Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/101

79

1284. Stridighederne paa Island om Arvekirkerne

kjendt, at Kongens Bud i enkelte Stykker streed mod den gamle Christenret, men at han beklagede meget, at han betragtede det som Uret og ulovligt, naar en gammel Uvane, Lægmændenes Raadighed over Kirkerne, afskaffedes. Hvad Brautarholts-Forliget angaar, da havde Biskoppen eller hans Prester aldeles ikke brudt det, thi deels havde han altid sagt, at han kun vilde stiltiende taale, men ikke samtykke i Forordningens Bud, hvis Lægmændene holdt sine Løfter; deels havde han som Betingelse for denne stiltiende Taalen opstillet, at Forordningen selv skulde være retteligen fortolket, medens nu det modsatte var skeet; endelig havde han kun indskrænket denne Taalen til hvad der ej ligefrem streed imod den Lydighed, man skyldte Gud. Derfor havde han befalet sine Prester at protestere mod, at man fratog dem deres Kirker; desuden, sagde han, vilde det have været magtesløst, om han endog selv havde stillet Kirkerne under Lægmændenes Raadighed, da Paven nu engang havde overdraget de Gejstlige denne Ret, og endelig var Aftalen i Brautarholt kun midlertidig, indtil en ny Erkebiskop var indsat. Disse Ord ledsagedes af sterkt Bifald fra de tilstedeværende Gejstlige og hele Mængden; endog flere af de haandgangne Mænd ytrede sig til Fordeel for Biskoppen; de øvrige derimod bleve ved sit. Imidlertid synes det, som om det store Medhold, Biskoppen fandt, i Forbindelse med den Billigheds- og Retfærdighedsfølelse, der unegtelig besjælede Ravn, nu stemmede ham til nogen Eftergivenhed, thi efter flere Taler frem og tilbage kom det endelig til et Forliig, der blev bekræftet ved et skriftligt Document under begge Parters Segl; for dette Forliigsdocument lagdes det tidligere Forliig i Brautarholt væsentligt til Grund, dog indrømmede Ravn desforuden, og det indførtes i Documentet, at der skulde gives fuld Erstatning for alt det Gods, der tilhørte de Kirker eller gejstlige Stiftelser, hvoraf Lægmændene havde sat sig i Besiddelse. End videre skulde Biskoppen og de Gejstlige efter Jevnederdom bede, hvad enhver befandtes at have handlet urigtigt. Hr. Asgrim maatte gjentage sit Løfte om at tilbagebetale de tre Aars Skat og Thingfarekjøb. Endelig udfærdigedes der i Biskoppens, Ravns, begge Lagmændenes, Hr. Asgrims og Sturla Thordssøns Navn en Skrivelse til Kong Erik, hvori der ærbødigst anholdtes om, at han vilde tillade, at der ydedes Tiende af alle kongelige Ejendomme paa Island, sig selv til Sjælehjelp og Biskopsstolen til Gavn; at han vilde renoncere paa Skat og Thingfarekjøb af begge Biskopsstole, og udtrykkeligt bekræfte denne Frihed med sit Brev og Segl; at han fremdeles vilde tillade Erkestolens aarlige Skib at sejle, at Loft Helgessøn maatte faa Tilladelse til at rejse hjem, og at Kongen vilde formilde eller naadigst ophæve den Dom, som de haandgangne Mænd nu havde afsagt over de ni, der havde været gjenstridige paa Thinget 1281, og som var temmelig