Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/101

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
79
1284. Stridighederne paa Island om Arvekirkerne

kjendt, at Kongens Bud i enkelte Stykker ſtreed mod den gamle Chriſtenret, men at han beklagede meget, at han betragtede det ſom Uret og ulovligt, naar en gammel Uvane, Lægmændenes Raadighed over Kirkerne, afſkaffedes. Hvad Brautarholts-Forliget angaar, da havde Biſkoppen eller hans Preſter aldeles ikke brudt det, thi deels havde han altid ſagt, at han kun vilde ſtiltiende taale, men ikke ſamtykke i Forordningens Bud, hvis Lægmændene holdt ſine Løfter; deels havde han ſom Betingelſe for denne ſtiltiende Taalen opſtillet, at Forordningen ſelv ſkulde være retteligen fortolket, medens nu det modſatte var ſkeet; endelig havde han kun indſkrænket denne Taalen til hvad der ej ligefrem ſtreed imod den Lydighed, man ſkyldte Gud. Derfor havde han befalet ſine Preſter at proteſtere mod, at man fratog dem deres Kirker; desuden, ſagde han, vilde det have været magtesløſt, om han endog ſelv havde ſtillet Kirkerne under Lægmændenes Raadighed, da Paven nu engang havde overdraget de Gejſtlige denne Ret, og endelig var Aftalen i Brautarholt kun midlertidig, indtil en ny Erkebiſkop var indſat. Disſe Ord ledſagedes af ſterkt Bifald fra de tilſtedeværende Gejſtlige og hele Mængden; endog flere af de haandgangne Mænd ytrede ſig til Fordeel for Biſkoppen; de øvrige derimod bleve ved ſit. Imidlertid ſynes det, ſom om det ſtore Medhold, Biſkoppen fandt, i Forbindelſe med den Billigheds- og Retfærdighedsfølelſe, der unegtelig beſjælede Ravn, nu ſtemmede ham til nogen Eftergivenhed, thi efter flere Taler frem og tilbage kom det endelig til et Forliig, der blev bekræftet ved et ſkriftligt Document under begge Parters Segl; for dette Forliigsdocument lagdes det tidligere Forliig i Brautarholt væſentligt til Grund, dog indrømmede Ravn desforuden, og det indførtes i Documentet, at der ſkulde gives fuld Erſtatning for alt det Gods, der tilhørte de Kirker eller gejſtlige Stiftelſer, hvoraf Lægmændene havde ſat ſig i Beſiddelſe. End videre ſkulde Biſkoppen og de Gejſtlige efter Jevnederdom bede, hvad enhver befandtes at have handlet urigtigt. Hr. Asgrim maatte gjentage ſit Løfte om at tilbagebetale de tre Aars Skat og Thingfarekjøb. Endelig udfærdigedes der i Biſkoppens, Ravns, begge Lagmændenes, Hr. Asgrims og Sturla Thordsſøns Navn en Skrivelſe til Kong Erik, hvori der ærbødigſt anholdtes om, at han vilde tillade, at der ydedes Tiende af alle kongelige Ejendomme paa Island, ſig ſelv til Sjælehjelp og Biſkopsſtolen til Gavn; at han vilde renoncere paa Skat og Thingfarekjøb af begge Biſkopsſtole, og udtrykkeligt bekræfte denne Frihed med ſit Brev og Segl; at han fremdeles vilde tillade Erkeſtolens aarlige Skib at ſejle, at Loft Helgesſøn maatte faa Tilladelſe til at rejſe hjem, og at Kongen vilde formilde eller naadigſt ophæve den Dom, ſom de haandgangne Mænd nu havde afſagt over de ni, der havde været gjenſtridige paa Thinget 1281, og ſom var temmelig