Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/132

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
110
Erik Magnusſøn.

ogſaa belejligſt at opſøge ham under hans Ophold ved Gøta-Elven, foruden at det ſaa mindſt mistænkeligt ud, at ſøge ham ved Fyrſtemødet. Hvad der bevægede Kong Erik i Danmark til at ſlutte, at Valdemar havde Ondt i Sinde, angives ikke; det heder viſtnok i en enkelt Annal, at han allerede havde paaført ſin Konge Krig, men i ſaa Fald havde han vel ikke rejſt gjennem Sjæland; det er altſaa tydeligt nok, at han endnu ingen aabenbare Skridt havde gjort til at begynde Fejde, men at man alene mistænkte ham for at pønſe derpaa. Hertil havde man dog al mulig Grund. Valdemar var, ſom ovenfor nævnt, ikke tilfreds med de Betingelſer, hvorpaa han havde faaet Forleningen, og tviſtede desuden med Kongen om Als og flere Godſer i Hertugdømmet, ſom Kongen regnede til ſit Patrimonialgods. Denne Trætte var nys ved tolv Mands Dom paa Danehofet i Nyborg den 28de Mai afgjort ganſke til Kongens Fordeel, idet baade Als og Arvegodſet tildømtes denne[1]. Herover maatte Hertugen naturligviis blive yderſt forbitret, og har vel endog ladet ſig forlyde med, at han ikke agtede at bryde ſig om Dommen, eller overhoved givet ſaa tydelige Tegn paa ſin Harme[2], at Kongen maatte finde det højſt mistænkeligt, da han, ſandſynligviis neppe en Maaned efter Dommens Afſigelſe[3], vilde begive ſig til Fyrſtemødet paa Gullbergseid, ſaa at Kongen for Sikkerheds Skyld anſaa det bedſt at lade ham gribe og fængſle. Kongen lod det ikke engang blive derved, men ſatte ſig endog i Beſiddelſe af Hertugens Slot Tønder[4], og lod det nedbryde; alt dette viſer nokſom, at han maa have anſeet ſig aldeles overbeviiſt om Hertugens paatænkte Forræderi. Det ſeer ogſaa ikke lidet mistæn-

    med 1317, ſige, at Hertugen vilde gaa til Sverige for at ſkaffe en Hær til Veje mod Kongen. Huitfeldt veed at fortælle, at Hertugen „var paa Anſlag at ville drage udi Norge, der at forbinde ſig mod Kongen“.

  1. Dommen findes meddeelt hos Huitfeldt S. 288, og efter ham hos Suhm, X. S. 898.
  2. At han har ytret eller i ſine Gjerninger viiſt noget ſaadant, ſees tydeligt nok af det Forſikringsdocument, Hertugen ved ſin Frigivelſe Aaret efter maatte udſtede. Her renoncerer han udtrykkelig paa Als og det kongelige Patrimonialgods i Hertugdømmet. Han lover tillige, aldrig mere at raabe til eller befordre Kongens Død eller Fangenſkab, eller bidrage til at berøve ham Beſiddelſer, eller forbinde ſig, conſpirere eller practiſere mod Riget o. ſ. v., hvilket ogſaa altſammen nokſom lægger for Dagen, hvad man mistænkte ham for. Se Brevet, meddeelt hos Huitfeldt S. 290, og hos Suhm, X. 921.
  3. Dommen afſagdes 28de Mai, og Mødet paa Gullbergseid var berammet til 24de Juni. Det er endog ikke uſandſynligt, at Hertugen allerede havde hemmeligt henvendt ſig til de norſke Geſandter, Bjarne og Biſkop Narve, paa Danehofet i Nyborg.
  4. Dette berettes, foruden af Huitfeldt, udtrykkeligt i de esromſke Annaler l. c S. 248.