vare borte. Men i det samme kom Skibene roende frem fra Hovedøen, saa at man kunde see dem fra Byen, og strax lod Stormklokken: heraf kunde man skjønne at Vaarbelgerne endnu vare tilstede. Snart fik man ogsaa see megen Tummel og Loven. Vaarbelgerne, der sov hist og her i Husene, stimlede til Kongsgaarden, hvor Hertugen sov, og meldte at der var Ufred paa Færde. Hertugen klædte sig i Hast paa og væbnede sig, og stevnede derpaa op efter Strædet først til Hallvards Kirkegaard, hvor mange Folk strømmede til ham, siden op paa Martestokke, hvor hele Hæren samledes. Man gjettede paa, hvad Hær dette kunde være, som nærmede sig Bryggerne, og de fleste sagde, som sandt var, at det maatte være Knut Jarl og Lendermændene, thi endnu kunde de ikke have mindste Anelse om at Kongen med Hovedhæren nærmede sig fra Landsiden saa godt som i deres Ryg. De tænkte rimeligviis, at han endnu var nordensjelds mange Dagsrejser borte. Hertugen vilde fylke sin Hær, og afvente Knut Jarls Angreb der, hvor han stod, paa Martestokke. Men Arne Ruva, hans Merkesmand, sagde at det var en Skam, om Jarlen skulde faa Lov til at tage deres Klæder og Heste i Byen. Da sendte Hertugen Olaf af Vigdeild med Arnfinn Thjovssøn og flere Troppehøvdinger hen ad Vestrestræde mod Bryggerne, medens han selv med Hovedstyrken trak sig ned mod St. Hallvards-Kirkegaard, der laa midt i Byen og ved sine høje Mure afgav et temmelig godt Værn[1]; derhos sendte han Hallvard Stod,
- ↑ For at forstaa dette, maa man erindre, at Hallvardskirken og Bispegaarden m. m. laa omtrent i Midten af Byen, hvor den fra Øren kommende Hovedgade, Eyrastrædet eller Øregaden, ogsaa kaldet søndre Gade s. ovenf. S. 300 (den nu fra Saxegaarden kommende Vej) der i en Bøjning berørte Geitebro og derfra gik lige mod Nord, afskares af den til Bryggernes Nord-Ende gaaende Biskops-Almenning, eller den østre Deel af den nuværende Strandgade, der var meget kortere end nu omstunder, saasom Søen gik op til lige i Nærheden af den nuværende Ladegaard. Gaden fortsattes vistnok i samme Flugt paa Nordsiden af Biskops-Almenningen lige til Leiran eller Leret ved Nonneseter, samt videre, saa at den, som en Heelhed betragtet, kunde kaldes Langstræti eller Langgaden (se ovenf. S. 302). Men egentlig regnedes disse Gader for tvende, nemlig Vestre (vestra stræti, egentlig nordre) og Østre (eystra stræti, egentlig søndre) idet de begge, hvor de berørte Biskops-Almenningen, svingede mod Øst, den ene paa Nordsiden, den anden paa Sydsiden af St. Hallvards Kirkegaard, og forenede flg længer østligt i de saakaldte „Götur“, ɔ: den indhegnede Landevej, der førte til Martestokke; og det lader til at disse Svingninger betragtedes som hine Stræders egentlige Fortsættelser. Tilligemed Biskops-Almenningen beskreve de saaledes en ligebenet Trekant, hvoraf den sidste dannede Grundfladen. Denne Trekants vestligste Deel dannede St. Hallvards-Kirkegaard, omgiven med et Hegn. Paa Nordsiden heraf, ved „Vestrestræde“ laa, naar man regner vestenfra, først Bispegaarden med sit Kastell, der stod i Forbindelse med Kirken, dernæst Chorsbrødre-Gaarden. I den østligere, smalere Deel
