Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/104

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
82
Erik Magnusſøn.

dernes Gjen-Udbrud for en kort Stund; men længe varede Roligheden ikke, ſom i det følgende ſkal ſees[1].

70. Kong Eriks Uvenſkab med Danmark og Krig med de tydſke Stæder. Fredsſlutning med de ſidſte i Kalmar. Forhandlinger med England og Skotland.


Det er allerede ovenfor berørt, at Striden mellem Gejſtligheden og Lægmændene i Norge umiddelbart afløſtes af ydre Fejder, tildeels med Danmark men iſær med de tydſke Stæder, og at disſe Fejder, der gave Regjeringsherrerne og Kongen andet at tænke paa, ſandſynligviis endog bidroge meget til, at Kirkeſtriden ſagtnede, og en ſtørre Rolighed opſtod i Landet ſelv. Det var fremdeles Dronning Ingeborgs Fordring paa Udleveringen af hendes fedrene Gods, ſom foranledigede Tviſt med Danmark, og denne drog igjen den tydſke Krig efter ſig. Ved Kong Eriks Thronbeſtigelſe var der nu tredive Aar henrundne ſiden Dronning Ingeborgs Ferden, Kong Erik Valdemarsſøns, Død, og i al denne Tid havde hun, eller de, der paa hendes Vegne ſyſlede dermed, forgjeves beſtræbt ſig for at faa Jordegodſet overdraget til fri Raadighed, ja ſandſynligviis havde hun ikke engang Landgildet deraf udbetalt, i alle Fald ikke uden for en højſt ubetydelig Deel, og det uagtet det allerede ved Skiftet i Lund 1263 var blevet beſtemt, hvormange og hvilke af Kong Eriks efterladte Patrimonial-Godſer ſkulde tilfalde enhver af hans fire Døttre[2]. Hvilke Godſer hver iſær af disſe Døttre fik for ſin Part, vides nu ikke, eller de Documenter, der handlede derom, ere idet mindſte ikke blevne opdagede; men man veed, hvor ſtort Kong Valdemar den 2dens efterladte Patrimonialgods var, og da nu en Trediedeel af dette tilfaldt hver af hans tre egtefødte Sønner, maa ſaaledes hver af Kong Eriks fire Døttre have arvet en Fjerdedeel af den Trediedeel, der faldt paa hver Part, altſaa en Tolvtedeel af det Hele. Dette Kong Valdemars Patrimonialgods, ſpredt over hele det danſke Rige, (nogle Godſer, oprindeligt tilhørende den gamle Sigridlev, eller Sigrid Storraades Gods, nedarvet gjennem hendes Datterſøn Sven Æſtridsſøn, laa endog i Sverige) var umaadeligt ſtort, og ſelv en Tolvtedeel deraf maa have udgjort en Masſe, hvis aarlige Afkaſtning, beregnet efter vore nuværende Pengeforhold, udgjorde en mere end fyrſtelig Indtægt[3]. Og her havde Dronning Ingeborg nu ej alene

  1. Arne Biſkops Saga Cap. 42—47, 49, 50.
  2. Se ovf. IV. 1. S. 480, 481.
  3. Nøjagtig Fortegnelſe paa alt Kong Valdemars Gods, baade Konunglev eller