Side:Det norske Folks Historie 1-4-1.djvu/554

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
540
Magnus Haakonsſøn.


ſtode nærmere til privat Arv efter Kongen end Tronarvingen, ſkulde efter det private Arvetal arve alt det Gods, der kunde regnes til Kongens Privatejendom, nemlig af faſte Ejendomme hvad han ſelv havde arvet efter ſine Frænder, eller kjøbt for Løsøre, (hvilket dog ei maatte være indkommet ved Salg af Krongods) ſamt alt det Løsøre og de Ejendele, der ej hørte Kronen til, med mindre den Afdøde havde gjort en udtrykkelig teſtamentariſk Dispoſition[1].

Vi have allerede ovenfor gjort opmerkſom paa, at dette Arvetal, ligeſom det foregaaende, er nærmeſt lempet efter de for Haanden værende Omſtændigheder. I 1260 gjaldt det at ſikre Magnus Tronfølgen; i 1273 gjaldt det at ſikre Kongens yngre Søn, Haakon, Tronfølgen fremfor umyndige Sønner af den ældre; hvis Erik døde før Faderen, efterladende en Søn, vilde dog ikke denne, men Haakon, arve Tronen, og hvis Erik døde, efter at være bleven Konge, men kun efterladende en Datter eller Datterſøn, vilde Haakon ligeledes blive Tronfølger. Det var vel fornemmelig Mindreaarigheder, man ſøgte at undgaa, men det er dog heller ikke ſaa uſandſynligt, at Kong Magnus kan have haft nogen Forkjærlighed for ſin yngre Søn, der viſt var et meget mere opvakt Barn end den ældre. Vi ville ſenere ſee hvorledes nye Forhold endnu engang bevirkede en Forandring i Konge-Arveloven[2], der ſaaledes, ſkjønt den burde have været urokkelig, dog kom til at høre blandt de omſkifteligſte af Norges ældre Grundlove.

I Forening med Konge-Arveloven, og før dennes Vedtagelſe paa Gulathing, maa der ligeledes allerede være truffen en endelig Beſtemmelſe om de Titler, Kongens Sønner ſkulde bære, og de Forleninger, den yngſte ſkulde have, ſiden det allerede i det nys omtalte Tillæg til Arveloven, hvor der er Tale om at de verdslige og gejſtlige Høvdinger ſkulde indfinde ſig for at vælge Tronfølger, heder: „Hertug og Jarl, om de ere til“ o. ſ. v.[3] Her forudſættes ſaaledes Hertugens Tilværelſe. Det ſynes desuden ſom om hiin Lovtagelſe førſt fandt Sted efter at Kongen havde ladet ſine Sønner udraabe, den ene til Konge, den anden til Hertug. Thi Petersmesſedagen (29de Juni) aabnedes ſom ſagt, Gulathing, og allerede to Dage efter (Søndag 1ſte Juli) havde Kongen i ſin Sommerhall en Hirdſtevne, hvori han bekjendtgjorde, hvad der var beſluttet angaaende

  1. Nyere Landslov og Bylov, II. c. 2—7. Jonsbogen, ſammeſteds; Hirdſkraa, Cap. 1—3.
  2. Nemlig ved Kong Haakon Magnusſøns nye Arvelov af Septbr. 1302, hvor Datterſøn allerede ſættes i tredie Arv, efter Sønneſøn, øjenſynligt fordi Kongen da kun havde en eneſte egtefød Datter.
  3. I enkelte Hdſkr. ſtaar der ogſaa „Hertug, om han er til, eller Jarl“.