Side:Det norske Folks Historie 1-4-2.djvu/104

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
82
Erik Magnussøn.

dernes Gjen-Udbrud for en kort Stund; men længe varede Roligheden ikke, som i det følgende skal sees[1].

70. Kong Eriks Uvenskab med Danmark og Krig med de tydske Stæder. Fredsslutning med de sidste i Kalmar. Forhandlinger med England og Skotland.


Det er allerede ovenfor berørt, at Striden mellem Gejstligheden og Lægmændene i Norge umiddelbart afløstes af ydre Fejder, tildeels med Danmark men især med de tydske Stæder, og at disse Fejder, der gave Regjeringsherrerne og Kongen andet at tænke paa, sandsynligviis endog bidroge meget til, at Kirkestriden sagtnede, og en større Rolighed opstod i Landet selv. Det var fremdeles Dronning Ingeborgs Fordring paa Udleveringen af hendes fedrene Gods, som foranledigede Tvist med Danmark, og denne drog igjen den tydske Krig efter sig. Ved Kong Eriks Thronbestigelse var der nu tredive Aar henrundne siden Dronning Ingeborgs Ferden, Kong Erik Valdemarssøns, Død, og i al denne Tid havde hun, eller de, der paa hendes Vegne syslede dermed, forgjeves bestræbt sig for at faa Jordegodset overdraget til fri Raadighed, ja sandsynligviis havde hun ikke engang Landgildet deraf udbetalt, i alle Fald ikke uden for en højst ubetydelig Deel, og det uagtet det allerede ved Skiftet i Lund 1263 var blevet bestemt, hvormange og hvilke af Kong Eriks efterladte Patrimonial-Godser skulde tilfalde enhver af hans fire Døttre[2]. Hvilke Godser hver især af disse Døttre fik for sin Part, vides nu ikke, eller de Documenter, der handlede derom, ere idet mindste ikke blevne opdagede; men man veed, hvor stort Kong Valdemar den 2dens efterladte Patrimonialgods var, og da nu en Trediedeel af dette tilfaldt hver af hans tre egtefødte Sønner, maa saaledes hver af Kong Eriks fire Døttre have arvet en Fjerdedeel af den Trediedeel, der faldt paa hver Part, altsaa en Tolvtedeel af det Hele. Dette Kong Valdemars Patrimonialgods, spredt over hele det danske Rige, (nogle Godser, oprindeligt tilhørende den gamle Sigridlev, eller Sigrid Storraades Gods, nedarvet gjennem hendes Dattersøn Sven Æstridssøn, laa endog i Sverige) var umaadeligt stort, og selv en Tolvtedeel deraf maa have udgjort en Masse, hvis aarlige Afkastning, beregnet efter vore nuværende Pengeforhold, udgjorde en mere end fyrstelig Indtægt[3]. Og her havde Dronning Ingeborg nu ej alene

  1. Arne Biskops Saga Cap. 42–47, 49, 50.
  2. Se ovf. IV. 1. S. 480, 481.
  3. Nøjagtig Fortegnelse paa alt Kong Valdemars Gods, baade Konunglev eller