staaes vistnok de mange danske Stormænd, der paa denne Tid vare misfornøjede med Kongen, og tildeels endog havde ligget i Fejde med ham. Den fornemste af disse var hans egen Frænde, Hertug Valdemar af Sønderjylland, der endnu ikke havde opnaaet at blive forlenet med Hertugdømmet, og næst ham Junker Jakob Nikolassøn af Nordre Halland, der havde den samme Forurettelse at beklage sig over; thi uagtet Kong Valdemar i sit Fangenskab havde udstedt et Brev, hvori han overdrog sin da umyndige Sønnesøn, Nikolas af Halland, Jakobs Fader, Halvdelen af dette Landskab til fri Besiddelse for ham selv og Arvinger i Fremtiden, som etslags Erstatning, fordi Nikolas, som Bidrag til Kongens Befrielse, overlod Arven efter sin Moder, den schwerinske Grev Gunzelins Datter, til Hertug Albrecht af Saxland, saa havde dog lige siden Nikolas’s Død 1251 hverken hans ældste Søn Nikolas, eller, da denne døde, hans anden Søn, den ovennævnte Jakob, faaet tiltræde Lenet, og Jakob fattede derfor det bitreste Had til Kong Erik. Det var naturligt, at fælles Interesser og, man kan sige, fælles Forurettelser maatte fremkalde visse Tilnærmelser og Sympathier mellem ham, tildeels ogsaa Hertug Valdemar, og det norske Kongehuus, og hvis Jakob tænkte paa med væbnet Haand at sætte sig i Besiddelse af hvad han ansaa for sin rette Arv, Nordrehalland, kunde han lettest gjøre et saadant Tog fra Viken i Norge: derfor maatte det og af den Grund være ham vigtigt at sikre sig den norske Regjerings Venskab. Næst disse var Marsken Stig Anderssøn, hvorom der allerede forhen er talt, forbitret paa Kongen, især, som det fortælles, fordi denne skulde have staaet i utilladelig Forbindelse med hans Hustru; han hørte til den talrige Familie, der nedstammede fra Skjalm hvide, og var som saadan endog en Frænde af Junker Jakob[1]. Overhoved synes Kong Eriks Ustadighed og heftige Sind, hvortil vel ogsaa anden personlig Uelskværdighed sluttede sig, at have gjort ham, om ikke forhadt, saa dog i det mindste mindre yndet og anseet, især blandt Aristokratiet, og dette igjen især hos Stigs talrige og mægtige Frænder. Herrerne ophidsede igjen de ringere Klasser, der klagede over nye indførte Byrder, og der herskede megen Gjæring over hele Riget. For at stille de Misfornøjede tilfreds, havde Erik allerede om Vaaren 1282, paa tvende Hof eller Rigsmøder, det ene i Vordingborg, det andet i Nyborg, givet endeel Tilsagn, der tilsammen kunde kaldes en Haandfestning, hvorved han blandt andet forbandt sig til aarligt at holde et Rigsmøde eller Hof, ikke at lade nogen
- ↑ Slægtskabsforholdet mellem Stig, Junker Jakob samt Stamfaderen, Skjalm hvide, sees af Tabellerne i Langebeks Scr IV. S. 544. Jakobs Moder Cecilia var en Sønnedatter af Jakob Sunessøn.
