Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/136

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
114
Erik Magnusſøn.

Stædernes Indbyggere i Norge eller Nordmændene i Stæderne fra at kjøbe alt hvad de lyſtede, til hvilken ſom helſt Tid af Dagen, fra Morgen til Aften.

7. Da der, ſom det heed, „af ringe Ord ofte kunde komme Ordvexling, af Ordvexling Uenighed, og af Uenighed virkelig Fare“, beſtemtes der, til Forebyggelſe deraf, med begge Parters Befuldmægtigedes Samtykke, at hvad enten Indbyggere af hine Stæder gjorde eller talte noget til Spot eller Foragt for en Nordmand, eller omvendt, ſkulde den, der gjorde ſig ſkyldig i ſaadant, ſtraffes, ſom om Krænkelſen var tilføjet Fornærmerens egen Landsmand, og dette ſkulde i det ſeneſte ſkee inden en Maaned efter at Norges Konge havde tilſkrevet Stæderne, eller disſe Kongen, om at en ſaadan Æreskrænkelſe havde fundet Sted.

8. Til des ſtørre Befæſtelſe af Fred og Venſkab mellem begge Parter, beſtemtes det, at alle de Privilegier, ſom Kong Erik og hans Forgjængere havde tilſtaaet Borgerne af de nævnte tydſke Stæder, ſkulde fremdeles ſtaa ved Magt, og desforuden tilføjedes, med de kongelige norſke Befuldmægtigedes Samtykke, følgende yderligere Friheder: a) at de ſkulde kunne maale Haa-Tran[1] hvor de vilde til fri Udførſel, b) at de ſkulde nyde Landets Love ſom de Indfødde, hvad enten de ſtevnedes for Fehirderne eller Andre, og c) at Kjøbmændene fra hine 7 Stæder, naar de kom til nogen norſk Kjøbſtads Havn, ſkulde kunne lægge til Bryggen, uden at ſpørge Gjaldkeren om Tilladelſe; dog ſkulde hans Tilladelſe indhentes til at losſe.

9. „For at ikke Ubetydeligheder ſkulde rokke, hvad der burde være urokkeligt“, beſtemtes det, at, hvis Privatmænd af den ene Part fornærmede Privatmænd af den anden, ſkulde ſaadanne Overtrædelſer ſtraffes efter Lov eller Sedvane paa det Sted, hvor Fornærmelſen ſkede, men Freden lige fuldt vedvare; og hvis nogen, der tilhørte den ene Part, ſamlede en heel Skare omkring ſig og røvede og plyndrede fra den anden, ſkulde han ikke nyde nogen Opmuntring, Biſtand eller Tilflugt hos de øvrige paa ſamme Side, men derſom ſaadant alligevel blev ham til Deel, ſkulde vedkommende Part lide den Straf, ſom nedenfor beſtemmes, men Freden ſelv derfor ikke afbrydes[2].

10. Hvis Danmarks Konge, klagende over, at Norges Konge havde forurettet ham, paakaldte Stædernes Hjelp mod ham, ſkulde Stæderne tilſkrive den ſidſte, at han maattee lade Danmarks Konge vederfares Ret-

  1. I Originalen halyus, d. e. efter ſvenſk Form, hátjús, eller, ſom det kaldes i Erkebiſkop Jons Tiende-Regulativ, hákarlalýsi, hákerlingalýsi.
  2. Her ſigtes umiſkjendeligt til Hr. Alf Erlingsſøns paa egen Haand foretagne Herjetog. Straffen var den allerede ovenfor omtalte og i Artikel 11 gjentagne Bod af 20000 Mkr. Sølv.