Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/124

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
102
Erik Magnussøn.

Norge i den yderste Knibe, og derved tiltvinge sig endnu større Handelsrettigheder og Friheder i Landet end før. I Vaarens Løb maa man i Norge have indseet, at Krigen var uundgaaelig. Ved Pintsetid skulde derhos alle Forbindelser afbrydes med Danmark. Det gjaldt saaledes fremfor alt at sikre sig Forbindelsen med England, og derfor sendte Kong Erik, der endnu opholdt sig i Bergen, tre Dage før Pints (10de Mai) den beseglede og ratificerede Chirograf-Gjenpart af Traktaten, som Hr. Bjarne og Hr. Vidkunn Aaret forud havde afsluttet, til Kong Edward i England, med fornyet Anmodning om, at han vilde forhindre Norges Fiender Tydskerne fra at tilføje Kjøbmænd, der fra England droge til Norge eller omvendt, Skade til Lands eller Vands inden hans Herredømme, og ikke tillade dem at søge Tilflugt eller Smuthul i engelske Havne[1]. Det var formodentlig ikke længe derefter, eller maaskee allerede før, at Hr. Alf Erlingssøn atter stak i Søen med en Flaade, og mishandlede nu, som det lader, Danmarks Kyster endnu mere ubarmhjertigt, end Aaret forud. Saaledes plyndrede han Horsens og Kallundborg, og herjede paa flere af de danske Øer[2]. Hertil havde han ogsaa for saa vidt større Grund end før, som Danmarks Konge havde tiltraadt det før omtalte Forbund. Alf synes endog at have truet Kjøbenhavn[3]; men en Flaade af mere end 30 store, sterkt bemandede Kogger, som Stæderne havde udrustet, tvang ham til at trække sig tilbage. Dog skal han, hvis der ligger nogen Sandhed til Grund for, hvad den gamle Kæmpevise beretter[4], – og dette maa man dog antage, da de fleste af de historiske Viser om Begivenhederne i disse urolige Tider synes at være blevne til samtidigt, – ved List og Forvovenhed have frataget Tydskerne flere Skibe, og gjort et stort Bytte. Det heder i Visen:

Alf han staar i Fremmerstavn,
Han seer de Kogger fra Kjøbenhavn,
Kjende I Alf?

Alf han seer ud i Søen saa vide,
Han veed de Stier, som Skibene monne skride.

„Hisset seer jeg de Kogger ni,
Det bliver mit Gods, som der er udi“.

  1. Rymer I. 2. S. 654, Lübecks Urkundenb. No. 476.
  2. Se især de esromske Annaler, hos Langebek Scr. I. S. 248, jvfr. II. 438, 527, III. 314, V. 625 og Huitfeldt I. S. 288.
  3. Se den nedenfor anførte Kæmpevise.
  4. Rahbek og Nyerup, udv. danske Viser fra Middelalderen, II. S. 212.