Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/123

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
101
1285. Krig mellem de vendiſke Stæder og Norge.

mænd, der ville ſejle over til eders Rige eller andre Lande. Vi bede eder derfor, at I af Kjærlighed til os ville med eders vældige Arm tugte alle ſaadanne Rænkeſmede og Forſtyrrere af vort Riges Velvære; vi ſkulle i lignende Tilfælde uden Vægring ſtaa eder og eders bi“. Kongen ſluttede med at udbede ſig Kong Edwards Svar paa Anmodningen tilbageſendt med Overbringeren, hvis Navn ikke anføres, men, ſom man ſeer, førte Herretitel, altſaa var Ridder eller Baron, og kaldes Kongens kjære og troe Mand, hvorhos han meldte, at han ſelv var ved god Helbred. En Følge af de fra de nordtydſke Fyrſter indkomne Foreſtillinger var det vel, at Kongen ſex Dage ſenere ſkrev et Brev til Lübeck, Hamburg, Wismar, Roſtock, Bremen[1], Stralſund, Greifswalde, Stettin, Demmin, Anklam, Elbing, Gotland, Riga og Reval, i en beroligende Tone, ytrende, at, uagtet Menneſkeſlægtens onde Fiende, betragtende Kjærlighed med onde Øjne, uophørligt arbejdede paa at forbitre Venſkabets og Hengivenhedens Baand mellem Menneſkene, var det en Pligt at modſtaa ſamme Fiende med oprigtig og uſkrømtet Iver; da nu de tydſke Kjøbmænd paaſtod inden det norſke Riges Grænſer, og Nordmændene omvendt i de tydſke Stæder, at have lidt ſtore Retskrænkelſer og Skadetilføjelſer, vilde han derfor efter Evne bidrage til, at al Uenighed, ſom maatte flyde af disſe Ubehageligheder, ganſke kunde undgaaes, og erklærede herved, at for Fredens Skyld og til fælles Bedſte vilde han lade enhver tydſk Kjøbmand, der enten for ham ſelv eller Lagmændene lovligt beviſte, at han fra norſk Side havde lidt nogen Forurettelſe, nyde fuld Rets-Erſtatning efter Rigets Love og Sædvaner, ligeſom han ogſaa ventede, at den ſamme Behandling vilde blive de Nordmænd til Deel, der paa lignende Maade godtgjorde for vedkommende Raadmænd, at de vare blevne forurettede af Stædernes Borgere; desforuden ſkulde de tydſke Kjøbmænd, der naar ſom helſt beſøgte Norge, nyde de ſamme Friheder, Rettigheder og Privilegier, ſom Kongens Fader og Forfædre havde tilſtaaet dem, naar kun de norſke Kjøbmænd, der beſøgte Stæderne, nøde de ſamme Friheder og Rettigheder, ſom de fra gammel Tid havde plejet at nyde. Men denne Skrivelſe affærdigede Sagen alt for let, og det Erſtatningstilbud, den indeholdt, var alt for lidet beſtemt, til at Stæderne dermed kunde lade ſig nøje. De vilde have Tilſagn om en beſtemt Erſtatnings-Sum. Det er vel heller ikke uſandſynligt, at de endog med en vis Glæde grebe Lejligheden til at bringe

  1. Det er underligt, at Bremen her nævnes, da det dog maa anſees viſt, at denne Stad nu ei laa i Krig med Norge: men Aarſagen er vel den, at dette Brev endnu, ſom det ſynes, med Flid ignorerer de ſyv øſterſøiſke Stæders Krigsforhold til Norge, og holder ſig til den tidligere Tingenes Orden.