Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/124

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
102
Erik Magnusſøn.

Norge i den yderſte Knibe, og derved tiltvinge ſig endnu ſtørre Handelsrettigheder og Friheder i Landet end før. I Vaarens Løb maa man i Norge have indſeet, at Krigen var uundgaaelig. Ved Pintſetid ſkulde derhos alle Forbindelſer afbrydes med Danmark. Det gjaldt ſaaledes fremfor alt at ſikre ſig Forbindelſen med England, og derfor ſendte Kong Erik, der endnu opholdt ſig i Bergen, tre Dage før Pints (10de Mai) den beſeglede og ratificerede Chirograf-Gjenpart af Traktaten, ſom Hr. Bjarne og Hr. Vidkunn Aaret forud havde afſluttet, til Kong Edward i England, med fornyet Anmodning om, at han vilde forhindre Norges Fiender Tydſkerne fra at tilføje Kjøbmænd, der fra England droge til Norge eller omvendt, Skade til Lands eller Vands inden hans Herredømme, og ikke tillade dem at ſøge Tilflugt eller Smuthul i engelſke Havne[1]. Det var formodentlig ikke længe derefter, eller maaſkee allerede før, at Hr. Alf Erlingsſøn atter ſtak i Søen med en Flaade, og mishandlede nu, ſom det lader, Danmarks Kyſter endnu mere ubarmhjertigt, end Aaret forud. Saaledes plyndrede han Horſens og Kallundborg, og herjede paa flere af de danſke Øer[2]. Hertil havde han ogſaa for ſaa vidt ſtørre Grund end før, ſom Danmarks Konge havde tiltraadt det før omtalte Forbund. Alf ſynes endog at have truet Kjøbenhavn[3]; men en Flaade af mere end 30 ſtore, ſterkt bemandede Kogger, ſom Stæderne havde udruſtet, tvang ham til at trække ſig tilbage. Dog ſkal han, hvis der ligger nogen Sandhed til Grund for, hvad den gamle Kæmpeviſe beretter[4], — og dette maa man dog antage, da de fleſte af de hiſtoriſke Viſer om Begivenhederne i disſe urolige Tider ſynes at være blevne til ſamtidigt, — ved Liſt og Forvovenhed have frataget Tydſkerne flere Skibe, og gjort et ſtort Bytte. Det heder i Viſen:

Alf han ſtaar i Fremmerſtavn,
Han ſeer de Kogger fra Kjøbenhavn,
Kjende I Alf?

Alf han ſeer ud i Søen ſaa vide,
Han veed de Stier, ſom Skibene monne ſkride.

„Hisſet ſeer jeg de Kogger ni,
Det bliver mit Gods, ſom der er udi“.

  1. Rymer I. 2. S. 654, Lübecks Urkundenb. No. 476.
  2. Se iſær de esromſke Annaler, hos Langebek Scr. I. S. 248, jvfr. II. 438, 527, III. 314, V. 625 og Huitfeldt I. S. 288.
  3. Se den nedenfor anførte Kæmpeviſe.
  4. Rahbek og Nyerup, udv. danſke Viſer fra Middelalderen, II. S. 212.