Dagen ved at true dem, der negtede at udrede til Biskoppen, hvad der tilkom ham, og tilholde dem at gjøre sin Skyldighed. Til denne mildere Stemning bidrog maaskee for endeel, at der nu i et Aars Tid havde hersket en forfærdelig Dyrtid der i Landet ligesom i Norge, først paa Nordlandet og siden paa Sønderlandet, hvilket gav Gemytterne andet at tænke paa end de politiske Stridigheder, og af frommere Sjæle betragtedes som et Tegn paa Guds Vrede[1]. Alligevel maatte det være temmelig klart for Enhver, at Roligheden ikke vilde blive langvarig. Asgrim begyndte allerede om Høsten at give Anledning til nye Ubehageligheder, ved fremdeles at vægre sig ved at tilbagebetale de uretteligt oppebaarne Skatter. Sagen var vel egentlig den, at Asgrim, der var ødsel og levede paa en stor Fod, havde ondt ved at tilvejebringe Pengene, og, for at undgaa det, henskød sig under det Ansvar, hvori han stod til Kongen; han paastod endog, at Kong Magnus i sin Tid havde erklæret, at Huusfolkene i Skaalholt vare skattepligtige. Da Asgrim ikke vilde lade sig sige af Biskoppens Forestillinger, skreed denne til at sætte ham i Forbud paany, og dette Forbud udstraktes ogsaa til hans Ven og Hjelper, Orm Kløingssøn i Tunga, af Haukadals-Ætten. Men strax efter Julen blev Asgrim paa en Rejse pludselig dødssyg, og lod nu sende Iilbud til Biskoppen med Bøn om Tilgivelse, og om at han maatte faa Absolution førend han døde: han var villig til at gjøre alt, hvad han kunde, for at blive forligt med Biskoppen. Biskoppen sagde da til Provsten, Odd Svartssøn, den stumme, der havde bragt ham Budet fra Asgrim, at han skulde skynde sig tilbage og løse ham strax fra Forbudet, naar han virkelig vilde gjøre sin Skyldighed; „det skulde verre mig kjært“, sagde han, „at høre at han blev løst, hvis det paa nogen Viis kan skee“. Provsten fandt Asgrim endnu i Live, og denne erklærede sig nu villig til at overlade Biskoppen at dømme dem imellem Derpaa løste Provsten ham, tog gav ham den sidste Olje og Sacramenter Faa Øjeblikke efter opgav Asgrim sin Aand (1ste Febr. 1285). Morgenen efter blev hans Liig bragt til Skaalholts Kirke, og Biskoppen selv gik det imøde og sang over det, men Orm Kløingssøn, der vilde være med i Følget, skjønt han endnu var bannsat, og selv ved Asgrims Dødsleje havde søgt at afsnakke ham med at forlige sig med Biskoppen, hvorover Asgrim var bleven meget vreed, fik ikke Tilladelse til at komme til Skaalholt, og maatte ifølge et Bud fra Biskoppen, der sendtes Liigtoget imøde, vende om igjen paa Vejen. Asgrims Død forhalede maaskee ogsaa Stridighe-
- ↑ Arne Biskops Saga, Cap. 48.
