Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/122

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
100
Erik Magnusſøn.

Omtrent den ſamme Anmodning gjorde Henrik, Herre af Werle, Sveriges Konge i en Skrivelſe til denne[1]. Anaſtaſia, Fyrſtinde til Meklenburg, og hendes Sønner ſaavel ſom Henrik af Werle, tilſkreve derhos, „forpligtede ved det nys ſluttede Forbund mellem Fyrſter, Grever, Adelsmænd, Riddere, Kjøbmænd og Landes Indbyggere“ Kong Erik ſelv, og anmodede ham om at lade Stæderne nyde Ret og Erſtatning[2]. Man ſkulde have ventet, at de Uvejr, der ſaaledes trak op over Norge, i det mindſte havde bragt Alf Erlingsſøn, deres Ophavsmand, i Unaade; men herpaa var neppe at tænke, ſaa længe Dronningen levede; tvert imod blev han, ſom vi ville ſee, endnu mere hædret, og førſt efter Dronningens Død lykkedes det hans Modſtandere at fælde ham. Alligevel betragtede man i Norge disſe Forberedelſer fra Stædernes Side ikke uden en vis Ængſtelſe, og i Særdeleshed frygtede man Blokaden. Dette ſees af et Brev, ſom Kong Erik den 7de Marts fra Bergen ſkrev til den engelſke Konge[3], øjenſynligt for at modarbejde Virkningen af hine før omtalte Breve fra Lübeck og Hertugen af Saxland; i dette Brev takkede han Kong Edward for al den Venlighed, han forrige Sommer havde viiſt hans Geſandter, og for den Forbunds- og Venſkabs-Tractat, han havde indgaaet med ham, bedende ham indſtændigt, nu eftertrykkeligt at ville overholde den ſaaledes fornyede, mellem begges Forfædre indgangne og troligen overholdte Alliance og gode Forſtaaelſe, i hvilken Anledning han ej vilde undlade at underrette ham om, at Tydſkerne, ſom han ſelv og hans Forfædre altid havde begunſtiget og ſtyrket med flere Privilegier og Friheder, nu havde ſammenſvoret ſig om at ville til næſte Sommer, efter hvad han havde hexet, angribe hans Rige. „Om deres Indfald i vort Rige“, ſkrev han „kærer jeg mig ellers ikke det mindſte, naar man kun kan hemme deres væmmelige Plan, at ſende Kaperſkibe til Kyſterne mod de Kjøb-

  1. Sammeſteds No. 481. Sveriges Konge kaldes her ved en Fejltagelſe E. (Ericus?) iſtedetfor M. (Magnus).
  2. Sammeſteds No. 1011. Dipl. Norv. I. 74. Der er her paa ſidſte Sted udtalt den Formodning, at Brevene fra Anaſtaſia og Henrik af Werle, der nu forefindes i Lübecks Arkiv, ikke have været afleverede til K. Erik. Det er muligt; men at dog lignende Breve fra andre nordtydſke Fyrſter maa have været ham tilſendte, maa man ſlutte af Reimar Kocks Udſagn, „at Stæderne klagede for ſine Øvrigheder, der ſkreve og ſendte Geſandter til Kongen“.
  3. Rymer, I. 2. S. 662, Urkundenb. No. 489. Paa begge Steder er Brevet urigtigt henført til 1286, fordi Regjeringsaaret er angivet at være det 6te; men af de ældre Udgaver af Rymer ſees, at Aarsangivelſen er utydelig eller ulæſelig. At Brevet er ſkrevet 1285, ſees nokſom af Indholdet: kun da pønſede Stæderne paa Krig, og det var, ſom vi have ſeet, netop i Sommeren 1284, at hans Geſandter, for hvis venlige Modtagelſe han takker, havde været i England og ſluttet Tractaten. Suhm X. 916 har ogſaa paapeget Fejltagelſen.