Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/102

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
80
Erik Magnusſøn.

ſtreng, da en af dem var dømt til den fulde Bod af 8 Ertoger og 13 Mkr[1], de øvrige deels til 9, deels til 5 Merkers Bod. Man anmodede ogſaa Kongen om at give udtrykkelig ſkriftlig Erklæring ved ethvert af de opregnede Punkter, om han bifaldt det eller ej.

Ihvorvel Biſkoppen ſaaledes havde gaaet ind paa betydelige Indrømmelſer, ſaa havde han dog paa den anden Side vundet enkelte ikke ubetydelige Fordele, iſær i den Erkjendelſe fra Lægmændenes Side, at der var visſe Punkter, hvori den kongelige Forordning gik for vidt. Disſe Fordele forfulgte han da ogſaa, og ſøgte tillige at forebygge Sigtelſer mod ham ſelv for Svaghed og utidig Føjelighed, ved at udſtede et Manifeſt, der ſkulde oplæſes over hele hans Biſkopsdømme, og hvori han fremſtillede Reſultatet af Forhandlingerne paa Thinget ſom en af ham vunden Sejr, og nøje foreſkrev, hvad der af hans tidligere Beſtemmelſer endnu kunde ſtaa ved Magt. „Vi forudſætte“, heder det, „at det er eder bekjendt, hvorledes Kongsmændene i vort Fravær nu ſidſt afvigte Sommer lode den kongelige Forordning, der kom hid ifjor Sommer, ſtadfæſte ved Haandtag i Lagretten, uden mindſte Undtagelſe, men hvorledes de rettede herpaa, da vi kom paa Thinget, idet Jon Lagmand bevidnede i Lagretten, at de ej meente at have ſtadfæſtet, hvad der ſtreed mod Guds Lov og Ret. Vi fandt det da ogſaa i ſin Orden, at de ſlap for at falde i Bann, ſaa længe de overholdt hvad de lovede; men hvis de fremdeles angribe Guds og den hellige Kirkes Ret ved at tiltage ſig Dom og Lovſagn over Chriſtenretten, da falde de i det Bann, ſom den hellige Kirkes Lovbøger ſaavel ſom Erkebiſkop Jons og hans Lydbiſkoppers Brev foreſkrive, og da Lagmændene ej have Magt til at give Love angaaende Chriſtenretten, om Enkelte end paaſtaa det, da forkynde vi herved, at alt vedkommende Daaben, Faſte, Helligdagshold, Biſkoppernes Beſtyrelſe af Kirkerne og deres Gods, Falkevejde, Tiende, Reſpecteren af Kirker og Gejſtlige, Egteſkabslysning Gudſlægtſkab og Skriftemaal og klager, ſamt alt andet, der efter Guds Lov ene tilkommer Biſkoppen eller dem, han dertil forordner, at raade for og dømme over, ſkal fremdeles ſtaa ved Magt, ſaaledes ſom vi før have ordnet og paabudet det. Vi bede eder alle, vel og forſvarligt at iagttage eders ſkyldige Lydighed mod den himmelſke Konge, der har Magt over den jordiſke Konges og vor alles Liv og Sjæl“. For Øjeblikket var der nu et Blikſtille paa Øen; Asbjørn og hans Søn Eyjulf forligede ſig med Biſkoppen, og Ravn ſelv lagde forſonligt Sindelag for

  1. I Sagaens nuværende Text ſtaar kun „13 Mkr.“, men her maa viſt „8 Ertoger“ være udeglemt, da 8 Ertoger og 13 Mkr. netop var Brevbrudsboden.