flere Forhandlinger, og efter at mange forstandige Mænds Raad var hørt, afsagde Kong Magnus den 31te October følgende Dom:
1. Der skulde for Fremtiden bestandig være Fred og Venskab mellem begge Parter, Norge og Stæderne, uden nogen Falskhed eller Svig.
2. Alt det Gods, som af tydske Kjøbmænds taksatte[1] eller beslaglagte Varer endnu var tilbage i Norge, skulde, paa Ejernes eller deres Arvingers Fordring, tilbagegives Vedkommende i Bergen, saafremt Fordringen indgaves inden næste Aars St. Hans Dag, hvilket skulde være den yderste Restitutions-Termin[2].
3. For at Venskabsbaandet kunde knyttes endnu sterkere, efter at alle gjensidige Skadetilføjelser vare ophørte og al Tvist udslettet, skulde Nordmændene, inden et Aar fra næste St. Hans Dag at regne, udrede til Stædernes Befuldmægtigede, i Tunsberg, 6000 Mkr. norske Sølvpenge, hvoraf der gik 3 Mkr. paa een Mk. reent, til Deling blandt de Skadelidte. Pengene skulde erlægges i Tunsberg, til Stædernes Befuldmægtigede.
4. Da Indbyggerne i Stralsund tidligere havde foretaget sig noget til Skade for Kong Eriks gode Navn og Rygte[3], og Indbyggerne af Rostock havde holdt nogle af Kongens Mænd fangne over den ved Stilstanden til Gullbergseid fastsatte Tid, skulde disse to Byer inden et Aar fra næste St. Hansdag at regne, sende sex skjellige Gesandter, Stralsund fire, og Rostock to, til Kong Erik med Undskyldningsbreve fra Byernes Fornemste, og med ydmyg Bøn til Kongen om hans Tilgivelse, fordi de havde forbrudt sig mod hans kongelige Ære og Værdighed.
5. Alle de Personer, Skibe og Ejendele, der ifølge Stilstanden til Gullbergseid skulde tilbagegives, men endnu ikke vare udleverede, skulde strax paa Fordring løsgives, senest inden næste St. Hans Dag.
6. Med begge Parters Befuldmægtigedes Samtykke bestemtes det, at Indbyggerne af de oftere nævnte syv Stæder skulde i Norge, og Nordmændene i de samme Stæder, kunne kjøbe hvad som helst, lige saa godt som de vare Indfødde, ej alene af Borgere og Kjøbstadsmænd, men og af Fremmede og Bønder, og frit udføre hvad de kjøbte, med mindre der var paabudt almindeligt Forbud, der lige saa vel gjaldt for Landets egne Børn; ellers skulde intet særegent Forbud kunne hindre
- ↑ I Domsbrevet, der er forfattet paa Latin, bruges Udtrykket taxatus, der lige frem synes at være det norske taksettr, latiniseret.
- ↑ Meningen var aabenbart, skjønt det ikke siges udtrykkeligt, at Fordringerne skulde prøves og godkjendes paa det Mode, man tænkte at afholde paa Gullbergseid den 1ste Juli 1286.
- ↑ Hvori dette bestod, nævnes ingensteds.
