Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/110

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
88
Erik Magnusſøn.

ſtaaes viſtnok de mange danſke Stormænd, der paa denne Tid vare misfornøjede med Kongen, og tildeels endog havde ligget i Fejde med ham. Den fornemſte af disſe var hans egen Frænde, Hertug Valdemar af Sønderjylland, der endnu ikke havde opnaaet at blive forlenet med Hertugdømmet, og næſt ham Junker Jakob Nikolasſøn af Nordre Halland, der havde den ſamme Forurettelſe at beklage ſig over; thi uagtet Kong Valdemar i ſit Fangenſkab havde udſtedt et Brev, hvori han overdrog ſin da umyndige Sønneſøn, Nikolas af Halland, Jakobs Fader, Halvdelen af dette Landſkab til fri Beſiddelſe for ham ſelv og Arvinger i Fremtiden, ſom etſlags Erſtatning, fordi Nikolas, ſom Bidrag til Kongens Befrielſe, overlod Arven efter ſin Moder, den ſchwerinſke Grev Gunzelins Datter, til Hertug Albrecht af Saxland, ſaa havde dog lige ſiden Nikolas’s Død 1251 hverken hans ældſte Søn Nikolas, eller, da denne døde, hans anden Søn, den ovennævnte Jakob, faaet tiltræde Lenet, og Jakob fattede derfor det bitreſte Had til Kong Erik. Det var naturligt, at fælles Interesſer og, man kan ſige, fælles Forurettelſer maatte fremkalde visſe Tilnærmelſer og Sympathier mellem ham, tildeels ogſaa Hertug Valdemar, og det norſke Kongehuus, og hvis Jakob tænkte paa med væbnet Haand at ſætte ſig i Beſiddelſe af hvad han anſaa for ſin rette Arv, Nordrehalland, kunde han letteſt gjøre et ſaadant Tog fra Viken i Norge: derfor maatte det og af den Grund være ham vigtigt at ſikre ſig den norſke Regjerings Venſkab. Næſt disſe var Marſken Stig Andersſøn, hvorom der allerede forhen er talt, forbitret paa Kongen, iſær, ſom det fortælles, fordi denne ſkulde have ſtaaet i utilladelig Forbindelſe med hans Huſtru; han hørte til den talrige Familie, der nedſtammede fra Skjalm hvide, og var ſom ſaadan endog en Frænde af Junker Jakob[1]. Overhoved ſynes Kong Eriks Uſtadighed og heftige Sind, hvortil vel ogſaa anden perſonlig Uelſkværdighed ſluttede ſig, at have gjort ham, om ikke forhadt, ſaa dog i det mindſte mindre yndet og anſeet, iſær blandt Ariſtokratiet, og dette igjen iſær hos Stigs talrige og mægtige Frænder. Herrerne ophidſede igjen de ringere Klasſer, der klagede over nye indførte Byrder, og der herſkede megen Gjæring over hele Riget. For at ſtille de Misfornøjede tilfreds, havde Erik allerede om Vaaren 1282, paa tvende Hof eller Rigsmøder, det ene i Vordingborg, det andet i Nyborg, givet endeel Tilſagn, der tilſammen kunde kaldes en Haandfeſtning, hvorved han blandt andet forbandt ſig til aarligt at holde et Rigsmøde eller Hof, ikke at lade nogen

  1. Slægtſkabsforholdet mellem Stig, Junker Jakob ſamt Stamfaderen, Skjalm hvide, ſees af Tabellerne i Langebeks Scr IV. S. 544. Jakobs Moder Cecilia var en Sønnedatter af Jakob Sunesſøn.