Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/103

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
81
1285. Begivenheder paa Island. Hr. Asgrims Død.

Dagen ved at true dem, der negtede at udrede til Biſkoppen, hvad der tilkom ham, og tilholde dem at gjøre ſin Skyldighed. Til denne mildere Stemning bidrog maaſkee for endeel, at der nu i et Aars Tid havde herſket en forfærdelig Dyrtid der i Landet ligeſom i Norge, førſt paa Nordlandet og ſiden paa Sønderlandet, hvilket gav Gemytterne andet at tænke paa end de politiſke Stridigheder, og af frommere Sjæle betragtedes ſom et Tegn paa Guds Vrede[1]. Alligevel maatte det være temmelig klart for Enhver, at Roligheden ikke vilde blive langvarig. Asgrim begyndte allerede om Høſten at give Anledning til nye Ubehageligheder, ved fremdeles at vægre ſig ved at tilbagebetale de uretteligt oppebaarne Skatter. Sagen var vel egentlig den, at Asgrim, der var ødſel og levede paa en ſtor Fod, havde ondt ved at tilvejebringe Pengene, og, for at undgaa det, henſkød ſig under det Anſvar, hvori han ſtod til Kongen; han paaſtod endog, at Kong Magnus i ſin Tid havde erklæret, at Huusfolkene i Skaalholt vare ſkattepligtige. Da Asgrim ikke vilde lade ſig ſige af Biſkoppens Foreſtillinger, ſkreed denne til at ſætte ham i Forbud paany, og dette Forbud udſtraktes ogſaa til hans Ven og Hjelper, Orm Kløingsſøn i Tunga, af Haukadals-Ætten. Men ſtrax efter Julen blev Asgrim paa en Rejſe pludſelig dødsſyg, og lod nu ſende Iilbud til Biſkoppen med Bøn om Tilgivelſe, og om at han maatte faa Abſolution førend han døde: han var villig til at gjøre alt, hvad han kunde, for at blive forligt med Biſkoppen. Biſkoppen ſagde da til Provſten, Odd Svartsſøn, den ſtumme, der havde bragt ham Budet fra Asgrim, at han ſkulde ſkynde ſig tilbage og løſe ham ſtrax fra Forbudet, naar han virkelig vilde gjøre ſin Skyldighed; „det ſkulde verre mig kjært“, ſagde han, „at høre at han blev løſt, hvis det paa nogen Viis kan ſkee“. Provſten fandt Asgrim endnu i Live, og denne erklærede ſig nu villig til at overlade Biſkoppen at dømme dem imellem Derpaa løſte Provſten ham, tog gav ham den ſidſte Olje og Sacramenter Faa Øjeblikke efter opgav Asgrim ſin Aand (1ſte Febr. 1285). Morgenen efter blev hans Liig bragt til Skaalholts Kirke, og Biſkoppen ſelv gik det imøde og ſang over det, men Orm Kløingsſøn, der vilde være med i Følget, ſkjønt han endnu var bannſat, og ſelv ved Asgrims Dødsleje havde ſøgt at afſnakke ham med at forlige ſig med Biſkoppen, hvorover Asgrim var bleven meget vreed, fik ikke Tilladelſe til at komme til Skaalholt, og maatte ifølge et Bud fra Biſkoppen, der ſendtes Liigtoget imøde, vende om igjen paa Vejen. Asgrims Død forhalede maaſkee ogſaa Stridighe-

  1. Arne Biſkops Saga, Cap. 48.