigedes Samtykke, at hvad enten Indbyggere af hine Stæder gjorde eller talte noget til Spot eller Foragt for en Nordmand, eller omvendt, skulde den, der gjorde sig skyldig i saadant, straffes, som om Krænkelsen var tilføjet Fornærmerens egen Landsmand, og dette skulde i det seneste skee inden en Maaned efter at Norges Konge havde tilskrevet Stæderne, eller disse Kongen, om at en saadan Æreskrænkelse havde fundet Sted.
8. Til des større Befæstelse af Fred og Venskab mellem begge Parter, bestemtes det, at alle de Privilegier, som Kong Erik og hans Forgjængere havde tilstaaet Borgerne af de nævnte tydske Stæder, skulde fremdeles staa ved Magt, og desforuden tilføjedes, med de kongelige norske Befuldmægtigedes Samtykke, følgende yderligere Friheder: a) at de skulde kunne maale Haa-Tran[1] hvor de vilde til fri Udførsel, b) at de skulde nyde Landets Love som de Indfødde, hvad enten de stevnedes for Fehirderne eller Andre, og c) at Kjøbmændene fra hine 7 Stæder, naar de kom til nogen norsk Kjøbstads Havn, skulde kunne lægge til Bryggen, uden at spørge Gjaldkeren om Tilladelse; dog skulde hans Tilladelse indhentes til at losse.
9. „For at ikke Ubetydeligheder skulde rokke, hvad der burde være urokkeligt“, bestemtes det, at, hvis Privatmænd af den ene Part fornærmede Privatmænd af den anden, skulde saadanne Overtrædelser straffes efter Lov eller Sedvane paa det Sted, hvor Fornærmelsen skede, men Freden lige fuldt vedvare; og hvis nogen, der tilhørte den ene Part, samlede en heel Skare omkring sig og røvede og plyndrede fra den anden, skulde han ikke nyde nogen Opmuntring, Bistand eller Tilflugt hos de øvrige paa samme Side, men dersom saadant alligevel blev ham til Deel, skulde vedkommende Part lide den Straf, som nedenfor bestemmes, men Freden selv derfor ikke afbrydes[2].
10. Hvis Danmarks Konge, klagende over, at Norges Konge havde forurettet ham, paakaldte Stædernes Hjelp mod ham, skulde Stæderne tilskrive den sidste, at han maattee lade Danmarks Konge vederfares Ret-
- ↑ I Originalen halyus, d. e. efter svensk Form, hátjús, eller, som det kaldes i Erkebiskop Jons Tiende-Regulativ, hákarlalýsi, hákerlingalýsi.
- ↑ Her sigtes umiskjendeligt til Hr. Alf Erlingssøns paa egen Haand foretagne Herjetog. Straffen var den allerede ovenfor omtalte og i Artikel 11 gjentagne Bod af 20000 Mkr. Sølv.
