Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/135

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
113
1285. Fredsſlutning i Kalmar mellem Norge og de tydſke Stæder.

flere Forhandlinger, og efter at mange forſtandige Mænds Raad var hørt, afſagde Kong Magnus den 31te October følgende Dom:

1. Der ſkulde for Fremtiden beſtandig være Fred og Venſkab mellem begge Parter, Norge og Stæderne, uden nogen Falſkhed eller Svig.

2. Alt det Gods, ſom af tydſke Kjøbmænds takſatte[1] eller beſlaglagte Varer endnu var tilbage i Norge, ſkulde, paa Ejernes eller deres Arvingers Fordring, tilbagegives Vedkommende i Bergen, ſaafremt Fordringen indgaves inden næſte Aars St. Hans Dag, hvilket ſkulde være den yderſte Reſtitutions-Termin[2].

3. For at Venſkabsbaandet kunde knyttes endnu ſterkere, efter at alle gjenſidige Skadetilføjelſer vare ophørte og al Tviſt udſlettet, ſkulde Nordmændene, inden et Aar fra næſte St. Hans Dag at regne, udrede til Stædernes Befuldmægtigede, i Tunsberg, 6000 Mkr. norſke Sølvpenge, hvoraf der gik 3 Mkr. paa een Mk. reent, til Deling blandt de Skadelidte. Pengene ſkulde erlægges i Tunsberg, til Stædernes Befuldmægtigede.

4. Da Indbyggerne i Stralſund tidligere havde foretaget ſig noget til Skade for Kong Eriks gode Navn og Rygte[3], og Indbyggerne af Roſtock havde holdt nogle af Kongens Mænd fangne over den ved Stilſtanden til Gullbergseid faſtſatte Tid, ſkulde disſe to Byer inden et Aar fra næſte St. Hansdag at regne, ſende ſex ſkjellige Geſandter, Stralſund fire, og Roſtock to, til Kong Erik med Undſkyldningsbreve fra Byernes Fornemſte, og med ydmyg Bøn til Kongen om hans Tilgivelſe, fordi de havde forbrudt ſig mod hans kongelige Ære og Værdighed.

5. Alle de Perſoner, Skibe og Ejendele, der ifølge Stilſtanden til Gullbergseid ſkulde tilbagegives, men endnu ikke vare udleverede, ſkulde ſtrax paa Fordring løsgives, ſeneſt inden næſte St. Hans Dag.

6. Med begge Parters Befuldmægtigedes Samtykke beſtemtes det, at Indbyggerne af de oftere nævnte ſyv Stæder ſkulde i Norge, og Nordmændene i de ſamme Stæder, kunne kjøbe hvad ſom helſt, lige ſaa godt ſom de vare Indfødde, ej alene af Borgere og Kjøbſtadsmænd, men og af Fremmede og Bønder, og frit udføre hvad de kjøbte, med mindre der var paabudt almindeligt Forbud, der lige ſaa vel gjaldt for Landets egne Børn; ellers ſkulde intet ſæregent Forbud kunne hindre

  1. I Domsbrevet, der er forfattet paa Latin, bruges Udtrykket taxatus, der lige frem ſynes at være det norſke taksettr, latiniſeret.
  2. Meningen var aabenbart, ſkjønt det ikke ſiges udtrykkeligt, at Fordringerne ſkulde prøves og godkjendes paa det Mode, man tænkte at afholde paa Gullbergseid den 1ſte Juli 1286.
  3. Hvori dette beſtod, nævnes ingenſteds.