fandt sig i Biskoppens Kastell, vilde flygte ind i Kirken ad den Gang, som forbandt Kastellet med Kirkens Loft. Men Birkebeinerne fik Bjelkerne; der støttede Gangen, halede bort ved sterke Reb, saa Gangen styrtede ned og saavel de, der befandt sig der oppe, som de, der stode nedenunder, bleve knuste. Blandt dem bar en af Hertugens Hirdmænd, Haakon Lauk. Arne Ruva, Hertugens Merkesmand, slap vel ikke ind i Kirken, men fik alligevel Grid.
Da Sejren saaledes var vunden, og Kongen saa, at de endnu levende Vaarbelger, som ej havde faaet Grid, vare komne ind i Kirken, forlod han Kirkegaarden, og kastede sig paa en Hest, for at sætte efter Hertugen[1]. Hans Mænd gjorde det samme, for faa vidt de i Hast kunde skaffe sig Heste, men flere maatte løbe til Fods, saa trætte de end vare. Da han kom op i Gaderne, havde han 360 Mand hos sig; han havde da, fortælles der, et Sverd ved Siden, og et andet, ganske blodigt, der havde tilhørt en af Vaarbelgerne, i Haanden. De rede op ad Landevejen omtrent en halv Miil, og indhentede vel nogle Folk, der strax fik Grid, men traf ingen Heste, hvilke dog vare nødvendige, hvis man skulde tænke paa at indhente de Flygtende. Han lod derfor gjøre holdt, og talte saaledes til sine Mænd. „Hvis min Svigerfader Skule har redet denne Vej, da har han vist ogsaa sørget for, at vi ikke finde Hefte, og de vi have, ere allerede udmattede. Han og hans Følge har vist ogsaa allerede faaet saa langt Forspring, at vi hverken faa dem at høre eller see. I Byen derimod ere Vaarbelgerne, som I vide, komne ind i Kirkerne, men jeg er alligevel meget bange for, at dette ikke tilstrækkeligt vil kunne sikre dem, mod hvilke vore Folk ere mest forbitrede, og dog vilde jeg ikke for nogen Priis at Kirkefreden skulde krænkes. Vi ville derfor vende tilbage til Byen og see til, at vor Sejr ikke bliver misbrugt. Mellem mig og min Svigerfader faar det da siden gaa, som Gud bestemmer.“ Saaledes vendte man da tilbage til Byen. Endnu var ingen Ulykke skeet. Vaarbelgerne havde stillet saa meget op mod Kirkedøren indenfor, at den ej lod sig opbryde, og Birkebeinerne havde ligeledes udenfor sperret den saaledes med Bjelker, at ingen kunde komme ud. Kongens første Gang var til Biskoppen, for at faa hans Absolution for sig og sine Mænd, sandsynligviis fordi de havde seet sig nødsagede til at krænke Kirkegaards-Freden. Skjønt Biskoppen, som man næsten skulde formode, heldede til Skules Parti, negtede han dog ikke Absolutionen, og lod siden Kongen og hans Mænd beverte efter Dagens Anstrengelser. Ved denne Lejlighed, fortælles der, sad Thorstein Heimnes, Kongens Merkesmand, ved Siden af den fangne Arne Ruva,
- ↑ Der siges udtrykkeligt at den Hest, Kongen red paa, var sort, saa nøje opbevarede man enhver enkelt Omstændighed ved dette merkelige Slag.
