med tilstrækkelig Fuldmagt til det Møde, som skulde holdes paa Gullbergseid den følgende Sommer, skulde der dog vederfares den Retfærdighed[1]. Da Mødet var hævet, begav Kong Erik sig, som det ovenfor er nævnt, tilbage til Kongehelle, hvor han den 9de Juli udstedte et aabent Brev, i hvilket han forpligtede sig til at sende enhver af de syv Stæder en Gjenpart af det nys anførte Forsikrings-Brev til Mødet i Kalmar, for saa vidt de samme Stæder igjen sendte ham eller hans Sendebud et lignende[2].
Saaledes var da en Stilstand med de østersøiske Stæder sluttet, og da der ikke tales om noget nyt Herjetog fra norsk Side i dette Aar efter det før omtalte under Hr. Alf Erlingssøn, have vel Fiendtlighederne ganske ophørt for den øvrige Deel af Aaret. Fra 1ste August af har vel altsaa Skibsfarten fra Stæderne nogenledes kunnet foregaa som før, og den trykkende Dyrtid i Norge begyndt at ophøre.
Mødet i Kalmar blev afholdt ganske som foreskrevet. Hvilke de to Befuldmægtigede og Dommere vare, der sendtes fra Norge, vides desværre ikke, lige saa lidet som hvad de tydske Gesandter heed; sandsynligviis har man fra norsk Side sendt nogle af de mest anseede Herrer, og man skulde fristes til at antage, at ogsaa denne Gang Bjarne Erlingssøn og hans Broder Vidkunn, som de mest øvede Underhandlere, have været brugte, tilligemed et Par Gejstlige. Stæderne synes at have valgt sine Befuldmægtigede m. m. og raadslaaet om disses Instruction, paa et Fællesmøde i Rostock; her blev det ogsaa besluttet at anholde om Grid for Fyrst Vitslav af Rügen til Mødet i Kalmar, da man ventede, at han ved sin Nærværelse vilde udrette meget til Stædernes Fordeel. Raadmændene i Rostock skrev i de forsamlede Stæders Navn til dem i Lübeck om at udvirke en saadan Grid. Sandsynligviis var da Vitslav tilstede ved Mødet[3]. Det viste sig snart ved Forhandlingerne, at Sagerne vare for mange og for indviklede, til at de udvalgte Dommere kunde faa dem afgjorte; desuden var ogsaa Tiden vel knap. De benyttede sig derfor af sin Fuldmagt til at paakalde Kong Magnus’s Voldgiftskjendelse, og det blev da vedtaget, at hvad han i Løbet af en Maaned, fra St. Lucas’s Dan (18de October) at regne, dømte, det skulde staa urokkeligt ved Magt, under en Bod af 20000 Mkr. (kølnsk Vegt), som den, der enten ikke underkastede sig Dommen, eller brød den, efter at den var afsagt, skulde udrede, Halvdelen til Kong Magnus, Halvdelen til den fornærmede Part. Efter
