keligt ud, at Hertugens Ven, Forbundne og Med-Interesserede, Grev Jakob af Nordre-Halland i dette Aar blev gjort til Ridder af den norske Konge, medens Erik Knutssøn af Søndre-Halland, ligesaa blev gjort til Ridder af den svenske Konge[1]. Det kan neppe betvivles, at dette er skeet paa Festlighederne under Mødet, hvorved da sikkert ogsaa Hertugen skulde indfinde sig; at Jakob modtog Ridderværdigheden af den norske Konges Haand, vidner om hans nærmere Forstaaelse med denne, og formodentlig skulde da Hertugen, om han var kommen, have oplagt Raad med ham og Grev Jakob mod Danmarks Konge. Under saadanne Omstændigheder kan man nok finde det rimeligt, at denne, om han end tidligere havde lovet at deeltage i Forhandlingerne, nu tabte Lysten dertil. Men paa den anden Side have da vel ogsaa Stædernes Befuldmægtigede anseet sig berettigede at handle paa egen Haand, især da Overeenskomsten kun var foreløbig, og det endnu stod den danske Konge frit for at deeltage i de endelige Forhandlinger. Da Overeenskomsten sluttedes, og Kong Erik udstedte sit Brev, vidste man sandsynligviis allerede, hvad der var skeet i Danmark, og at den danske Konge intet vilde have med disse Underhandlinger at skaffe. Til dette uvenskabelige Sindelag fra dansk Side sigtes der umiskjendeligt i Kong Eriks Brev, hvor det gjøres til en af Betingelserne for de tydske Kjøbmænds midlertidige Adgang til at handle i Norge, „at de ikke understøttede Kongens eller Landets Fiender, der negtede ham eller hans Undersaatter Retfærdighed“. Ogsaa Kong Magnus af Sverige udstedte samme Dag (3die Juli), et aabent Brev, hvori han bevidnede, at han havde paataget sig Voldgiftshvervet mellem Norges Konges Undersaatter paa den ene Side, og de syv tydske Søstæder, Lübeck, Wismar, Rostock, Stralsund, Greifswalde, Visby og Riga paa den anden, og aflagt Eed paa at ville dømme retfærdigt. Foruden de allerede anførte Bestemmelser tilføjedes det her, at hvis en af de to Bud eller Befuldmægtigede, som Stæderne skulde sende, døde, inden han kom til Mødet, skulde den overlevende have Fuldmagt paa begges Vegne, samt at, for saa vidt nogen anden Stad, der meente at have lidt lignende Overlast fra norsk Side, ønskede at indsluttes i Voldgiften, maatte den underrette ham derom skriftligt inden førstkommende Michelsdag, dog saaledes at hvis nogen Stad formedelst lovlige Hindringer ikke til den Tid kunde bringe noget saadant Brev, men dog sendte Mænd
- ↑ Dette fortælles i de esromske Annaler, Scr. I. S. 248, saavel som paa flere andre Steder; det heder endog hos Stral (Scr. III. 314), at Grev Jakob blev creeret til eques auratus af Norges Konge. Dette betegner vel, at han blev dubbet til Ridder paa den ellers i Europa brugelige Maade, ikke paa den norske Viis, da Ridder- eller Skutilsveins-Titelen i Norge kun var en Rangtitel, ringere end det Trin, Jakob allerede som Greve havde naaet.
