streng, da en af dem var dømt til den fulde Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr[1], de øvrige deels til 9, deels til 5 Merkers Bod. Man anmodede ogsaa Kongen om at give udtrykkelig skriftlig Erklæring ved ethvert af de opregnede Punkter, om han bifaldt det eller ej.
Ihvorvel Biskoppen saaledes havde gaaet ind paa betydelige Indrømmelser, saa havde han dog paa den anden Side vundet enkelte ikke ubetydelige Fordele, især i den Erkjendelse fra Lægmændenes Side, at der var visse Punkter, hvori den kongelige Forordning gik for vidt. Disse Fordele forfulgte han da ogsaa, og søgte tillige at forebygge Sigtelser mod ham selv for Svaghed og utidig Føjelighed, ved at udstede et Manifest, der skulde oplæses over hele hans Biskopsdømme, og hvori han fremstillede Resultatet af Forhandlingerne paa Thinget som en af ham vunden Sejr, og nøje foreskrev, hvad der af hans tidligere Bestemmelser endnu kunde staa ved Magt. „Vi forudsætte“, heder det, „at det er eder bekjendt, hvorledes Kongsmændene i vort Fravær nu sidst afvigte Sommer lode den kongelige Forordning, der kom hid ifjor Sommer, stadfæste ved Haandtag i Lagretten, uden mindste Undtagelse, men hvorledes de rettede herpaa, da vi kom paa Thinget, idet Jon Lagmand bevidnede i Lagretten, at de ej meente at have stadfæstet, hvad der streed mod Guds Lov og Ret. Vi fandt det da ogsaa i sin Orden, at de slap for at falde i Bann, saa længe de overholdt hvad de lovede; men hvis de fremdeles angribe Guds og den hellige Kirkes Ret ved at tiltage sig Dom og Lovsagn over Christenretten, da falde de i det Bann, som den hellige Kirkes Lovbøger saavel som Erkebiskop Jons og hans Lydbiskoppers Brev foreskrive, og da Lagmændene ej have Magt til at give Love angaaende Christenretten, om Enkelte end paastaa det, da forkynde vi herved, at alt vedkommende Daaben, Faste, Helligdagshold, Biskoppernes Bestyrelse af Kirkerne og deres Gods, Falkevejde, Tiende, Respecteren af Kirker og Gejstlige, Egteskabslysning Gudslægtskab og Skriftemaal og klager, samt alt andet, der efter Guds Lov ene tilkommer Biskoppen eller dem, han dertil forordner, at raade for og dømme over, skal fremdeles staa ved Magt, saaledes som vi før have ordnet og paabudet det. Vi bede eder alle, vel og forsvarligt at iagttage eders skyldige Lydighed mod den himmelske Konge, der har Magt over den jordiske Konges og vor alles Liv og Sjæl“. For Øjeblikket var der nu et Blikstille paa Øen; Asbjørn og hans Søn Eyjulf forligede sig med Biskoppen, og Ravn selv lagde forsonligt Sindelag for
- ↑ I Sagaens nuværende Text staar kun „13 Mkr.“, men her maa vist „8 Ertoger“ være udeglemt, da 8 Ertoger og 13 Mkr. netop var Brevbrudsboden.
