Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/109

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
87
1282—1283. Spending med Danmark. Møde paa Varderø.

Navn, og dennes Udſending Thomas af Ippegrave, om at de ſkulde an vende al ſin Flid og Omhu for at faa Guido paagreben, imod at Abbeden og Thomas godtgjorde deres Udlæg derved med 200 Mkr. Sterling, for hvilken Sum Thomas ſkulde blive tilbage ſom Sikkerhed, hvorhos Kongen af England for den Tjeneſte, de herved gjorde og fremdeles kom til at gjøre luun, ſkulde viſe dem al Erkjendtlighed[1]. Da Guido af Montfort neppe nogenſinde kom til Norge, ledede denne Tractat ikke til noget egentligt Reſultat, men man ſeer dog allerede deraf, hvor ſærdeles magtpaaliggende den norſke Regjering fandt det, at ſtaa paa en god Fod med Englands mægtige Konge.

Hvad Skridt den norſke Regjering eller rettere Dronningen ſtrax efter Kong Magnus’s Død gjorde, for at indtale hendes Arv ſamt hvad hun forøvrigt havde tilgode, vides ikke. Maaſkee foretoges der ikke noget alvorligt førend i 1283, da de verſte Storme med Gejſtligheden vare forbi, og man ſaaledes havde noget friere Hænder. Da blev der, fortælles der, holdt en Sammenkomſt mellem den danſke og norſke Konge paa Varderø, hvorved begge medbragte mange Skibe, og hvor tillige flere Landflygtige indfandt ſig[2]. Ved disſe Landflygtige for-

  1. Smſts. Dette er det eneſte af alle tre ovenfor nævnte Skrivelſer, ſom er forſynet med Aarstal, og da dette i Brevet ſelv er 1280, har Rymer henført det hertil, og ſaaledes ſat det foran de to andre. Men af den Omſtændighed, at netop Bjarne og Audun, de to fornemſte Regjeringsherrer, indgik en Forpligtelſe, ſom under andre Forhold den regjerende Konge maatte paatage ſig ſelv, er det klart, at de her optræde i Egenſkab af Formyndere, og at Orvereenskomſten ſaaledes ej kan være indgaaet i Januar 1280, da Kong Magnus endnu levede, men maa være ſluttet i Januar 1281. Det er ogſaa en bekjendt Sag, at man i England lige fra Midten af det 13de Aarhundrede til 1755 regnede Aaret fra 25de Marts. Brevet er vel hos Rymer paategnet „Anno 8“, det vil ſige K. Edwards 8de Aar, der løber fra 20de Nov. 1279 til 20 Nov. 1280, men dette kan enten ſkrive ſig fra en Fejltagelſe hos ham, eller ogſaa er det allerede i ſin Tid urigtigt paategnet Brevet af en eller anden Archivmand. Drottſetens Brev, ſaavelſom den engelſke Konges, mangle Dateringen, men her bliver det ſidſtes Henførelſe til Edwards 8de Aar ſandſynligere, og at de begge høre til eet Aar er aabenbart. — Paa den her antydede Maade forekommer det os, at de chronologiſke Vanſkeligheder ved hine tre Breves Ordning bedſt undgaaes, og at Sammenhængen bliver rimeligſt.
  2. Dette fortælles alene i Petr. Olai annaliſtiſke Excerpter (Langebek Scr. I. S. 188); han er vel ingen gammel Forfatter, og beſidder heller ingen ſynderlig Kritik, men det er dog aabenbart, at han i det hele taget har haft gode Kilder, og flere end der nu ſtaar til vor Raadighed. Det er derfor ingen Grund til at forkaſte hans Udſagn paa dette Sted, iſær da det pasſer ſaa ſaare vel til de ſamtidige og følgende Begivenheder. At de isl. Annaler eller Arne B. Saga intet nævner om dette Møde, kan ej ſvække Beretningens Troværdighed, thi de undlade at omtale mange endog vigtigere Sager, der ej middelbart vedkom Island. Vi ville ſee, at der ogſaa omtrent tre Aar ſenere holdtes Møde paa Varderø, hvis Beliggenhed vel maa ſøges i Nærheden af Vardberg i Halland.