ogsaa belejligst at opsøge ham under hans Ophold ved Gøta-Elven, foruden at det saa mindst mistænkeligt ud, at søge ham ved Fyrstemødet. Hvad der bevægede Kong Erik i Danmark til at slutte, at Valdemar havde Ondt i Sinde, angives ikke; det heder vistnok i en enkelt Annal, at han allerede havde paaført sin Konge Krig, men i saa Fald havde han vel ikke rejst gjennem Sjæland; det er altsaa tydeligt nok, at han endnu ingen aabenbare Skridt havde gjort til at begynde Fejde, men at man alene mistænkte ham for at pønse derpaa. Hertil havde man dog al mulig Grund. Valdemar var, som ovenfor nævnt, ikke tilfreds med de Betingelser, hvorpaa han havde faaet Forleningen, og tvistede desuden med Kongen om Als og flere Godser i Hertugdømmet, som Kongen regnede til sit Patrimonialgods. Denne Trætte var nys ved tolv Mands Dom paa Danehofet i Nyborg den 28de Mai afgjort ganske til Kongens Fordeel, idet baade Als og Arvegodset tildømtes denne[1]. Herover maatte Hertugen naturligviis blive yderst forbitret, og har vel endog ladet sig forlyde med, at han ikke agtede at bryde sig om Dommen, eller overhoved givet saa tydelige Tegn paa sin Harme[2], at Kongen maatte finde det højst mistænkeligt, da han, sandsynligviis neppe en Maaned efter Dommens Afsigelse[3], vilde begive sig til Fyrstemødet paa Gullbergseid, saa at Kongen for Sikkerheds Skyld ansaa det bedst at lade ham gribe og fængsle. Kongen lod det ikke engang blive derved, men satte sig endog i Besiddelse af Hertugens Slot Tønder[4], og lod det nedbryde; alt dette viser noksom, at han maa have anseet sig aldeles overbeviist om Hertugens paatænkte Forræderi. Det seer ogsaa ikke lidet mistæn-
- ↑ Dommen findes meddeelt hos Huitfeldt S. 288, og efter ham hos Suhm, X. S. 898.
- ↑ At han har ytret eller i sine Gjerninger viist noget saadant, sees tydeligt nok af det Forsikringsdocument, Hertugen ved sin Frigivelse Aaret efter maatte udstede. Her renoncerer han udtrykkelig paa Als og det kongelige Patrimonialgods i Hertugdømmet. Han lover tillige, aldrig mere at raabe til eller befordre Kongens Død eller Fangenskab, eller bidrage til at berøve ham Besiddelser, eller forbinde sig, conspirere eller practisere mod Riget o. s. v., hvilket ogsaa altsammen noksom lægger for Dagen, hvad man mistænkte ham for. Se Brevet, meddeelt hos Huitfeldt S. 290, og hos Suhm, X. 921.
- ↑ Dommen afsagdes 28de Mai, og Mødet paa Gullbergseid var berammet til 24de Juni. Det er endog ikke usandsynligt, at Hertugen allerede havde hemmeligt henvendt sig til de norske Gesandter, Bjarne og Biskop Narve, paa Danehofet i Nyborg.
- ↑ Dette berettes, foruden af Huitfeldt, udtrykkeligt i de esromske Annaler l. c S. 248.
med 1317, sige, at Hertugen vilde gaa til Sverige for at skaffe en Hær til Veje mod Kongen. Huitfeldt veed at fortælle, at Hertugen „var paa Anslag at ville drage udi Norge, der at forbinde sig mod Kongen“.
